Min spiseforstyrrelse var tal og regnestykker. Vægt og kalorier, der altid skulle stå i minus. Altid.
Stolpegårds kontrolvejninger var vildt ubehagelige. Men - at blive vejet på samme tid, en gang om ugen med de samme mennesker, der fortæller en, at alt er normalt (ihvertfald de fleste gange) - det gav mig en tillid til min krop.
Min største frygt er og bliver, at jeg vågner op en dag og vejer over 100 kg. Rationelt ved jeg, at det kommer jeg ikke til af ingenting. Men jeg ved også, at da jeg vejede over 100 kg var jeg slet ikke bevidst i den proces, hvor jeg kom dertil. Og i ren teknisk forstand kan mine mentale barrierer godt skyde i vejret på samme måde. Så måske vågner jeg en dag op samme sted.
Min psykolog ville helt sige, at det er spiseforstyrrelsen der snakker der. Men SF havde en funktion, den var der af en grund - og jeg vil ikke være overvægtig igen.
Hvordan sikrer jeg mig så, at jeg ikke vågner op den der dag og vejer alt for meget? Jeg bodychecker på anden vis. Kan jeg passe de her bukser? Buler min mave ud? Sidder min top stramt? Var den delle der igår?
Men... det fjerner ikke frygten helt. Til tider er jeg kropsblind. Jeg har stadig body dismorphia i en grad, der gør at om tøj passer hænger næsten altid sammen med min psykiske tilstand.
Så har jeg en dårlig dag, kan jeg se at mine lår er enorme, dermed er jeg sikker på at mit tøj strammer og jeg føler mig sikker på, at jeg ihvertfald er over de 90 kg.
Og der får jeg lyst til at hente vægten ned og få afklaret sagen. På den ene side kunne det måske give mig trygheden i at være sikker på, at min vægt er stabil og normal. På den anden side kunne det blusse SF op, hvis tallet bare er 1 kg. højere, end hvad jeg håber, at jeg vejer.
Det er kampen mellem min logik og den rest jeg har af SF - og jeg tror, at det er en kamp, der fortsætter i mange år. Så derfor burde jeg jo bare smide min vægt ud.. Helt ærligt, kommer jeg til at savne den?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar