Og jeg er lige kommet hjem. Jeg er så overdrevet træt, at tanken om at skulle vaske op, lave mad, læse.. ja, bar tanken om at være vågen er egentlig overdrevet udmattende.
Jeg tror, at jeg har noget min grænse.
Min grænse for indtryk, historier, følelser, sygdomme..
Jeg har det som om, at det er umuligt at rumme mere, men jeg ved faktisk ikke helt hvad det er, jeg ikke kan rumme mere af.
Måske er det bare fordi jeg ikke sover nok i øjeblikket.
Frygten for mine egne tanker holder mig vågen og beskæftiget med alt muligt. Bare for at undgå de minutter lige før søvnen, hvor man kun kan høre ens egne tanker.
Min mor har kræft. Eller havde. Jeg ved ikke helt, hvad man siger, når nu det hele er opereret ud. Men det er svært, hårdt, udmattende. Jeg føler, at jeg burde have en styrke, som jeg slet ikke har. Hun ringede til mig, og fortalte mig det, mens jeg var skole. Jeg græd lidt, og så gik jeg ind og fortsatte i min studiegruppe. Derefter tog jeg hjem til dem, og lavede mad til børnene og min mor. Så cyklede jeg hjem af, handlede og lavede mad til mig og manden.
Og sådan kører dagene. Jeg går i skole, ringer til min mor for at høre, hvad jeg kan gøre, gør det og passer mit eget liv bagefter. Jeg prøver at passe på mine søskende, og få snakket med dem, så de ikke skal føle sig så alene. Jeg prøver at overbevise min mor om, at en sorggruppe for dem nok ville være godt. Eller at de ihvertfald skal have muligheden, de skal have valget - de er jo store.
Hun er blevet opereret, og de siger, de tror, de fik det hele ud. Så foran venter en lang vinter med stråling. Måske kemo, men vi håber, at hun kan klare den uden. Og jeg har det som om, at det burde være ovre. Som om det værste burde være overstået. Og overfor andre smiler jeg, og udtrykker HVOR GLAD jeg er for, at de opdagede det, så de kunne fjerne det - og forhåbentlig er alt det der kræft et overstået kapitel lige om lidt. Men jeg er træt og udmattet - og måske er min træthed bare ked af det. Jeg ved ikke, om jeg kan kende forskel mere....
Jeg har det som om, at jeg burde GØRE MERE. Jeg ved, at jeg gør det jeg kan. Men det er ikke nok. Jeg vil fjerne kræften så meget, at det er som om, at den slet aldrig har været der. Jeg vil få mine søskende til at SMILE så meget, at de ikke kan huske tanken om døden. Jeg vil gøre det så let for alle, at det måske bliver lidt lettere for mig selv. At jeg kan sige, jeg gjorde hvad jeg kunne. Men hvor går grænsen for hvad man kan? Og endnu vigtigere, hvad jeg kan?
Og er der plads til, at jeg kan være ked af det?
Hvornår bliver der TID til, at jeg kan blive liggende i sengen og græde og bearbejde og græde?
Klokken er snart ti minutter i fem. Og jeg har virkelig lyst til at lade alt sejle, og gå i seng.
tirsdag den 9. december 2014
torsdag den 4. december 2014
Grænsen til?
Jeg har små huller i maven. Et for min mor, min søster, Michael, Ole. Og et for dig. For det meste er de så tæt på hele, men nogle gange suger det i dem. Og ud af dem. Med sorg, skyld, dårlig samvittighed og skam.
Jeg hørte, at du havde haft højlydt sex på toilettet med døren åben ud til gangen. På kollegiet. Og hullet, der egentlig var så småt, at jeg var ved at tro det var næsten væk, voksede.
Stort og eksponentielt udvidede ingenting sig til alt - og jeg kan næsten ikke trække vejret - hullet suger alt til sig.
Du har måske altid bevæget dig på grænsen, og måske justerede vi hinanden til at gå nogenlunde på det sikre - når vi var i hver sin ende af de svigtede og fik skabt en balance, der kunne holde os centimeter fra kanterne.
Jeg føler mig så fandens utilstrækkelig og egoistisk for at have valgt dig fra. Men det blev jeg nødt til for at vælge din sygdom fra. I er så forbandet tæt forbundne, og man burde aldrig vælge mellem ens egen og andres lykke - men til sidst balancerede vi ikke, vi skubbede. Vi gjorde hinanden ulykkelige. Og derfor kunne jeg ikke hjælpe dig, og derfor kan jeg ikke hjælpe dig.
Jeg ville sådan ønske, at du kunne se det selv. Måske kan du også det, giv det en stemme... Jeg ved, at det der kommer, vil føles som modgang. Men jeg håber så inderligt, at du vil se det som omsorg.
Jeg hørte, at du havde haft højlydt sex på toilettet med døren åben ud til gangen. På kollegiet. Og hullet, der egentlig var så småt, at jeg var ved at tro det var næsten væk, voksede.
Stort og eksponentielt udvidede ingenting sig til alt - og jeg kan næsten ikke trække vejret - hullet suger alt til sig.
Du har måske altid bevæget dig på grænsen, og måske justerede vi hinanden til at gå nogenlunde på det sikre - når vi var i hver sin ende af de svigtede og fik skabt en balance, der kunne holde os centimeter fra kanterne.
Jeg føler mig så fandens utilstrækkelig og egoistisk for at have valgt dig fra. Men det blev jeg nødt til for at vælge din sygdom fra. I er så forbandet tæt forbundne, og man burde aldrig vælge mellem ens egen og andres lykke - men til sidst balancerede vi ikke, vi skubbede. Vi gjorde hinanden ulykkelige. Og derfor kunne jeg ikke hjælpe dig, og derfor kan jeg ikke hjælpe dig.
Jeg ville sådan ønske, at du kunne se det selv. Måske kan du også det, giv det en stemme... Jeg ved, at det der kommer, vil føles som modgang. Men jeg håber så inderligt, at du vil se det som omsorg.
fredag den 28. november 2014
Potentielt kaos
"Hvad er det?" sagde han
Og jeg konstaterede "Det er min hofteskål"
"Den er spidsere, end den plejer" - og så var der ikke rigtig mere at sige.
Jeg ved godt, at jeg har tabt mig. Ikke meget, men mine hofter og ribben kommer langsomt mere til syne. Mine bukser sidder lidt løsere. Bæltet kan spændes længere ind.
Jeg ved også godt hvorfor. De sidste par måneder har jeg sprunget flere og flere måltider over. I starten var det bare mellem måltiderne. Så missede jeg frokost en enkelt dag - men det kunne en stor aftensmad da veje op for. For lidt over to uger siden missede jeg min morgenmad. Og frokost blev til en grapefrugt. Og så har hver dag egentlig lignet den. Nogle gange også uden grapefrugt. Men altid med en stor aftensmad.
Måske er det lidt kommet snigende. Måske kan jeg ikke løbe uden at holde det regnskab, der helst skal gå i minus. Måske er jeg presset. Fordi jeg har brug for ikke at eksistere - jeg kan ikke håndtere virkeligheden, men mest af alt fremtiden - så hvis jeg bare bliver syg igen, så kan jeg måske ikke stoppe verden, men forsinke det hele. Bare en lille smule.
Det er en farlig leg.
Jeg ved det godt.
For den kontrol jeg har lige nu, varer ikke ved. Bare for to uger siden havde jeg ikke dårlig samvittighed over at spise hverken min aftensmad eller min grapefrugt.
I dag har jeg overvejet, om jeg skal spise den grapefrugt i 3 timer. Og jeg har fanget mit sind i at tænke på undskyldninger for ikke at spise aftensmad overfor min kæreste.
Men du skal ikke blive bekymret. På søndag skal jeg spise franskbrød, boller i karry og lagkage. Det skal nok gå - det er bare lige nu, at det hele sejler. Faktisk er det ikke engang kaos endnu, det er bare potentielt. Det er alt sammen bare potentielt.
Og jeg konstaterede "Det er min hofteskål"
"Den er spidsere, end den plejer" - og så var der ikke rigtig mere at sige.
Jeg ved godt, at jeg har tabt mig. Ikke meget, men mine hofter og ribben kommer langsomt mere til syne. Mine bukser sidder lidt løsere. Bæltet kan spændes længere ind.
Jeg ved også godt hvorfor. De sidste par måneder har jeg sprunget flere og flere måltider over. I starten var det bare mellem måltiderne. Så missede jeg frokost en enkelt dag - men det kunne en stor aftensmad da veje op for. For lidt over to uger siden missede jeg min morgenmad. Og frokost blev til en grapefrugt. Og så har hver dag egentlig lignet den. Nogle gange også uden grapefrugt. Men altid med en stor aftensmad.
Måske er det lidt kommet snigende. Måske kan jeg ikke løbe uden at holde det regnskab, der helst skal gå i minus. Måske er jeg presset. Fordi jeg har brug for ikke at eksistere - jeg kan ikke håndtere virkeligheden, men mest af alt fremtiden - så hvis jeg bare bliver syg igen, så kan jeg måske ikke stoppe verden, men forsinke det hele. Bare en lille smule.
Det er en farlig leg.
Jeg ved det godt.
For den kontrol jeg har lige nu, varer ikke ved. Bare for to uger siden havde jeg ikke dårlig samvittighed over at spise hverken min aftensmad eller min grapefrugt.
I dag har jeg overvejet, om jeg skal spise den grapefrugt i 3 timer. Og jeg har fanget mit sind i at tænke på undskyldninger for ikke at spise aftensmad overfor min kæreste.
Men du skal ikke blive bekymret. På søndag skal jeg spise franskbrød, boller i karry og lagkage. Det skal nok gå - det er bare lige nu, at det hele sejler. Faktisk er det ikke engang kaos endnu, det er bare potentielt. Det er alt sammen bare potentielt.
fredag den 21. november 2014
Min familie
Når jeg holder foredrag er det vigtigste for mig, at jeg ikke udleverer min familie. Jeg mener ikke, at nogen har håndteret mig eller nogle af de problematikker forkert - jeg tror på, at alle gjorde hvad de kunne, hvad de troede var bedst. Uvidenhed og mangel på ressourcer er grunden til, at ingen kendte til min selvskade eller spiseforstyrrelse.
Jeg har ingen bebrejdelser.
I onsdags holdte jeg foredrag i psykiatrien. Det var en fantastisk oplevelse at dele min rejse, og få muligheden for at fortælle om alle de fantastiske mennesker jeg har mødt - og om dem, der havde højst uheldige kommentarer, og ikke rigtig forstod.
Jeg fik fantastisk feedback, men også mange spørgsmål om min familie. Hvorfor inddrog jeg dem ikke mere i behandlingen? Havde vores forhold idag været anderledes, hvis de havde været med? Har de hørt mit foredrag? Ved de idag, hvordan jeg har haft det?
Det ved de ikke. For et lille år siden spurgte min mormor mig om grunden til, at jeg engang drak meget kaffe var min spiseforstyrrelse. Det ord brugte hun selvfølgelig ikke, fordi det er ikke et ord vi siger i vores familie. Ligesom vi ikke siger kræft, depression, indlæggelse, misbrug, overgreb, psykose, sovepiller eller selvmord. Men ellers er det ikke noget vi har snakket om. Og det kommer vi ikke til.
Vi har været belastede i min familie - af alt muligt sygdom; psykisk som fysisk. Og alt for tit har alle været på randen af slet intet at kunne bære mere, og derfor holder vi det rigtig svære for os selv.
Jeg tror i høj grad, at min mor har haft et så højt ønske om, at jeg kunne være velfungerende, at hun lukkede øjnene for alle de faresignaler jeg udviste. Det bebrejder jeg hende ikke, men foredraget gjorde mig nysgerrig, og derfor havde vi følgende samtale:
- "Jeg var på mit frivillige arbejde i går......... Nogle gange fortæller jeg om mig selv der. I går fortalte jeg om mig selv i psykiatrien"
- "Nå" (helt iskoldt)
- (blev helt tør i munden, og fortrød virkelig at jeg havde sagt noget)
- "Hvem hørte det?" (sagt i en tone, jeg tolker som anklagende)
- "Altså ansatte i psykiatrien. Sygeplejersker og sosu hjælpere. Der var mange fra Bispebjerg."
........ (lang stilhed)
- "Jeg hørte hende der fra vejret havde bulimi, og jeg forstår det ikke. Altså jeg tænker da egentlig det er meget smart. Tænk bare at kunne spise det man har lyst til, også kaste op. Det er bare ærgerligt, at jeg hader at kaste op"
- "..Det må også være svært at forstå.."
- "Tænkte faktisk på at [navn] måske har bulimi. Hun går tit på toilettet, og hun har faktisk tabt sig"
- "Det var da forfærdeligt. Det er så dumt, at det er sådan et tabu. Tænk hvis nogen, der kendte hende godt havde modet til at spørge hende, om hun var okay"
(uden pause)
- "Hvad ønsker du dig i julegave?"
Og så var vi færdige med det emne.
Jeg tror ikke, at det havde gavnet nogen af os, at hun havde været en del af min rejse i psykiatrien. Hun vil helst tro, at jeg altid har det godt. Det er det, hun kan leve med. Alt andet er for svært, og jeg tror, at hun kommer til at bebrejde sig selv for meget. Hun kommer ikke til at høre mit foredrag, deltage i pårørende arrangementer eller nogensinde bringe det på banen. Fordi hun føler, det er hendes fiasko.
Det minder jeg selv om efter sådan en samtale, som vi havde i går. For min umiddelbare følelsesmæssige reaktion er, at hun skammer sig over mig eller er ligeglad med mig. Og det er ikke tilfældet. Vi har bare haft mange svære ting at kæmpe med.
Jeg har ingen bebrejdelser.
I onsdags holdte jeg foredrag i psykiatrien. Det var en fantastisk oplevelse at dele min rejse, og få muligheden for at fortælle om alle de fantastiske mennesker jeg har mødt - og om dem, der havde højst uheldige kommentarer, og ikke rigtig forstod.
Jeg fik fantastisk feedback, men også mange spørgsmål om min familie. Hvorfor inddrog jeg dem ikke mere i behandlingen? Havde vores forhold idag været anderledes, hvis de havde været med? Har de hørt mit foredrag? Ved de idag, hvordan jeg har haft det?
Det ved de ikke. For et lille år siden spurgte min mormor mig om grunden til, at jeg engang drak meget kaffe var min spiseforstyrrelse. Det ord brugte hun selvfølgelig ikke, fordi det er ikke et ord vi siger i vores familie. Ligesom vi ikke siger kræft, depression, indlæggelse, misbrug, overgreb, psykose, sovepiller eller selvmord. Men ellers er det ikke noget vi har snakket om. Og det kommer vi ikke til.
Vi har været belastede i min familie - af alt muligt sygdom; psykisk som fysisk. Og alt for tit har alle været på randen af slet intet at kunne bære mere, og derfor holder vi det rigtig svære for os selv.
Jeg tror i høj grad, at min mor har haft et så højt ønske om, at jeg kunne være velfungerende, at hun lukkede øjnene for alle de faresignaler jeg udviste. Det bebrejder jeg hende ikke, men foredraget gjorde mig nysgerrig, og derfor havde vi følgende samtale:
- "Jeg var på mit frivillige arbejde i går......... Nogle gange fortæller jeg om mig selv der. I går fortalte jeg om mig selv i psykiatrien"
- "Nå" (helt iskoldt)
- (blev helt tør i munden, og fortrød virkelig at jeg havde sagt noget)
- "Hvem hørte det?" (sagt i en tone, jeg tolker som anklagende)
- "Altså ansatte i psykiatrien. Sygeplejersker og sosu hjælpere. Der var mange fra Bispebjerg."
........ (lang stilhed)
- "Jeg hørte hende der fra vejret havde bulimi, og jeg forstår det ikke. Altså jeg tænker da egentlig det er meget smart. Tænk bare at kunne spise det man har lyst til, også kaste op. Det er bare ærgerligt, at jeg hader at kaste op"
- "..Det må også være svært at forstå.."
- "Tænkte faktisk på at [navn] måske har bulimi. Hun går tit på toilettet, og hun har faktisk tabt sig"
- "Det var da forfærdeligt. Det er så dumt, at det er sådan et tabu. Tænk hvis nogen, der kendte hende godt havde modet til at spørge hende, om hun var okay"
(uden pause)
- "Hvad ønsker du dig i julegave?"
Og så var vi færdige med det emne.
Jeg tror ikke, at det havde gavnet nogen af os, at hun havde været en del af min rejse i psykiatrien. Hun vil helst tro, at jeg altid har det godt. Det er det, hun kan leve med. Alt andet er for svært, og jeg tror, at hun kommer til at bebrejde sig selv for meget. Hun kommer ikke til at høre mit foredrag, deltage i pårørende arrangementer eller nogensinde bringe det på banen. Fordi hun føler, det er hendes fiasko.
Det minder jeg selv om efter sådan en samtale, som vi havde i går. For min umiddelbare følelsesmæssige reaktion er, at hun skammer sig over mig eller er ligeglad med mig. Og det er ikke tilfældet. Vi har bare haft mange svære ting at kæmpe med.
fredag den 14. november 2014
At finde fred en fredag aften
For nogle år tilbage havde man en fredag aften fundet mig i København K med en blodtype, der sagde vodka. Eller rom. Eller hvad den lige stod på.
For to år siden fandt man mig stensikkert liggende i ske (var i forelskelses undtagelsestilstand) med min mand. Og vi elskede det.
For et år siden lå jeg grædende på grænsen til det selvskadende i vores seng, alene. Mens manden drak sig i hegnet. Hvorfor han gjorde det var der utrolig mange grunde til, og alligevel ikke nogen som helst. Og hvorfor jeg reagerede så voldsomt er der lige så mange eksisterende og ikke-eksisterende. Usikkerhed. Stress. Jalousi. Mangel på tryghed. Mangel på et ståsted. Tvivl om, hvor vi skulle hen. Hvor jeg skulle hen. Afslutning på behandling. Men allermest; at være husvild.
Jeg elsker ham, det ved jeg. Men nogle gange er jeg måske også for afhængig af ham. Grunden til vores forhold kan bære dette er vores åbenhed om netop dette. Så vi kan sørge for at være for sig. Så jeg kan lære at være alene.
Det er stadig ikke let, men i dag har jeg været alene hele dagen. Jeg har ikke været ked af det, jeg har ikke overspist, jeg har ikke sultet. Men hvordan gør man det så?
- Læg planer, sæt dig nogle mål
Hvad har du behov for i dag? Er det at løbe en tur? Gå en tur? Sumpe foran fjernsynet?
I dag ville jeg gerne løbe en tur, købe en ny cykel, undersøge lidt på nettet til mit nye modul, se Desperate huskvinder og Gift ved første Blik
- Men tag det som det kommer - vær realistisk, du er mennskelig
Hvis noget kikser, så lad det ligge, og kom videre.
Kunne ikke tage mig sammen til at løbe. Udskød det til det sidste sekund. Da jeg endelig kom afsted viste det sig at mine løbebukser glider ned.. Vendte derfor hurtigt om. Ændrede planer og gik i stedet ind til byen for at købe cykel for at få lidt frisk luft i dag.
- Planlæg dine måltider
Sørg for at have købt ind. Ordentlig mad, som man bliver mæt af. Men hav ikke så meget mad i huset, at der er grundlag for en overspisning, hvis humøret skulle vende.
Jeg havde rester af jordskokkesuppe, som passede fint bare til mig. Men der var måske ikke helt nok til at dække et helt aftensmåltid. I stedet for at gå i døgnnetto og købe ind (hvilket for mig ville ende i alligevel ikke at købe noget eller købe ind til overspisning) bagte jeg derfor en lille æbletærte (bare æble og havregryns-crumble).
- Vær i kontakt med andre (evt. på sociale medier)
Brug de sociale medier til en let, hyggelig og lidt overfladisk kontakt
Har hele dagen snappet lidt med et par stykker. Ikke noget alvorligt (ting som at Bent Flink har fået snapchat og se min nye cykel) - bare lige for at minde mig selv om, at jeg ikke er mutters.
-Vær god ved dig selv
Overvej: Under hvilke rammer har du det bedst i dag? I sengen med netflix eller med stearinlys og en bog?
Jeg har tændt stearinlys og drukket både kakao og te. Jeg elsker, når jeg kan sidde stille og koncentrere mig om at se fjernsyn. Det lykkedes ikke altid. Jeg har gået meget rundt og ryddet op imens jeg har set fjernsyn. Men det er okay, for det er det jeg har haft behov for.
Også vil jeg egentlig bare slutte af med noget, som jeg hørte en klog, klog kvinde sige i tirsdags. Vi skal huske, at vi vokser og udvikler os på vores succeser, vi bliver ikke større og modigere af vores nederlag. Så beløn din succes! Om den er at have været alene en dag og spist ordentligt, eller om den er at have haft en destruktiv tanke mindre, end igår - så fejr det, og klap dig selv på skulderen!
For to år siden fandt man mig stensikkert liggende i ske (var i forelskelses undtagelsestilstand) med min mand. Og vi elskede det.
For et år siden lå jeg grædende på grænsen til det selvskadende i vores seng, alene. Mens manden drak sig i hegnet. Hvorfor han gjorde det var der utrolig mange grunde til, og alligevel ikke nogen som helst. Og hvorfor jeg reagerede så voldsomt er der lige så mange eksisterende og ikke-eksisterende. Usikkerhed. Stress. Jalousi. Mangel på tryghed. Mangel på et ståsted. Tvivl om, hvor vi skulle hen. Hvor jeg skulle hen. Afslutning på behandling. Men allermest; at være husvild.
Jeg elsker ham, det ved jeg. Men nogle gange er jeg måske også for afhængig af ham. Grunden til vores forhold kan bære dette er vores åbenhed om netop dette. Så vi kan sørge for at være for sig. Så jeg kan lære at være alene.
Det er stadig ikke let, men i dag har jeg været alene hele dagen. Jeg har ikke været ked af det, jeg har ikke overspist, jeg har ikke sultet. Men hvordan gør man det så?
- Læg planer, sæt dig nogle mål
Hvad har du behov for i dag? Er det at løbe en tur? Gå en tur? Sumpe foran fjernsynet?
I dag ville jeg gerne løbe en tur, købe en ny cykel, undersøge lidt på nettet til mit nye modul, se Desperate huskvinder og Gift ved første Blik
- Men tag det som det kommer - vær realistisk, du er mennskelig
Hvis noget kikser, så lad det ligge, og kom videre.
Kunne ikke tage mig sammen til at løbe. Udskød det til det sidste sekund. Da jeg endelig kom afsted viste det sig at mine løbebukser glider ned.. Vendte derfor hurtigt om. Ændrede planer og gik i stedet ind til byen for at købe cykel for at få lidt frisk luft i dag.
- Planlæg dine måltider
Sørg for at have købt ind. Ordentlig mad, som man bliver mæt af. Men hav ikke så meget mad i huset, at der er grundlag for en overspisning, hvis humøret skulle vende.
Jeg havde rester af jordskokkesuppe, som passede fint bare til mig. Men der var måske ikke helt nok til at dække et helt aftensmåltid. I stedet for at gå i døgnnetto og købe ind (hvilket for mig ville ende i alligevel ikke at købe noget eller købe ind til overspisning) bagte jeg derfor en lille æbletærte (bare æble og havregryns-crumble).
- Vær i kontakt med andre (evt. på sociale medier)
Brug de sociale medier til en let, hyggelig og lidt overfladisk kontakt
Har hele dagen snappet lidt med et par stykker. Ikke noget alvorligt (ting som at Bent Flink har fået snapchat og se min nye cykel) - bare lige for at minde mig selv om, at jeg ikke er mutters.
-Vær god ved dig selv
Overvej: Under hvilke rammer har du det bedst i dag? I sengen med netflix eller med stearinlys og en bog?
Jeg har tændt stearinlys og drukket både kakao og te. Jeg elsker, når jeg kan sidde stille og koncentrere mig om at se fjernsyn. Det lykkedes ikke altid. Jeg har gået meget rundt og ryddet op imens jeg har set fjernsyn. Men det er okay, for det er det jeg har haft behov for.
Også vil jeg egentlig bare slutte af med noget, som jeg hørte en klog, klog kvinde sige i tirsdags. Vi skal huske, at vi vokser og udvikler os på vores succeser, vi bliver ikke større og modigere af vores nederlag. Så beløn din succes! Om den er at have været alene en dag og spist ordentligt, eller om den er at have haft en destruktiv tanke mindre, end igår - så fejr det, og klap dig selv på skulderen!
onsdag den 5. november 2014
Tilbage til fremtiden
Panikken har siddet i mig i lang tid. Efterhånden.
Hver dag bliver der kortere tid til at beslutte sig i. Hver dag er jeg tættere på slutningen. Okay, det lyder dramatisk - men det er det på sin vis også.
Fremtiden er stadig foran mig. Og jeg er snart færdig med min uddannelse. De her 3 år er fløjet så vanvittigt hurtigt forbi. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal. Er der ikke nogen, der vil vælge for mig?
1) Kandidatuddannelsen
Er på sin vis det sikre valg. Jeg kan vælge mellem temmelig mange kandidater, og det udskyder min debut på arbejdsmarkedet i 2 år. Men - i sidste ende er min grunduddannelse, mit udgangspunkt, socialrådgiveruddannelsen. Og jeg har ikke ret meget lyst til at være socialrågiver, det virker dog svært at undgå mindst at skulle være et par år i felten.
2) Satse på psykologi
Det var jo det her jeg ville. Det var det, der var planen. Men det vil altid være vildt usikkert, om jeg kommer ind. Om jeg så er på dagpenge og bare laver vildt meget frivilligt arbejde, så min chance så minimal. Men kan man opnå en drøm som denne, hvis ikke man satser alt? Men kan jeg overskue at vente år på at blive optaget, og derefter skulle læse i 7 år? Og så fordi jeg langt fra har su-klip til det hele..
3) Arbejde
I princippet er jeg jo færdiguddannet til sommer. Måske ville det gør mig godt at få noget erfaring. Og jeg kunne jo godt kombinere at få skabt mig et stærkt CV til psykologi-ansøgningen med et job som socialrådgiver. Og efter 2 år åbner muligheden sig for en række diplomuddannelser, som er mere psykologi orienterede, end kandidaterne... Men mon jeg kan vænne mig til en 0-indkomst, når mine klip er rendt ud, efter en fuldtidsløn (Der er 3-dobbelt af hvad jeg har at gøre med nu).
Alle de valg.....
Hver dag bliver der kortere tid til at beslutte sig i. Hver dag er jeg tættere på slutningen. Okay, det lyder dramatisk - men det er det på sin vis også.
Fremtiden er stadig foran mig. Og jeg er snart færdig med min uddannelse. De her 3 år er fløjet så vanvittigt hurtigt forbi. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal. Er der ikke nogen, der vil vælge for mig?
1) Kandidatuddannelsen
Er på sin vis det sikre valg. Jeg kan vælge mellem temmelig mange kandidater, og det udskyder min debut på arbejdsmarkedet i 2 år. Men - i sidste ende er min grunduddannelse, mit udgangspunkt, socialrådgiveruddannelsen. Og jeg har ikke ret meget lyst til at være socialrågiver, det virker dog svært at undgå mindst at skulle være et par år i felten.
2) Satse på psykologi
Det var jo det her jeg ville. Det var det, der var planen. Men det vil altid være vildt usikkert, om jeg kommer ind. Om jeg så er på dagpenge og bare laver vildt meget frivilligt arbejde, så min chance så minimal. Men kan man opnå en drøm som denne, hvis ikke man satser alt? Men kan jeg overskue at vente år på at blive optaget, og derefter skulle læse i 7 år? Og så fordi jeg langt fra har su-klip til det hele..
3) Arbejde
I princippet er jeg jo færdiguddannet til sommer. Måske ville det gør mig godt at få noget erfaring. Og jeg kunne jo godt kombinere at få skabt mig et stærkt CV til psykologi-ansøgningen med et job som socialrådgiver. Og efter 2 år åbner muligheden sig for en række diplomuddannelser, som er mere psykologi orienterede, end kandidaterne... Men mon jeg kan vænne mig til en 0-indkomst, når mine klip er rendt ud, efter en fuldtidsløn (Der er 3-dobbelt af hvad jeg har at gøre med nu).
Alle de valg.....
Jeg var aldrig i tvivl - jeg fortrød aldrig
Jeg har taget svære valg. Om at fortsætte behandling eller stoppe. Om at turde at elske. Om at vælge mellem at leve livet eller leve indlagt. Jeg har grædt, været i tvivl, fortrudt. Jeg har været menneskelig.
Men valget om at at få en abort - var aldrig rigtig et valg. Jeg har altid støttet et frie valg - hverken for morens eller farens skyld - men for barnet. Intet barn skal føle sig uønsket - alle børn fortjener at være blevet valgt til.
Det var da lidt mærkeligt, da jeg vågnede op fra narkosen. Jeg fældede vist også en tåre. Også var det videre i livet - på den måde er jeg lykkelig for den kirurgiske abort. En veninde fik den medicinske, kun dage før - og det tog hende meget længere tid at komme over. Hun blødte i uger.
En anden veninde blev gravid kun 2 uger efter, at jeg havde fået min abort. Det var planlagt, og de fik deres lille pige. Og egentlig gjorde det mig ikke trist. Heller ikke, da den smukke lille pige kom til verden.
Men tanken strejfer mig jævnligt; hvordan ville vores have set ud? Mon det var en pige eller en dreng? Havde vores forhold overlevet det? Havde jeg været en god mor? Hvem havde jeg været i dag, hvis jeg havde valgt den vej?
søndag den 26. oktober 2014
onsdag den 22. oktober 2014
VÆGTEN
Min vægt står på loftet, og jeg burde smide den ud. Med tiden har jeg været nødt til at indse, at en vægt aldrig ville fortælle mig noget, jeg ville være tilfreds med.
Min spiseforstyrrelse var tal og regnestykker. Vægt og kalorier, der altid skulle stå i minus. Altid.
Stolpegårds kontrolvejninger var vildt ubehagelige. Men - at blive vejet på samme tid, en gang om ugen med de samme mennesker, der fortæller en, at alt er normalt (ihvertfald de fleste gange) - det gav mig en tillid til min krop.
Min største frygt er og bliver, at jeg vågner op en dag og vejer over 100 kg. Rationelt ved jeg, at det kommer jeg ikke til af ingenting. Men jeg ved også, at da jeg vejede over 100 kg var jeg slet ikke bevidst i den proces, hvor jeg kom dertil. Og i ren teknisk forstand kan mine mentale barrierer godt skyde i vejret på samme måde. Så måske vågner jeg en dag op samme sted.
Min psykolog ville helt sige, at det er spiseforstyrrelsen der snakker der. Men SF havde en funktion, den var der af en grund - og jeg vil ikke være overvægtig igen.
Hvordan sikrer jeg mig så, at jeg ikke vågner op den der dag og vejer alt for meget? Jeg bodychecker på anden vis. Kan jeg passe de her bukser? Buler min mave ud? Sidder min top stramt? Var den delle der igår?
Men... det fjerner ikke frygten helt. Til tider er jeg kropsblind. Jeg har stadig body dismorphia i en grad, der gør at om tøj passer hænger næsten altid sammen med min psykiske tilstand.
Så har jeg en dårlig dag, kan jeg se at mine lår er enorme, dermed er jeg sikker på at mit tøj strammer og jeg føler mig sikker på, at jeg ihvertfald er over de 90 kg.
Og der får jeg lyst til at hente vægten ned og få afklaret sagen. På den ene side kunne det måske give mig trygheden i at være sikker på, at min vægt er stabil og normal. På den anden side kunne det blusse SF op, hvis tallet bare er 1 kg. højere, end hvad jeg håber, at jeg vejer.
Det er kampen mellem min logik og den rest jeg har af SF - og jeg tror, at det er en kamp, der fortsætter i mange år. Så derfor burde jeg jo bare smide min vægt ud.. Helt ærligt, kommer jeg til at savne den?
Min spiseforstyrrelse var tal og regnestykker. Vægt og kalorier, der altid skulle stå i minus. Altid.
Stolpegårds kontrolvejninger var vildt ubehagelige. Men - at blive vejet på samme tid, en gang om ugen med de samme mennesker, der fortæller en, at alt er normalt (ihvertfald de fleste gange) - det gav mig en tillid til min krop.
Min største frygt er og bliver, at jeg vågner op en dag og vejer over 100 kg. Rationelt ved jeg, at det kommer jeg ikke til af ingenting. Men jeg ved også, at da jeg vejede over 100 kg var jeg slet ikke bevidst i den proces, hvor jeg kom dertil. Og i ren teknisk forstand kan mine mentale barrierer godt skyde i vejret på samme måde. Så måske vågner jeg en dag op samme sted.
Min psykolog ville helt sige, at det er spiseforstyrrelsen der snakker der. Men SF havde en funktion, den var der af en grund - og jeg vil ikke være overvægtig igen.
Hvordan sikrer jeg mig så, at jeg ikke vågner op den der dag og vejer alt for meget? Jeg bodychecker på anden vis. Kan jeg passe de her bukser? Buler min mave ud? Sidder min top stramt? Var den delle der igår?
Men... det fjerner ikke frygten helt. Til tider er jeg kropsblind. Jeg har stadig body dismorphia i en grad, der gør at om tøj passer hænger næsten altid sammen med min psykiske tilstand.
Så har jeg en dårlig dag, kan jeg se at mine lår er enorme, dermed er jeg sikker på at mit tøj strammer og jeg føler mig sikker på, at jeg ihvertfald er over de 90 kg.
Og der får jeg lyst til at hente vægten ned og få afklaret sagen. På den ene side kunne det måske give mig trygheden i at være sikker på, at min vægt er stabil og normal. På den anden side kunne det blusse SF op, hvis tallet bare er 1 kg. højere, end hvad jeg håber, at jeg vejer.
Det er kampen mellem min logik og den rest jeg har af SF - og jeg tror, at det er en kamp, der fortsætter i mange år. Så derfor burde jeg jo bare smide min vægt ud.. Helt ærligt, kommer jeg til at savne den?
søndag den 19. oktober 2014
Liste over sårende ting, der kan siges til en, der virkelig prøver at dyrke motion for sjov
"Hvor lang tid tager det dig egentlig at løbe 5 k?"
"I går tog det mig 35 min."
"Det var da godt nok langsomt"
"Altså tidligere på ugen tog det mig 40 min."
"Ja, altså.. Nu ved jeg godt, at der er forskel på drenge og piger og sådan noget.. Men da jeg løb tog det mig 23 min. at løbe 5 k. "
"I går tog det mig 35 min."
"Det var da godt nok langsomt"
"Altså tidligere på ugen tog det mig 40 min."
"Ja, altså.. Nu ved jeg godt, at der er forskel på drenge og piger og sådan noget.. Men da jeg løb tog det mig 23 min. at løbe 5 k. "
mandag den 13. oktober 2014
Min sutteklud, min "instant mommy"
Men jeg kom ikke til at passe ind. Jeg var allerede anderledes. Levede i en parallel virkelighed.
Og de næste mange cigaretter jeg røg, foregik i skjul. Jeg røg altid helt alene. Fordi jeg deprimeret, fordi jeg håbede, at det ville tage livet af mig. Ingen vidste noget - hverken familie, venner, skole - og jeg hadede at ryge, men jeg så det som en nødvendighed.
Siden har det været min tryghed. En ny måde at trække vejret på. Cigaretterne var der, når en eksamen skulle fejres. Cigaretterne var der, når min sult skulle fortrænges. Cigaretterne var der, når jeg skulle møde nye mennesker. De blev en forlængelse af mig, en 6. finger jeg altid kunne trække mig tilbage med. Min trøst, min sorg, mit liv og min død.
Og det lyder jo absolut absurd - men jeg tror, at psykisk sårbare, der ikke har så mange at læne sig op af sætter så meget pris på den lille tryghed, der kan være i en cigaret - at det kan være forskellen mellem liv og død.
Men jeg har det bedre, jeg har det godt. Jeg har tryghed i andet - i andre. Og nu skærer jeg ned.
Normalt har jeg røget ca. 10 om dagen, så månedligt ca. 15 pakker
15 pakker * 40 kr. = 600 kr. månedligt.
600 kr., der kunne gå til restaurant besøg, rejser, bøger, nyt tøj....
Så langsomt lægger jeg vanen fra mig. Idag begynder min 4. uge med 3 eller under cigaretter om dagen. Og ved i hvad? Jeg tror, jeg overlever. Og en dag stopper jeg sgu helt.
søndag den 12. oktober 2014
Hvad kærlighed egentlig er
De fleste starter med at tro, at kærlighed næsten er en fysisk størrelse. En pil, der rammer en - fjerner sorger, sletter tvivl. En pil, der giver én nyt liv, en pil der sletter alt forhenværende. Men sådan tror jeg ikke, at kærlig er mere.
Jeg har oplevet kærlighed. Den første ægte kærlighed, der rev mig i stykker. Og det tog tid, for det gjorde så ondt, så ondt. Og jeg troede aldrig, at jeg ville komme mig. I dag kan jeg se ham i øjnene uden at føle det meste.
Kærlighedshungrende, som jeg var, troede jeg naivt, at kærlighed og tryghed var det samme. Og selvom vi begge to blev ved med at prøve, så kom jeg aldrig til at elske ham. Men alt er jo også nemmere i retrospekt.
Bagefter prøvede jeg virkelig at lære at elske mig selv, ved at få andre til at elske mig. Min årsopgørelse skræmte mig faktisk lidt, og vidner lidt om den anerkendelse jeg søgte.
Men så mødte jeg ham. Ham, jeg troede skulle ændre mit liv. Og det gjorde han på en måde også, han fik mig ihvertfald til at ændre mit syn på mig selv. Til det værre - tænk, at det var muligt.
For 2 år siden - mit i mit følelsesmæssige kaos skete der så noget andet. Jeg fandt noget, jeg virkelig kunne mærke var værdifuldt. Og i stedet for at storme ud i det, blev jeg virkelig bange. Men han viste sig at være noget andet, kunne noget andet. Han er den bedste til at være der. Og jeg bliver rolig i hans nærvær. Noget jeg ikke har behov for hele tiden at vise til hele verden, fordi jeg føler mig sikker. Og selvom vi har vores forskelle, og der altid er udfordringer - så elsker jeg ham bare. Og jeg håber på, og vil arbejde for at vi skal være sammen resten af livet.
mandag den 25. august 2014
Negativ
Jeg ved ikke, hvornår jeg følte mig som den største taber. Da jeg ikke kom ind på drømmestudiet eller da jeg blev afvist efter en jobsamtale. Måske var det i virkeligheden i dag, da jeg stod i køen i supermarkedet og blev nødt til at tage en graviditetstest ned på båndet.
Bare rolig, den var negativ. Og så var jeg straks på toppen igen. Så meget, som jeg nu kan være. Deprimerede fjols.
Ej, jeg blev oprigtig glad og lettet. Jeg har virkelig ikke lyst til flere aborter, men det er på ingen måde noget grundlag for at få et barn. Og det slipper jeg for overhovedet at skulle tage stilling til. Hvilket egentlig også kun er fair, nu når jeg faktisk tager mine p-piller, som jeg skal.
Nu ved jeg bare ikke, hvorfor min menstruation ikke kommer, men den dukker vel nok op, når den har lyst.
Nu prøver jeg så at strukturere mig. Købe bøger, kopiere bøger (=spare mange penge!), lave læseplan, læse, drikke dagens 5. kop kaffe og så videre.. Hold kæft, hvor er det her uinteressant - jeg tror bare, jeg læser videre og skriver om fiaskofølelser en anden dag.
Bare rolig, den var negativ. Og så var jeg straks på toppen igen. Så meget, som jeg nu kan være. Deprimerede fjols.
Ej, jeg blev oprigtig glad og lettet. Jeg har virkelig ikke lyst til flere aborter, men det er på ingen måde noget grundlag for at få et barn. Og det slipper jeg for overhovedet at skulle tage stilling til. Hvilket egentlig også kun er fair, nu når jeg faktisk tager mine p-piller, som jeg skal.
Nu ved jeg bare ikke, hvorfor min menstruation ikke kommer, men den dukker vel nok op, når den har lyst.
Nu prøver jeg så at strukturere mig. Købe bøger, kopiere bøger (=spare mange penge!), lave læseplan, læse, drikke dagens 5. kop kaffe og så videre.. Hold kæft, hvor er det her uinteressant - jeg tror bare, jeg læser videre og skriver om fiaskofølelser en anden dag.
torsdag den 21. august 2014
Fiasko?
Jeg betragter mine ar, og mindes den slags smerte - der kun fremkaldes, når kniven føres mod egen hud. Den kamp mod ens krop, som man vinder. Man gennemtvinger smerten, man lykkedes med sin egen fiasko.
Jeg overvejer et kort øjeblik at gå ud i køkkenet og føre den mod mit lår. Men det er mange år siden sidst, og jeg burde vide bedre. Jeg burde vide, at der findes andre måder.
Og alligevel kan jeg ikke rigtig se andre. Eller jeg har faktisk 25 circadin liggende. De er godt nok fra 2010, men burde det ikke bare hjælpe på sagen?
Men det nytter jo ikke noget. Det er bar fristende at stoppe med at kæmpe for at blive den, jeg drømmer om engang at være. Fordi det indebærer så mange fiaskoer, og jeg har altid tacklet nederlag dårligt. Og nok dårligere, end de fleste. Og det her er min selvmedlidenhed på aller højest plan, og det magter jeg egentlig ikke. Så jeg burde nok bare tørre øjnene, og komme op på hesten igen. Så det gør jeg, bare ikke en hest, der er lige så høj.
Jeg overvejer et kort øjeblik at gå ud i køkkenet og føre den mod mit lår. Men det er mange år siden sidst, og jeg burde vide bedre. Jeg burde vide, at der findes andre måder.
Og alligevel kan jeg ikke rigtig se andre. Eller jeg har faktisk 25 circadin liggende. De er godt nok fra 2010, men burde det ikke bare hjælpe på sagen?
Men det nytter jo ikke noget. Det er bar fristende at stoppe med at kæmpe for at blive den, jeg drømmer om engang at være. Fordi det indebærer så mange fiaskoer, og jeg har altid tacklet nederlag dårligt. Og nok dårligere, end de fleste. Og det her er min selvmedlidenhed på aller højest plan, og det magter jeg egentlig ikke. Så jeg burde nok bare tørre øjnene, og komme op på hesten igen. Så det gør jeg, bare ikke en hest, der er lige så høj.
fredag den 15. august 2014
Om træning
Dengang jeg var en lille pige hadede jeg motion. Som motorisk udfordret og hypermobil kunne jeg hverken sjippe eller gribe en bold, og om mit liv afhang af det kunne jeg ikke stå på et ben. At hoppe uden at falde var en udfordring.
Med lidt fysioterapi og meget stædighed kom jeg dog lidt efter det, og lærte de mest basale ting.
I spiseforstyrrelsens spæde år, hvor jeg egenhændigt forsøgte at komme af med mit hvalpefedt som 9-årig sørgede jeg selv for at gå til badminton, og blev glad for det. Kastede mig endda ud i volleyball, som bragte mig en masse succesoplevelser rent præstationsmæssigt, og virkelig mange nederlag socialt.
Så kom overgreb, depression, overspisning og fedmen.
Og da spiseforstyrrelsens anorektiske aspekt ramte mig begyndte træningen. Langsomt kom den snigende med et mål og et løbeprogram: lær at løbe 12 min. i træk. Som kiloene forsvandt, blev løbeturene længere. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg var fuldstændig overbevist om, at løb kunne kurere alt fra knæskader til hjertesorger. Smerte er svaghed, der forlader kroppen. Jeg kompenserede for mine overspisninger og mit selvværd ved at løbe i op til 3 timer. Nogle gange bare fordi den uendelige angst kun gik væk af at kunne høre min løbesko mod asfalten, nogle gange løb jeg bare indtil jeg græd.
I dagene op til jeg lagde mig syg med mononukleose løb jeg en time dagligt. Og jeg havde det konstant som om jeg var ved at besvime. Jeg husker det meget tydeligt.
Min behandling fik mig langsomt til at give slip på træningen. Det gik op for mig, at løb var spiseforstyrrelsens domæne, og hvis jeg skulle hejse det hvide flag for den evige jagt på vægttab måtte jeg holde en pause.
I juni startede jeg så på et løbeprogram igen. Min form var elendig, og det var en udfordring at løbe 3 minutter i streg. Tilgengæld gjorde min app, at jeg fulgte tiderne slavisk - og at spiseforstyrrelsen ikke pressede mig. Derudover er min app fri fra at tælle kalorier, så turene bliver ikke en del af at regnskab, som spiseforstyrrelsen kræver altid burde stå i 0.
Alligevel er det svært. Jeg læsten engang en artikel; 4 ud af 5 kvinder løber for at tabe sig. Hvordan bliver man den ene, der løber for psykisk og fysisk velvære, for motionen, for ikke at tage på og for et åndehul?
Hvornår ved jeg, at træningen er min og ikke spiseforstyrrelsens? For jeg kan så tydeligt og tit høre dens stemme på vej ud på en tur - jeg ignorerer den, men den er der.
Jeg ved det ikke. Men jeg overholder app'ens regler; træner aldrig mere end hver anden dag, og kun ca. 30 min. Jeg ændrer ikke mine spisevaner, jeg tæller ikke kalorier.
Men når jeg ikke helt kan tage mig sammen til dagens træning, og motivationen bliver at kigge på mine lår, er det så en spiseforstyrret løbetur?
Grænsen er hårfin, og jeg ved ikke hvordan man genkender den før den er overskredet. Men det vigtigste er vel at lytte til sig selv og ens krops signaler.
En rettesnor for mig er følelsen, når jeg er færdig. Er jeg glad for, at jeg kom afsted, eller vred over at jeg ikke gjorde det bedre?
Andre gode råd modtages med kyshånd!
Fra en, der for første gang i sit liv prøver at dyrke motion for sjov, ikke for vægttab.
Med lidt fysioterapi og meget stædighed kom jeg dog lidt efter det, og lærte de mest basale ting.
I spiseforstyrrelsens spæde år, hvor jeg egenhændigt forsøgte at komme af med mit hvalpefedt som 9-årig sørgede jeg selv for at gå til badminton, og blev glad for det. Kastede mig endda ud i volleyball, som bragte mig en masse succesoplevelser rent præstationsmæssigt, og virkelig mange nederlag socialt.
Så kom overgreb, depression, overspisning og fedmen.
Og da spiseforstyrrelsens anorektiske aspekt ramte mig begyndte træningen. Langsomt kom den snigende med et mål og et løbeprogram: lær at løbe 12 min. i træk. Som kiloene forsvandt, blev løbeturene længere. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg var fuldstændig overbevist om, at løb kunne kurere alt fra knæskader til hjertesorger. Smerte er svaghed, der forlader kroppen. Jeg kompenserede for mine overspisninger og mit selvværd ved at løbe i op til 3 timer. Nogle gange bare fordi den uendelige angst kun gik væk af at kunne høre min løbesko mod asfalten, nogle gange løb jeg bare indtil jeg græd.
I dagene op til jeg lagde mig syg med mononukleose løb jeg en time dagligt. Og jeg havde det konstant som om jeg var ved at besvime. Jeg husker det meget tydeligt.
Min behandling fik mig langsomt til at give slip på træningen. Det gik op for mig, at løb var spiseforstyrrelsens domæne, og hvis jeg skulle hejse det hvide flag for den evige jagt på vægttab måtte jeg holde en pause.
I juni startede jeg så på et løbeprogram igen. Min form var elendig, og det var en udfordring at løbe 3 minutter i streg. Tilgengæld gjorde min app, at jeg fulgte tiderne slavisk - og at spiseforstyrrelsen ikke pressede mig. Derudover er min app fri fra at tælle kalorier, så turene bliver ikke en del af at regnskab, som spiseforstyrrelsen kræver altid burde stå i 0.
Alligevel er det svært. Jeg læsten engang en artikel; 4 ud af 5 kvinder løber for at tabe sig. Hvordan bliver man den ene, der løber for psykisk og fysisk velvære, for motionen, for ikke at tage på og for et åndehul?
Hvornår ved jeg, at træningen er min og ikke spiseforstyrrelsens? For jeg kan så tydeligt og tit høre dens stemme på vej ud på en tur - jeg ignorerer den, men den er der.
Jeg ved det ikke. Men jeg overholder app'ens regler; træner aldrig mere end hver anden dag, og kun ca. 30 min. Jeg ændrer ikke mine spisevaner, jeg tæller ikke kalorier.
Men når jeg ikke helt kan tage mig sammen til dagens træning, og motivationen bliver at kigge på mine lår, er det så en spiseforstyrret løbetur?
Grænsen er hårfin, og jeg ved ikke hvordan man genkender den før den er overskredet. Men det vigtigste er vel at lytte til sig selv og ens krops signaler.
En rettesnor for mig er følelsen, når jeg er færdig. Er jeg glad for, at jeg kom afsted, eller vred over at jeg ikke gjorde det bedre?
Andre gode råd modtages med kyshånd!
Fra en, der for første gang i sit liv prøver at dyrke motion for sjov, ikke for vægttab.
onsdag den 30. juli 2014
Håbet var jo også kun spinkelt
Og livet har ikke ændret sig - med forskel fra, at jeg kastede mig ud i at turde at håbe, velvidende at håbet var midlertidigt - for kun at blive erstattet af - ikke skuffelse - men måske nærmere mod noget håbløshed.
Når jeg nogensinde det, jeg drømmer om? Skal jeg omstille mine drømme? På noget mere opnåeligt? Skal jeg stille mig tilfreds? Med det middelmådige? Evner jeg at kæmpe for, at andre skal se det brilliante i mig, når jeg konstant selv tvivler?
For måske er jeg bare ikke kvalificeret, det er ikke meningen at jeg skal studere på det niveau, jeg skal stille mig tilfreds med at være middelmådig? Er middelmådig et skældsord?
Men det er nok alt sammen for store spørgsmål i dag, hvor jeg også fordøjer ikke at være kommet ind på drømmestudiet. Jeg glædes da også over ikke at have grædt. Til gengæld har jeg spist, dog ikke kastet op - vil jeg gerne understrege. Det er enorme mængder, der er røget i mig, men jeg har ikke kastet op - på trods af at jeg har været alene hjemme hele dagen. C'est pas la peine, lev livetog følg dine drømme.
Når jeg nogensinde det, jeg drømmer om? Skal jeg omstille mine drømme? På noget mere opnåeligt? Skal jeg stille mig tilfreds? Med det middelmådige? Evner jeg at kæmpe for, at andre skal se det brilliante i mig, når jeg konstant selv tvivler?
For måske er jeg bare ikke kvalificeret, det er ikke meningen at jeg skal studere på det niveau, jeg skal stille mig tilfreds med at være middelmådig? Er middelmådig et skældsord?
Men det er nok alt sammen for store spørgsmål i dag, hvor jeg også fordøjer ikke at være kommet ind på drømmestudiet. Jeg glædes da også over ikke at have grædt. Til gengæld har jeg spist, dog ikke kastet op - vil jeg gerne understrege. Det er enorme mængder, der er røget i mig, men jeg har ikke kastet op - på trods af at jeg har været alene hjemme hele dagen. C'est pas la peine, lev livet
I'll be back
onsdag den 16. juli 2014
Der findes to slags mennesker
Det er egentlig sjovt, hvordan nogle bare kaster sig hovedkuls ud i livet - ikke uden frygt, men med visheden om, at det jo nok enten bærer eller brister - også tager vi den fra der.
Og nogle sidder, som jeg, bag skærmen. Og tør ikke rigtig at.. leve. Jovist, jeg har kastet mig - og det hele har været bristet. Men måske er jeg bare ikke helt noget til der, hvor jeg synes, at det hele gjorde mig klogere. Jeg er kun blevet længere tid om at hele.
Velvidende, at jeg vil fremad - jeg vil ikke gå i stilstand lige her, og det er forresten ikke engang en mulighed - sidder jeg og læser jobannoncer. Med hjertet siddende op i halsen. Jeg er slet ikke bange for at få et nej, jeg er bange for at få et ja. For det er kun et spørgsmål om tid, før de gennemskuer mit bluff.
Og helt ærligt - det nederlag er jeg ikke i stand til at modtage. Så stopper jeg måske bare kampen og arbejder i supermarkedet resten af mit liv. Hvilket jeg forresten heller ikke er god til.
Og nogle sidder, som jeg, bag skærmen. Og tør ikke rigtig at.. leve. Jovist, jeg har kastet mig - og det hele har været bristet. Men måske er jeg bare ikke helt noget til der, hvor jeg synes, at det hele gjorde mig klogere. Jeg er kun blevet længere tid om at hele.
Velvidende, at jeg vil fremad - jeg vil ikke gå i stilstand lige her, og det er forresten ikke engang en mulighed - sidder jeg og læser jobannoncer. Med hjertet siddende op i halsen. Jeg er slet ikke bange for at få et nej, jeg er bange for at få et ja. For det er kun et spørgsmål om tid, før de gennemskuer mit bluff.
Og helt ærligt - det nederlag er jeg ikke i stand til at modtage. Så stopper jeg måske bare kampen og arbejder i supermarkedet resten af mit liv. Hvilket jeg forresten heller ikke er god til.
fredag den 4. juli 2014
Barndommen er slut
Det her har været længe undervejs.
Faktisk et år.
Et langt år fyldt med sorg, vrede, men mest af alt, bitterhed.
Over vores forstyrrelser; din personlighed og min spise. Over kampen om behov; dit for at være dig, og mit for at være mig. Over ikke at kunne forenes. At kompromis ikke var en mulighed; det var enten eller. Din eller min lykke.
Kan du huske alle de gange du tog mine nøgler, og cyklede væk for, at jeg ikke skulle gå? Eller dengang du kom til at smide din trøje i toilettet, og jeg gjorde det samme. Bare fordi, du syntes det var pinligt at sige til de voksne, og det var mindre pinligt, hvis jeg også havde gjort det? Eller dengang du fik dit første angstanfald, og blev vred på mig, fordi jeg senere forsøgte at lave matematik, og du havde brug for at snakke? Hvad med dengang på psyk. skadestuen, hvor du kom styrtende, efter jeg havde ringet, og du havde hende din klassekammerat med, og hun absolut ingen situationsfornemmelse havde? Og mit i min dybe depression, kiggede vi bare på hinanden og grinte?
Og alle de gange vi drukket os fulde og grint og grædt og råbt og passet på hinanden?
Alle kan vokse fra hinanden. Jeg troede bare ikke, at det ville ske for os. Jeg troede aldrig, at al min kærlighed til dig kunne overskygges af andet. Og slet ikke af vrede, sorg eller bitterhed.
Men det føltes som om, at du tog mit hjem fra mig. Det føltes som om, at du tog mig fra mig. Og spurgte om jeg ikke kunne være en anden. Og om jeg ikke nok ville gøre så meget plads til dig, at der ikke var plads til andre. Faktisk ikke engang plads til mig selv. Og det var hårdt. Og jeg skulle have sagt noget meget før, end jeg gjorde. Men det gjorde jeg ikke. Og da jeg endelig gjorde, og du stod der og skreg af mig. Og lige dér kunne jeg ikke mere.
Faktisk et år.
Et langt år fyldt med sorg, vrede, men mest af alt, bitterhed.
Over vores forstyrrelser; din personlighed og min spise. Over kampen om behov; dit for at være dig, og mit for at være mig. Over ikke at kunne forenes. At kompromis ikke var en mulighed; det var enten eller. Din eller min lykke.
Kan du huske alle de gange du tog mine nøgler, og cyklede væk for, at jeg ikke skulle gå? Eller dengang du kom til at smide din trøje i toilettet, og jeg gjorde det samme. Bare fordi, du syntes det var pinligt at sige til de voksne, og det var mindre pinligt, hvis jeg også havde gjort det? Eller dengang du fik dit første angstanfald, og blev vred på mig, fordi jeg senere forsøgte at lave matematik, og du havde brug for at snakke? Hvad med dengang på psyk. skadestuen, hvor du kom styrtende, efter jeg havde ringet, og du havde hende din klassekammerat med, og hun absolut ingen situationsfornemmelse havde? Og mit i min dybe depression, kiggede vi bare på hinanden og grinte?
Og alle de gange vi drukket os fulde og grint og grædt og råbt og passet på hinanden?
Alle kan vokse fra hinanden. Jeg troede bare ikke, at det ville ske for os. Jeg troede aldrig, at al min kærlighed til dig kunne overskygges af andet. Og slet ikke af vrede, sorg eller bitterhed.
Men det føltes som om, at du tog mit hjem fra mig. Det føltes som om, at du tog mig fra mig. Og spurgte om jeg ikke kunne være en anden. Og om jeg ikke nok ville gøre så meget plads til dig, at der ikke var plads til andre. Faktisk ikke engang plads til mig selv. Og det var hårdt. Og jeg skulle have sagt noget meget før, end jeg gjorde. Men det gjorde jeg ikke. Og da jeg endelig gjorde, og du stod der og skreg af mig. Og lige dér kunne jeg ikke mere.
fredag den 20. juni 2014
Skal nok, Dr. Phil!!
Radioen summer i baggrunden, for det er endelig lykkedes mig at slukke for fjernsynet. Det har taget mig tre dage, men det står nu, som et glemt alter, helt mørkt - og jeg skal ikke tænde igen lige foreløbig.
Jeg elsker at se fjernsyn. Ikke bare sådan som lidt tidsfordriv, nej, jeg virkelig elsker det. Jeg kan forsvinde imens. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg sagtens kan lave andet, end at se fjernsyn. Bare det altså er tændt. Og det kan jeg også; ordner negle, tager mavebøjninger og i reklamepauserne vasker jeg op.
Jeg levede engang mit liv i reklamepauserne. Og lavede alle planer udfra, hvornår der kom Beverly og Gilmore Girls.
Og det er egentlig en meget tryg base at vende tilbage til.
Når man sidder med reel eksamensangst, og det hele bliver så selvmodsigende; fordi jeg netop ikke læser op, fordi det betyder, at eksamen er tæt på, og det håber jeg virkelig ikke at den er. Men det eneste, der kan tage toppen af angsten er rent faktisk at være rigtig godt forberedt. Derfor skal jeg igang. Og tasterne r også ved at være varme nu.
Og jeg har vist egentlig også set min del af Dr. Phil.
Jeg elsker at se fjernsyn. Ikke bare sådan som lidt tidsfordriv, nej, jeg virkelig elsker det. Jeg kan forsvinde imens. Og jeg bilder mig selv ind, at jeg sagtens kan lave andet, end at se fjernsyn. Bare det altså er tændt. Og det kan jeg også; ordner negle, tager mavebøjninger og i reklamepauserne vasker jeg op.
Jeg levede engang mit liv i reklamepauserne. Og lavede alle planer udfra, hvornår der kom Beverly og Gilmore Girls.
Og det er egentlig en meget tryg base at vende tilbage til.
Når man sidder med reel eksamensangst, og det hele bliver så selvmodsigende; fordi jeg netop ikke læser op, fordi det betyder, at eksamen er tæt på, og det håber jeg virkelig ikke at den er. Men det eneste, der kan tage toppen af angsten er rent faktisk at være rigtig godt forberedt. Derfor skal jeg igang. Og tasterne r også ved at være varme nu.
Og jeg har vist egentlig også set min del af Dr. Phil.
mandag den 9. juni 2014
Det er bare pjat, du er jo fjollet
Jeg ville ønske, at jeg magtede at skrive mere. Det gør mig jo så godt. Og få det ned på papir [okay så, på skærmen], såvel som at få det læst igennem, når jeg får de snæversynede briller af.
Så nu prøver jeg. Selvom jeg er ude af træning, og ikke helt ved, hvor jeg vil hen.
Jeg er angst, jeg er lykkelig, jeg er fuld, jeg er deprimeret, jeg er levende, jeg er angst.
Angst for at miste - og netop fordi; bliver holder jeg ekstra, ekstra godt fast - og bliver angst for, at min angst for at miste, får mig til at klemme livet - kærligheden - ud af det hele. Så luften går af ballonen, så at sige. Og sådan kører jeg i selvsving. Igen og igen.
Det værste er, når han er fuld.
Hvis han kommer hjem lige om lidt - og han ikke lige kysser mig indenfor 17 sekunder - så har han kysset med en anden. Så fortæller han mig, hvordan han elsker hende - og ikke mig, mere. Og jeg vil glædes over, at han har elsket mig. Men bagefter falde sammen, helt og absolut. Vi vil gå op og ned ad hinanden med klumper i maverne i måneder, før han endelig finder et nyt sted at bo.
Så vil jeg måske være et svagt minde for ham; den sindssyge kælling han engang så. Nej, jeg ved heller ikke, hvad han tænkte på.
Og jeg vil have noget at falde tilbage på. Men det vil mest være spiseforstyrrelse, selvskade og måske krydret med lidt promiskuitet. I det mindste vil jeg være tilbage i behandlingssystemet, hvor jeg for evigt vil befinde mig. Måske endda indlægge mig, i måneder. Bare for at få en lille pause, I ved.
Også når han kysser mig i 18. sekund, er jeg 3 år ude i en sørgelig fremtidsprofeti, om mit eget forfald - og han forstår ikke, at jeg virker lidt mærkelig..
Og sådan er der så meget, når man lever inde i sit eget hoved. Nogle gange bliver jeg bare sindssyg. Og lidt træt af, temmelig levende at blive forladt et par gange om dagen i mit eget sind. Og gentagende prøve at fortælle mig selv ; "det er bare pjat, du er fjollet".
Men så synger jeg med på Vågner i natten; "det bedste her i verden sker med dig, og kuuuuun dig"
- Og han siger; "Rimelig omklamrende type.. Altså jeg tror, jeg ville bakke ud med præstationsangst, hvis nogen havde det sådan med mig"
- Og jeg, kujonen, tør ikke at fortælle ham, at han er noget af det vigtigste. Også kører forestillingerne igen.
Det ER altså temmelig udmattende at være mig.
Så nu prøver jeg. Selvom jeg er ude af træning, og ikke helt ved, hvor jeg vil hen.
Men også uden et klart mål, kan man udvikle sig.
Jeg er angst, jeg er lykkelig, jeg er fuld, jeg er deprimeret, jeg er levende, jeg er angst.
Angst for at miste - og netop fordi; bliver holder jeg ekstra, ekstra godt fast - og bliver angst for, at min angst for at miste, får mig til at klemme livet - kærligheden - ud af det hele. Så luften går af ballonen, så at sige. Og sådan kører jeg i selvsving. Igen og igen.
Det værste er, når han er fuld.
Hvis han kommer hjem lige om lidt - og han ikke lige kysser mig indenfor 17 sekunder - så har han kysset med en anden. Så fortæller han mig, hvordan han elsker hende - og ikke mig, mere. Og jeg vil glædes over, at han har elsket mig. Men bagefter falde sammen, helt og absolut. Vi vil gå op og ned ad hinanden med klumper i maverne i måneder, før han endelig finder et nyt sted at bo.
Så vil jeg måske være et svagt minde for ham; den sindssyge kælling han engang så. Nej, jeg ved heller ikke, hvad han tænkte på.
Og jeg vil have noget at falde tilbage på. Men det vil mest være spiseforstyrrelse, selvskade og måske krydret med lidt promiskuitet. I det mindste vil jeg være tilbage i behandlingssystemet, hvor jeg for evigt vil befinde mig. Måske endda indlægge mig, i måneder. Bare for at få en lille pause, I ved.
Også når han kysser mig i 18. sekund, er jeg 3 år ude i en sørgelig fremtidsprofeti, om mit eget forfald - og han forstår ikke, at jeg virker lidt mærkelig..
Og sådan er der så meget, når man lever inde i sit eget hoved. Nogle gange bliver jeg bare sindssyg. Og lidt træt af, temmelig levende at blive forladt et par gange om dagen i mit eget sind. Og gentagende prøve at fortælle mig selv ; "det er bare pjat, du er fjollet".
Men så synger jeg med på Vågner i natten; "det bedste her i verden sker med dig, og kuuuuun dig"
- Og han siger; "Rimelig omklamrende type.. Altså jeg tror, jeg ville bakke ud med præstationsangst, hvis nogen havde det sådan med mig"
- Og jeg, kujonen, tør ikke at fortælle ham, at han er noget af det vigtigste. Også kører forestillingerne igen.
Det ER altså temmelig udmattende at være mig.
torsdag den 1. maj 2014
2 år siden
Følelsen af ... håbløshed husker jeg. Endda temmelig livagtigt. Selvom det på en eller anden mærkelig måde er blevet to år siden, at jeg mistede fodfæstet helt.
I dag er jeg et andet sted. Som jeg så tit skriver. Men d. 1. maj er en mærkedag. For at blive helt skør, men dog stadig at vælge livet. Og sådan er dét, og jeg vælger det stadig, næsten dagligt.
I dag er jeg et andet sted. Som jeg så tit skriver. Men d. 1. maj er en mærkedag. For at blive helt skør, men dog stadig at vælge livet. Og sådan er dét, og jeg vælger det stadig, næsten dagligt.
onsdag den 30. april 2014
Svigtet?
Jeg har spist hele dagen. Jeg stod op i morges, som sædvanlig. Med hele dagen planlagt. Også begyndte jeg at spise. Og det har jeg gjort lige indtil for tyve minutter siden. Jeg har ikke svaret på nogen beskeder, og jeg hader solskinnet. Det bekræfter følelsen af at spilde. Både de penge jeg ikke har på det her ædeflip, såvel som en faktisk temmelig dejlig dag.
Det er bare sådan en af de der dage, og de der dage egner jeg mig ikke til. Jeg bliver alt for påvirket af dette semesters tema; udsatte børn og unge.
I forbindelse med uddannelsen har jeg læst Zornigs "Vrede er mit mellemnavn" - og jeg kan genkende det. Ikke alkoholen - men lidt af volden, det var bare ikke mod mig.
Usikkerheden over, hvad hver dag byder på. Tvivlen om omsorg, og kravet på den. Behovet for voksenkontakt.
Jeg elsker mine forældre højt. De er ikke udsatte voksne. De har aldrig været på kontanthjælp eller haft et misbrug. Men de kunne måske ikke magte os alle sammen, og deres karriere? Måske var mine behov for omsorg større, end de flestes? Måske var netop de to en dårlig kombination til at tackle de udfordringer det at have børn kræver?
Jeg har ikke svar på det. Og for mig er netop det frustrerende. Jeg er overbevist om, at jeg kunne kæmpe bedre, hvis jeg havde haft voksne der støttede mig - og ikke blot var overbeviste om, at jeg selvfølgelig skulle og kunne klare det hele selv, altid.
Jeg overvejer at søge aktindsigt. For at se, hvilke overvejelser sagsbehandlerne egentlig gjorde sig om mig. Og i og med en af mine søskende blev anbragt må der vel være noget på mig? Ikke mindst fordi jeg selv underrettede om min mistrivsel som 15-årige. Eller fra 16-års alderen, hvor de foretog § 50-undersøgelsen. Eller de underretninger min psykolog efterfølgende skrev. Og jeg ikke hørte noget før jeg fyldte 18, hvor de afsluttede min sag, da jeg nu var voksen.
Men sagen er egentlig, at alt dette ikke ændrer noget. Jeg er ikke blevet mere eller mindre svigtet, fordi det står i beskrevet i støvede sagsakter. De udfordringer og kampe jeg kæmper nu - deres opståen kan ikke længere forhindres. Jeg kan lade være med at kaste op, og spise mekanisk igen imorgen, og det er det jeg må gøre.
Det er bare sådan en af de der dage, og de der dage egner jeg mig ikke til. Jeg bliver alt for påvirket af dette semesters tema; udsatte børn og unge.
I forbindelse med uddannelsen har jeg læst Zornigs "Vrede er mit mellemnavn" - og jeg kan genkende det. Ikke alkoholen - men lidt af volden, det var bare ikke mod mig.
Usikkerheden over, hvad hver dag byder på. Tvivlen om omsorg, og kravet på den. Behovet for voksenkontakt.
Jeg elsker mine forældre højt. De er ikke udsatte voksne. De har aldrig været på kontanthjælp eller haft et misbrug. Men de kunne måske ikke magte os alle sammen, og deres karriere? Måske var mine behov for omsorg større, end de flestes? Måske var netop de to en dårlig kombination til at tackle de udfordringer det at have børn kræver?
Jeg har ikke svar på det. Og for mig er netop det frustrerende. Jeg er overbevist om, at jeg kunne kæmpe bedre, hvis jeg havde haft voksne der støttede mig - og ikke blot var overbeviste om, at jeg selvfølgelig skulle og kunne klare det hele selv, altid.
Jeg overvejer at søge aktindsigt. For at se, hvilke overvejelser sagsbehandlerne egentlig gjorde sig om mig. Og i og med en af mine søskende blev anbragt må der vel være noget på mig? Ikke mindst fordi jeg selv underrettede om min mistrivsel som 15-årige. Eller fra 16-års alderen, hvor de foretog § 50-undersøgelsen. Eller de underretninger min psykolog efterfølgende skrev. Og jeg ikke hørte noget før jeg fyldte 18, hvor de afsluttede min sag, da jeg nu var voksen.
Men sagen er egentlig, at alt dette ikke ændrer noget. Jeg er ikke blevet mere eller mindre svigtet, fordi det står i beskrevet i støvede sagsakter. De udfordringer og kampe jeg kæmper nu - deres opståen kan ikke længere forhindres. Jeg kan lade være med at kaste op, og spise mekanisk igen imorgen, og det er det jeg må gøre.
torsdag den 10. april 2014
Om at blive det, jeg egentlig har lagt bag mig
Jeg vågnede kl. 4:37, grædende. Men uden helt at vide, hvorfor. Jeg vidste godt, at jeg havde haft en drøm. Hvor alt, hvad jeg har bygget mit liv op til at være igennem de sidste to år, forsvandt.
Jeg vidste godt, at det ikke rigtig var rigtigt.
Jeg vidste godt, at det var en drøm.
Men nogle følelser, ofte dem man frygter mest, sidder i én i alt for lang tid. Og i dag har været en af de sjældne dage, hvor hvad jeg frygter, er det jeg bliver til.
Jeg har ikke kunnet genkende mig. For jeg er vokset, meget.
I dag har jeg kunnet høre min indre kritiker i alt, hvad jeg har foretaget mig.
"Hvorfor siger du noget, din stemme er forfærdelig"
"Det, du siger, giver ingen mening - stop"
"DU kan ikke gå udenfor, du er for FED"
"Ingen kan elske dig, du er for FED"
"Du er grim, tro ikke, at du er noget"
"Hvad i alverden havde du egentlig tænkt dig med det tøj? DU kan ikke bære det"
"DU er intet værd"
"DU er ingenting værd"
"DU er værdiløs"
Og nu har jeg "delt" en flaske rødvin med min kæreste og hans ven. Og med "delt" mener jeg, at de har fået et halvt glas hver, mig resten. Men det ved de vist ikke.
Og det har lagt en dæmper på kritikeren. Men nu er det eneste, der er tilbage; gråden. Sorgen.
Over alt det jeg ikke kan håndtere, og ikke vil håndtere.
Og man siger vel egentlig også, at alkohol egentlig bare forstærker den følelse man allerede har. Indtal man har drukket sig fuldstændig sanseløs. Så det er det, jeg har lyst til nu. Og er godt på vej, min tolerance er ikke, hvad den har været. Så skål.
Jeg vidste godt, at det ikke rigtig var rigtigt.
Jeg vidste godt, at det var en drøm.
Men nogle følelser, ofte dem man frygter mest, sidder i én i alt for lang tid. Og i dag har været en af de sjældne dage, hvor hvad jeg frygter, er det jeg bliver til.
Jeg har ikke kunnet genkende mig. For jeg er vokset, meget.
I dag har jeg kunnet høre min indre kritiker i alt, hvad jeg har foretaget mig.
"Hvorfor siger du noget, din stemme er forfærdelig"
"Det, du siger, giver ingen mening - stop"
"DU kan ikke gå udenfor, du er for FED"
"Ingen kan elske dig, du er for FED"
"Du er grim, tro ikke, at du er noget"
"Hvad i alverden havde du egentlig tænkt dig med det tøj? DU kan ikke bære det"
"DU er intet værd"
"DU er ingenting værd"
"DU er værdiløs"
Og nu har jeg "delt" en flaske rødvin med min kæreste og hans ven. Og med "delt" mener jeg, at de har fået et halvt glas hver, mig resten. Men det ved de vist ikke.
Og det har lagt en dæmper på kritikeren. Men nu er det eneste, der er tilbage; gråden. Sorgen.
Over alt det jeg ikke kan håndtere, og ikke vil håndtere.
Og man siger vel egentlig også, at alkohol egentlig bare forstærker den følelse man allerede har. Indtal man har drukket sig fuldstændig sanseløs. Så det er det, jeg har lyst til nu. Og er godt på vej, min tolerance er ikke, hvad den har været. Så skål.
lørdag den 15. marts 2014
Ikke bare snak - men handling!
Sidsen sidst har jeg:
- styrtet rundt og hentet udtalelser, erklæringer, anbefalinger
- scannet alt ind
- brugt millioner af timer på at skrive CV
- brugt milliarder af timer på at skrive motiveret ansøgning
- gået til matematik 3 aftener om ugen
- Arbejdet engageret på mit studie. Altså læst alt, deltaget i diskussioner og er godt igang med innovativt projekt.
- Fortsat på at arbejde hårdt på de 2 studiejobs
- Fået et frivilligt arbejde
- Holdt foredrag for 40 mennesker i Odense om bulimi
Og igår, efter arbejde, sendte jeg det afsted. Bum. Nu er det op til nogle andre og vurdere. Og jeg kommer nok ikke ind, men jeg har gjort, hvad jeg kunne. Og så søger jeg bare næste år igen.
Skal nok prøve at lade være med at blive ked af det.
- styrtet rundt og hentet udtalelser, erklæringer, anbefalinger
- scannet alt ind
- brugt millioner af timer på at skrive CV
- brugt milliarder af timer på at skrive motiveret ansøgning
- gået til matematik 3 aftener om ugen
- Arbejdet engageret på mit studie. Altså læst alt, deltaget i diskussioner og er godt igang med innovativt projekt.
- Fortsat på at arbejde hårdt på de 2 studiejobs
- Fået et frivilligt arbejde
- Holdt foredrag for 40 mennesker i Odense om bulimi
Og igår, efter arbejde, sendte jeg det afsted. Bum. Nu er det op til nogle andre og vurdere. Og jeg kommer nok ikke ind, men jeg har gjort, hvad jeg kunne. Og så søger jeg bare næste år igen.
Skal nok prøve at lade være med at blive ked af det.
søndag den 23. februar 2014
Søndage
Søndage er lange. Alt for tit alt for fyldt med børnefødselsdage, kage, tømmermænd, junkfood..
I dag har jeg haft en fornuftig søndag. Sove længe, gå en lang tur m. en kop kaffe, handle ind til hele ugen, lave mad og så en film. Og det viser sig, at når man ikke bliver sløvet af fødselsdage eller tømmermænd bliver man rastløs. Jeg har meget energi, jeg slet ikke har brændt af.
Jeg prøvede at støvsuge. Min yndlings-frustrations-beskæftigelse. Man bruger energi samtidig med at praktisk arbejde lavet. Problemet er, at det var en lorte-støvsuger. Så jeg blev vred over, at jeg ikke havde min egen. Blev vred over, at der var så mange ting på de 15 kvm vi bor på. Blev vred over, at der er en helt måned til flytning.
.. Need I say at støvsugningen ikke virkede?
Så nu = rastløs og frustreret. Har lyst til at skælde ud på nogen. Hm. Må blive senere. Venter på nogen gør noget forkert ;)
I dag har jeg haft en fornuftig søndag. Sove længe, gå en lang tur m. en kop kaffe, handle ind til hele ugen, lave mad og så en film. Og det viser sig, at når man ikke bliver sløvet af fødselsdage eller tømmermænd bliver man rastløs. Jeg har meget energi, jeg slet ikke har brændt af.
Jeg prøvede at støvsuge. Min yndlings-frustrations-beskæftigelse. Man bruger energi samtidig med at praktisk arbejde lavet. Problemet er, at det var en lorte-støvsuger. Så jeg blev vred over, at jeg ikke havde min egen. Blev vred over, at der var så mange ting på de 15 kvm vi bor på. Blev vred over, at der er en helt måned til flytning.
.. Need I say at støvsugningen ikke virkede?
Så nu = rastløs og frustreret. Har lyst til at skælde ud på nogen. Hm. Må blive senere. Venter på nogen gør noget forkert ;)
fredag den 21. februar 2014
If you lived here you'd be home by now
Vi er ved at nærme os slutningen på noget. Forhåbentlig er det vinteren. Og med det her forår kommer noget helt, helt specielt; en lejlighed, et hjem, en rede, et asyl, en base, noget at trække sig tilbage til.
Februar har betydet, at det nu er 5 måneder siden jeg sidst havde et hjem. [Jo, en lejlighed har jeg haft - men et hjem er mere, end det. ]
Jeg savner at bestemme, hvornår jeg vil se andre mennesker. Jeg savner at alt er, hvor jeg ligger. Jeg savner kun at rydde op efter mig (og måske manden, hvis jeg er flink).
Jeg savner mine ting. Jeg savner mit tøj. Jeg savner mine tekster. Jeg savner at have et hjem. Ikke at bo midlertidigt, være en belastning, være noget nogen skal bære over med.
Og ja, mange har det værre, end mig. Sådan er det altid.
Det essentielle er, at jeg har boet på denne her måde i alt for mange måneder, jeg kan ikke rumme det mere.
Og det skal jeg heldigvis heller ikke. Kun til d. 1. april. Hvor jeg har min helt egen 2-værelses lejlighed. Eller. Helt og helt - ham min mand skal flytte med. Og når vi i 1 år har boet på 30 kvm, og de sidste 5 mdr på 15 kvm så tror - faktisk ved jeg - at det skal nok gå.
Kom glad marts - og flyv gerne også hurtigt forbi
Februar har betydet, at det nu er 5 måneder siden jeg sidst havde et hjem. [Jo, en lejlighed har jeg haft - men et hjem er mere, end det. ]
Jeg savner at bestemme, hvornår jeg vil se andre mennesker. Jeg savner at alt er, hvor jeg ligger. Jeg savner kun at rydde op efter mig (og måske manden, hvis jeg er flink).
Jeg savner mine ting. Jeg savner mit tøj. Jeg savner mine tekster. Jeg savner at have et hjem. Ikke at bo midlertidigt, være en belastning, være noget nogen skal bære over med.
Og ja, mange har det værre, end mig. Sådan er det altid.
Det essentielle er, at jeg har boet på denne her måde i alt for mange måneder, jeg kan ikke rumme det mere.
Og det skal jeg heldigvis heller ikke. Kun til d. 1. april. Hvor jeg har min helt egen 2-værelses lejlighed. Eller. Helt og helt - ham min mand skal flytte med. Og når vi i 1 år har boet på 30 kvm, og de sidste 5 mdr på 15 kvm så tror - faktisk ved jeg - at det skal nok gå.
Kom glad marts - og flyv gerne også hurtigt forbi
onsdag den 19. februar 2014
Sulten på livet
Jeg har mange ambitioner. Jeg har mange høje ambitioner.
Mål jeg vil nå, viden at lære, verden at se.
Jeg vil flyve højt, du ved, og så risikere at falde dybt. Fordi jeg tør.
Jeg tør at fejle, jeg tør at lykkedes; men kun fordi jeg vil lære.
Jeg vil tage det til mig, og helst det hele.
Nogle gange vil jeg for meget. Glemmer min menneskelighed. De basale behov. Søvn, mad, pauser. Og det er noget jeg elsker; at være så opslugt af livet, at det trivielle falder helt i baggrunden. Men jeg må arbejde for ikke at glemme, at det basale er min grundlag. Og uden mad og drikke dur helten ikke.
Hvis jeg ikke passer på mig selv, er det umuligt at nå mine mål.
Mål jeg vil nå, viden at lære, verden at se.
Jeg vil flyve højt, du ved, og så risikere at falde dybt. Fordi jeg tør.
Jeg tør at fejle, jeg tør at lykkedes; men kun fordi jeg vil lære.
Jeg vil tage det til mig, og helst det hele.
Nogle gange vil jeg for meget. Glemmer min menneskelighed. De basale behov. Søvn, mad, pauser. Og det er noget jeg elsker; at være så opslugt af livet, at det trivielle falder helt i baggrunden. Men jeg må arbejde for ikke at glemme, at det basale er min grundlag. Og uden mad og drikke dur helten ikke.
Hvis jeg ikke passer på mig selv, er det umuligt at nå mine mål.
fredag den 14. februar 2014
But how can it be a mistake when I don't have to wash my hands after I touch her
Jeg har lige slettet et langt og kedeligt indlæg om at være alene. Fordi det ikke var mig, og ikke var velskrevet. Det var bare en idé.
I min hverdag er romantik, når min mand husker at jeg er rummet, når han spiller playstation. Sidste år fik blomster d. 15. februar, fordi han "ikke havde brug for valentinsdag for at giv mig blomster".
Og det gør egentlig heller ikke noget. Men ham her, Neil Hilborn er så romantisk og så lyrisk, at mine små dun på armene rejser sig. Skyld dig selv at brug de næsten 3 minutter på at se det her:
I min hverdag er romantik, når min mand husker at jeg er rummet, når han spiller playstation. Sidste år fik blomster d. 15. februar, fordi han "ikke havde brug for valentinsdag for at giv mig blomster".
Og det gør egentlig heller ikke noget. Men ham her, Neil Hilborn er så romantisk og så lyrisk, at mine små dun på armene rejser sig. Skyld dig selv at brug de næsten 3 minutter på at se det her:
mandag den 3. februar 2014
I'm the hero of the story - I don't need to be saved
Kan godt klare i dag.
Kan godt klare i dag.
Jeg skal til undervisning.
Kan godt klare i dag.
torsdag den 30. januar 2014
Årsopgørelse 2013
Det kedelige
Kærester: 1
Rygestop: 0
Jobs: 2
Praktik: 1
Uddannelser: 1
Lejlighed: Kaos
Rejser: Rom, Normandiet og Paris
Nye venner: 0
Mistede venner: 1
Psykiatriske forløb: Stolpegården
Indlæggelser: 0
Gange på psykiatrisk skadestue m. andre: 2
Vægt tabt/ taget på: Forholdsvist stabilt
Jeg havde aldrig klaret det uden
1) Kaffe
2) Humor
3) Røde L.A.
4) Tandtråd
Mest brugte sætninger i 2013
1) jeg er så træt!
2) jeg elsker dig!
3) på beløbet!
Undervurderede ting
1) Venskab
2) Vatpinde
3) I can't believe it's not fløde-fløde
2013 har været helt specielt. Det startede turbulent med at følge min veninde på den lukkede samt at mig og min mands forhold var i fare pga. min fortid. Jeg confessede alt for ham, også tog vi til Rom, på mit livs mest romantiske rejse.
Så kom der ro på. Helt og i flere måneder. Godt nok mange år siden. Var glad, havde en hverdag og passede min behandling.
Sommeren var lige så fantastisk. Indtil min boligsituation spidsede til. I takt med, at mig og mandens forhold bliver bedre og bedre - blev det sværere.
Så startede min praktik, der varede året ud. Jeg blev fysisk og psykisk sat på prøve, og jeg har lært mine grænser og mig selv rigtig godt at kende. Arbejdsuger, der på et minimum var 41 timer og maksimum 55. Plus minimum 10 timer i tog om ugen. Jeg har haft travlt, har skulle prioritere, og har ikke kunnet være og give det samme som jeg plejer til dem jeg elsker. Manden forstod, og nød det jeg havde. Mens jeg mistede nogle på det. Det var hårdt, men måske nødvendigt for nu?
2013 har været et langt mere stabilt år, end hvad mit liv ellers har været. Det har stået i selvudviklingens tegn, og givet mig noget selvtillid samt troen på, at jeg kan have det liv, jeg altid har drømt om.
Kærester: 1
Rygestop: 0
Jobs: 2
Praktik: 1
Uddannelser: 1
Lejlighed: Kaos
Rejser: Rom, Normandiet og Paris
Nye venner: 0
Mistede venner: 1
Psykiatriske forløb: Stolpegården
Indlæggelser: 0
Gange på psykiatrisk skadestue m. andre: 2
Vægt tabt/ taget på: Forholdsvist stabilt
Jeg havde aldrig klaret det uden
1) Kaffe
2) Humor
3) Røde L.A.
4) Tandtråd
Mest brugte sætninger i 2013
1) jeg er så træt!
2) jeg elsker dig!
3) på beløbet!
Undervurderede ting
1) Venskab
2) Vatpinde
3) I can't believe it's not fløde-fløde
2013 har været helt specielt. Det startede turbulent med at følge min veninde på den lukkede samt at mig og min mands forhold var i fare pga. min fortid. Jeg confessede alt for ham, også tog vi til Rom, på mit livs mest romantiske rejse.
Så kom der ro på. Helt og i flere måneder. Godt nok mange år siden. Var glad, havde en hverdag og passede min behandling.
Sommeren var lige så fantastisk. Indtil min boligsituation spidsede til. I takt med, at mig og mandens forhold bliver bedre og bedre - blev det sværere.
Så startede min praktik, der varede året ud. Jeg blev fysisk og psykisk sat på prøve, og jeg har lært mine grænser og mig selv rigtig godt at kende. Arbejdsuger, der på et minimum var 41 timer og maksimum 55. Plus minimum 10 timer i tog om ugen. Jeg har haft travlt, har skulle prioritere, og har ikke kunnet være og give det samme som jeg plejer til dem jeg elsker. Manden forstod, og nød det jeg havde. Mens jeg mistede nogle på det. Det var hårdt, men måske nødvendigt for nu?
2013 har været et langt mere stabilt år, end hvad mit liv ellers har været. Det har stået i selvudviklingens tegn, og givet mig noget selvtillid samt troen på, at jeg kan have det liv, jeg altid har drømt om.
tirsdag den 28. januar 2014
Ting, der gør mig glad
- At stå op
- Et smil fra en fremmed
- Lange gåture alene
- Dronning Louises Bro
- At skrive
- Blomster
- Kaffe m. en cigaret
- Uldne sokker lune fra radiatoren
- Thaimad
- Pæne ting
- Ny vasket hår
- Te i sengen
- Lange kram
- Matchende undertøj (SKER ALDRIG)
- At give en gave
- Friskpresset appelsinjuice om morgenen
- Børn, der griner
- Forår og têtê á têtê
- 50'er kjoler
- Min grønne sofa
- Min mand
- Et smil fra en fremmed
- Lange gåture alene
- Dronning Louises Bro
- At skrive
- Blomster
- Kaffe m. en cigaret
- Uldne sokker lune fra radiatoren
- Thaimad
- Pæne ting
- Ny vasket hår
- Te i sengen
- Lange kram
- Matchende undertøj (SKER ALDRIG)
- At give en gave
- Friskpresset appelsinjuice om morgenen
- Børn, der griner
- Forår og têtê á têtê
- 50'er kjoler
- Min grønne sofa
- Min mand
tirsdag den 14. januar 2014
Beslutninger, valg, fremtid... Jeg går i seng, godnat.
I forbindelse med vejen til mit drømmestudie har jeg undersøgt forskellige frivillige jobs. Specielt i LMS, landsforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser, selvsagt; det er en sag, der er hjertet nær.
Jeg er blevet tilbudt at blive foredragsholder. Fortælle min historie, vidt som bredt. Op og nedture. Hvordan jeg blev syg, hvordan det var at være syg - og vejen til at have et psykisk godt helbred. Eller ihvertfald at prøve at vedligeholde positive tanker og raske beslutninger.
Og det vil jeg. Rigtig gerne. Jeg vil udbrede og aftabuisere. Jeg vil sprede og fortælle. For andre og mig selv.
Jeg vil udvikles igennem min fortælling, men jeg vil ikke udlevere. Og jeg er ikke nogen ø. Andre har haft indflydelse. Men jeg tror stadig på, at de har gjort, hvad de mente var de bedste, udfra de ressourcer de havde. Jeg har intet behov for at anklage eller skyde skylden på. Men når nogen har dårlig samvittighed kan de tolke det mindste ord som en pegefinger.
Også er der det der med billedet. I avisen. De reklamerer, og gør det med rigtige mennesker. Så måske kan man pludselig se mig i metroxpress med et billede: Foredrag om bulimi ved personlig fortæller Ditte.
Selvfølgelig vælger jeg selv fra og til hvilke dele af min historie jeg vil fortælle. F.eks. prostitutionen er nok ikke noget der kommer med i hverken mit første eller andet foredrag. Men bare det, at mit navn og billede kommer med på en label der hedder bulimi er svær. Det meste af min familie ved jo ikke engang, hvad der er foregået.
Så nu er det meningen, at du tager stilling!
+'er
- noget til cv'et
- hjælper på kvote 2 ansøgning
- jeg får lov til at fortælle
- jeg kan hjælpe nogen
- personlig udvikling
-'er
- nogen kan føle sig udleveret
- jeg skal stå ved det i meget offentligt rum med billede og navn
Hvad gør jeg?
....
Godnat
Jeg er blevet tilbudt at blive foredragsholder. Fortælle min historie, vidt som bredt. Op og nedture. Hvordan jeg blev syg, hvordan det var at være syg - og vejen til at have et psykisk godt helbred. Eller ihvertfald at prøve at vedligeholde positive tanker og raske beslutninger.
Og det vil jeg. Rigtig gerne. Jeg vil udbrede og aftabuisere. Jeg vil sprede og fortælle. For andre og mig selv.
Jeg vil udvikles igennem min fortælling, men jeg vil ikke udlevere. Og jeg er ikke nogen ø. Andre har haft indflydelse. Men jeg tror stadig på, at de har gjort, hvad de mente var de bedste, udfra de ressourcer de havde. Jeg har intet behov for at anklage eller skyde skylden på. Men når nogen har dårlig samvittighed kan de tolke det mindste ord som en pegefinger.
Også er der det der med billedet. I avisen. De reklamerer, og gør det med rigtige mennesker. Så måske kan man pludselig se mig i metroxpress med et billede: Foredrag om bulimi ved personlig fortæller Ditte.
Selvfølgelig vælger jeg selv fra og til hvilke dele af min historie jeg vil fortælle. F.eks. prostitutionen er nok ikke noget der kommer med i hverken mit første eller andet foredrag. Men bare det, at mit navn og billede kommer med på en label der hedder bulimi er svær. Det meste af min familie ved jo ikke engang, hvad der er foregået.
Så nu er det meningen, at du tager stilling!
+'er
- noget til cv'et
- hjælper på kvote 2 ansøgning
- jeg får lov til at fortælle
- jeg kan hjælpe nogen
- personlig udvikling
-'er
- nogen kan føle sig udleveret
- jeg skal stå ved det i meget offentligt rum med billede og navn
Hvad gør jeg?
....
Godnat
Abonner på:
Opslag (Atom)