onsdag den 31. august 2011

Kræver en how-to guide. Nu.

Mononukleosen, eller på dansk kyssesygen, har påvirket mig meget. Har aldrig i mit liv oplevet at være så syg, fysisk. Når folk siger, de er syge, himler jeg altid lidt øjne. Og kyssesyge lyder ikke så seriøst, og symptomerne lyder ikke af noget særligt. Og det rammer folk forskelligt. Nogle kan ikke mærke de har det, mens andre bogstaveligt talt kan dø af det.

Det foregår i omkring 3 faser. En hvor man er smittet, men ikke er syg (varer 30-50 dage) . En, hvor man er syg (1-2 uger). Og til sidst et, hvor man er træt og skal passe på sin krop. Man må ikke være fysisk eller psykisk stresset. Der er jeg. Jeg er begyndt at arbejde, passe børn, gøre rent, lave mad og alle de ting jeg normalt gør. Undgår dog træning og alkohol. Og sørger for masser af søvn.

Mit problem er, at jeg slet ikke kan finde ud af at passe på mig selv. Hvilket er sagens kerne. Jeg kan slet ikke mærke mig selv. Jeg ved ikke, om det bare er fordi jeg har ignoreret mig selv ret længe, eller bare noget jeg aldrig har lært. Det føles ikke som om, at jeg presser mig selv. Jeg gør jo det, jeg bliver nødt til at gøre. Og lige nu er det for meget for min krop. Får voldsomt ondt i ribbenene som om min milt og lever er ved at presse sig ud hver eftermiddag, når jeg er færdig med arbejde, indkøb og rengøring. Men når jeg ikke laver noget føler jeg mig ikke afslappet, jeg bliver bare rastløs.
Jeg kender ikke grænsen. Jeg ved ikke, hvornår jeg ikke kan mere. Jeg kan ikke høre mig selv. Jeg ved ikke, hvornår min krop siger nej. Ikke før, at det gør så ondt, at jeg ikke kan holde mine tårer tilbage. Har bestilt tid til lægen i håb om, at hun kan fortælle mig, at smerterne ikke betyder noget, og fortælle mig, hvor meget jeg fysisk kan lave. Bryder mig jo heller ikke om at tage helt vildt på. Og savner min træning.
Åh, hvor jeg ævler. Men er der ikke nogen, der gider fortælle mig, hvornår nok er nok?

søndag den 28. august 2011

Status: Lidt glad

Jeg har spist meget kage idag, og har kvalme. Men tror det passer fint med 2000 kcal, for har ikke spist så meget andet.
Har været til fødselsdag idag. Min farfar var der, ham ser jeg 2-3 gange om året. Ved I, hvad han sagde?

"Du bliver jo så tynd, at man næsten ikke kan se dig"

Og det er selvfølgelig ikke rigtig, for har BMI på 24. Men det varmede.

Forresten; omtalte kraveben:


lørdag den 27. august 2011

Kraveben

Det var så den mest intelligente overskrift jeg kunne komme på.

Daten søndag gik fint. Vi sås igen igår. Det var fint nok. Han er ikke kæreste-materiale. Men jeg leder heller ikke efter en kæreste.
Jeg er lidt forvirret på det punkt. På flere, faktisk. Men altså. Jeg har slet, slet ikke lyst til at være sammen med nogen, jeg ikke har følelser for. Men jeg har ikke lyst til at have følelser for nogen. For jeg kan ikke overskue, hvis det ikke er gengældt, og jeg kan heller ikke overskue at være i et forhold.
Så hvorfor fanden har jeg lyst til at se nogen? Det er jo dødsdømt på forhånd.

Det var rart, at jeg levede op til hans fulde hukommelse, og han stadig synes jeg er guddommelig. Og måske ser jeg ham igen, men hvis ikke, har jeg ikke mistet noget.

Min psykolog har ikke svaret på mailen jeg sendte hende for en uge siden. Det gør mig faktisk lidt ked af det. jeg ved jo, at hun kan have travlt. Og det kan være svært at overskue, hvad man sådan lige skal svare.

I det hele taget står både min konto og mit humør i nul. Jeg ved ikke, om det er årstiden, vejret, mine fremtidsudsigter, min spisning eller hvad det er. Men føler mig bare sådan.. Nede. Har nevet meget i mig selv idag. Prøver at muntre mig selv lidt op ved at høre noget musik, og danse lidt rundt. Og har købt noget nyt tøj idag, der var sat meget ned. Og er også igang med at rydde op, og gøre mit værelse rigtig fint.
Men har egentlig bare mest lyst til at gemme mig, under dynen med en kæmpe kop te. Men det får jeg det jo ikke bedre af.
Så henter styrke i små, latterlige ting. F.eks. kan jeg godt lide den måde mine kraveben ser ud på idag.


søndag den 21. august 2011

Jeg lever!

Jeg trækker vejret og er vågen! Det er imponerende!
Aldrig har jeg prøvet at være så syg. Det er helt uforklarligt, hvor dårligt jeg har haft det de sidste tre uger.
mine mandler og samtlige lymfeknuder var hævet op, så min hals havde dobbelt størrelse. Jeg har tabt mig 5 kg (og taget 1,5 kg igen :) ) fordi jeg ikke kunne spise noget. Har haft sår i min mund pga. væskemangel. Har haft 39 i feber i to uger. Helt latterligt hvor slået ud jeg har været.

Men videre i teksten. Jeg har det godt igen. Eller det vil sige, at jeg er meget træt og min krop ikke har en muskel tilbage. Men jeg er ved at være klar igen. Igår var jeg ude i flere timer for at drikke kaffe med min bedste veninde. Var vanvittigt træt bagefter, men det var det værd.
Det indlæg i blev fodret med fredag, tror jeg det var, er udkastet til et brev til min gamle psykolog. Havde samtaler med hende i halvandet år. Sidst jeg så hende var i december før retssagen, hvor hun hjalp mig med at forberede mig på at skulle vidne. Jag har rettet nogle ting, men ellers sendt det af sted.

I aften skal jeg på date. Jeg glæder mig, og er super nervøs. Jeg ved ikke om jeg kan holde mig vågen. Det er en jeg mødte i ben for en måneds tid siden, og jeg aner næsten intet om ham. Men jeg kan jo ikke tabe noget på det. Han husker mig som gudesmuk, så jeg har noget at skulle leve op til.
Den sidste "date2 jeg var på, var på min ferie med min søde feriekæreste. Der startede vi med at skulle spise noget frokost, hvor han meget sødt startede med at sige til mig, at jeg skulle gå på toilettet. Også havde jeg en kæmpe bussemand siddende i næsen. Den første halve time var jeg helt rød i hovedet, og ønskede mest at jeg kunne synke i jorden. Men han var jo den sødeste, så han var upåvirket. Og det var en rigtig hyggelig dag. Hvorfor skal Jylland have alle de søde drenge?

I aften er det den spanske model lover. Og hvis det er akavet og pinligt er det jo bare det, og så har jeg haft den oplevelse, ikke?

fredag den 19. august 2011

Jeg ved ikke om jeg sender den her mail, men jeg er ihvertfald raskere - er dog meget, meget træt og falder i søvn hele tiden


Kære Ida

Vi talte om, at du godt kunne tænke dig at høre lidt fra mig en gang imellem, og i løbet af de sidste par måneder har jeg rigtig gerne villet skrive til dig, men jeg er bange for at tage din tid fra dig, for jeg tror ikke jeg kan holde det kort. Så hvis du ikke har overskuddet til at læse det må du selvfølgelig gerne bare slette mailen.

Puha, så er det bare, hvor man skal begynde. Det må jo blive fra en ende af. Min kæreste og jeg gik fra hinanden i juni. Vi ville meget forskellige ting – og jeg tror ikke rigtig jeg elskede ham, men mere den der idé om noget stabilt og en mulighed for at komme lidt væk fra mit eget hjem. Så det har ikke været hårdt.
Vi nåede ikke at flytte sammen i egen lejlighed, så jeg bor stadig hjemme. Og der har vi fundet nogle roller som gør, at det fungerer, men det er svært.
Mest fordi jeg hader at se min mor blive mere og mere syg. Men det ændrer sig jo ikke fordi jeg flytter. Hun blev opereret i april måned i Tyskland, hvor der var 75% chance for, at hendes symptomer fra sclerosen ville blive lettet. Desværre hjalp det ikke, og bivirkningerne fra operationen og den ekstra medicin fik hende faktisk til at have det værre.

Min storesøster og jeg havde mange skænderier i løbet af efteråret og vinteren. Hun truede bl.a. med at ville banke mig. I januar forsøgte hun selvmord, igen. Hun blev indlagt og hurtigt udskrevet. Jeg blev ikke så hårdt ramt af det, havde ingen kontakt med hende der.
Det blev jeg så tvunget til at have kort efter. For så skete der noget af det mest surrealistiske, der er sket i mit liv. Lige pludselig fik jeg en bror. Altså for at gøre en lang historie kort: en dreng på 18 kontakter Amalie og fortæller, at han er vores bror. Vi kontakter vores far, der bekræfter, at da min mor var 3 måneder henne med mig, var han sammen med en anden kvinde. Han kendte godt til barnet, men ville ikke have noget med ham at gøre.
Jeg har snakket med moren, og vores bror er autistisk og har ingen anden familie, end hende selv. Derfor ønskede hun, at vi kunne få et bånd. Så siden februar har vi alle mødtes, og hygget os. Og jeg er rigtig, rigtig glad for ham – og samtidig skuffet over min far. Men det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Situationen gjorde, at hun og jeg så hinanden, da jeg ikke ønskede at vores nye bror straks skulle hives ind i et livslangt skænderi og tage stilling til alt muligt.
Det gik fint indtil for nyligt, hvor hun begyndte at stille krav, og jeg begyndte at sætte grænser. Vi havde noget af et skænderi, og hun vil mødes for at snakke. Men jeg har ikke rigtig noget at sige. Hun har bare såret mig så mange gange, og jeg har gjort så mange ting for hende. Og jeg har faktisk ikke lyst til at bruge mere af mit liv på at være trist over hende.

Jeg var til nogle samtaler på Stolpegården, men jeg kunne ikke fortsætte. Behandlingen ville gå for meget ud over min uddannelse til at jeg ville kunne blive student i år. Jeg kunne ikke opgive min kamp for huen for nogle gruppesamtaler.
De mente, at jeg havde posttraumatiskstress syndrom. Jeg var først meget uenig, og følte mig sygeliggjort. Men i nogle situationer kan jeg godt mærke, at jeg har en reaktion jeg ikke har nogen kontrol over, og hvor jeg ligesom kommer til at føle mig som en lille pige på 9-10 år.  

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af Michael og Ole. Har lagt dem langt, langt væk fordi jeg ikke har haft nogen behandling. Men da de spurgte mig til samtalerne vidste jeg heller ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg har sagt så mange ting om dem, og har været så sikker på, at det var det jeg mente. Men hvordan jeg har det med dem ændrer sig stadig i forhold til, hvordan jeg har det. Og når jeg har det godt, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Men så snart jeg får det lidt dårligt bliver de uudholdelige. Vel, nok nærmere mig og mit selvværd der bliver det. I hvert fald er de midlertidigt så langt væk, som jeg kan få dem. Prøver ikke at svælge rundt i det, for jeg nægter altså at være trist.

Jeg har tabt mig 27 kg siden februar måned. Jeg trængte rigtig meget til det. Jeg er begyndt at tælle kalorier og dyrke rigtig meget motion. I starten gik det fint, men efter en måneds tid gik det galt for mig, og jeg begyndte på absolut max 1000 kcal om dagen og mindst 4 x 5 km løb om ugen.
Efter min ferie, hvor min madvaner har rykket sig tilbage til noget mere normalt, er der begyndt at være en balance i min kost og motion igen. Lige nu ligger jeg dog syg med mononukleose, som også har taget et par kilo fra mig. Min plan er at træne, når jeg har energien og indtage 1500-1700 kcal indtil jeg når et bmi på 22. Jeg er på 24 nu, så jeg ved jeg kan. Også uden at sulte.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kører mig selv så meget nogle gange. Det gør ikke noget godt for mig, eller dem jeg elsker. Nogle gange føler jeg mig bare helt ødelagt, som om jeg aldrig rigtig bliver rigtig. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad der skulle hjælpe.

Jeg har ikke skåret i mig selv i halvandet år. Når jeg det føles som om, at jeg bare ikke kan lade være niver jeg mig selv, eller tager is i hånden, som vi snakkede om, eller et eller andet, der ikke giver nogen ar.
Jeg kan stadig ikke bare sige nej til en dreng, men jeg har lært at lyve mig udenom, så det ikke er så ofte, at jeg ender i situationer jeg ikke har lyst til at være i. Det sker stadig, men slet ikke så ofte.

Men denne her sommer har været den bedste i mit liv! At blive student var simpelthen så fantastisk unikt, specielt når prøverne gik fantastisk. 10 i psykologi og historie, 4 i mdt. Fransk, 12 i mit projekt om blogging og 12 i min afsluttende dansk eksamen – det var fantastisk at få den hue på. Jeg blev så nostalgisk og kom til at tænke på alt det jeg har været igennem bare de sidste tre år. Og det er ikke ret tit det sker, faktisk aldrig før der, men jeg blev rigtig, ægte stolt af mig selv. Jeg var så langt ude, at jeg solgte mig selv – og så stod jeg der med huen!
Og det kunne jeg aldrig, aldrig nogensinde have klaret uden din hjælp. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor taknemmelig jeg er for, at jeg fik alle de samtaler; og ikke mindst, at det var dig jeg fik dem med. Det lyder virkelig dramatisk, men jeg føler et eller andet sted, at du har reddet mit liv. Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg havde været den dag i dag uden dig. Havde sikkert været lige så deprimeret som da jeg gik i 1.g, og tror ikke jeg var stoppet med at sælge mig selv, for jeg kunne ikke se, at jeg ikke var mere værd. Jeg ønskede af hele mit hjerte at blive krænket – for det var det jeg syntes jeg var værd.

Jeg er måske ikke lykkelig, og jeg skal hele tiden arbejde med at være opmærksom på mig selv, og huske at føle efter. Men det går den rigtige vej. Jeg prøver at finde ud af, hvad der gør mig lykkelig, og hvordan jeg kan gøre det. Jeg prøver at skrive fortiden og leve i nutiden. Jeg prøver bare at gøre det, som jeg selv kan.
Jeg er blevet optaget og skal læse til Socialrådgiver til februar med henblik på videreuddannelse. Indtil da har jeg fået midlertidigt job som tilkaldervikar på en folkeskole, men søger stadig noget fast fuldtid.
Jeg er på vej ud i livet og gør mit bedste J

Jeg tror, at det var alt det, jeg havde at fortælle. Jeg håber rigtig meget, at du har det fantastisk og at alt er, som du ønsker det.

Kram

søndag den 14. august 2011

ikke død - kun dødsyg :)

Selvmedlidenheden er på sit højeste. har mononukleose aka kyssesyge og har været lænket til seng med lidt over 39 i feber og ALLE symptomer. er udmattet - i hører mere, når jeg er mere levende.

mandag den 1. august 2011

Hmm

Jeg tror ikke, at jeg er så okay, som jeg selv går og tror. Er ikke okay med at jeg har kysset med endnu en. Det er for meget nu.
Jeg har lige set på nogle billeder af mig fra en housewarming fredag aften. Jeg sidder og niver i mig selv. Ikke noget tydeligt, men jeg gør det. For smerten, du ved. Ikke noget, der giver ar, eller mærker. Måske er jeg ikke så okay.