Kære Ida
Vi talte om, at du godt kunne tænke dig at høre lidt fra mig en gang imellem, og i løbet af de sidste par måneder har jeg rigtig gerne villet skrive til dig, men jeg er bange for at tage din tid fra dig, for jeg tror ikke jeg kan holde det kort. Så hvis du ikke har overskuddet til at læse det må du selvfølgelig gerne bare slette mailen.
Puha, så er det bare, hvor man skal begynde. Det må jo blive fra en ende af. Min kæreste og jeg gik fra hinanden i juni. Vi ville meget forskellige ting – og jeg tror ikke rigtig jeg elskede ham, men mere den der idé om noget stabilt og en mulighed for at komme lidt væk fra mit eget hjem. Så det har ikke været hårdt.
Vi nåede ikke at flytte sammen i egen lejlighed, så jeg bor stadig hjemme. Og der har vi fundet nogle roller som gør, at det fungerer, men det er svært.
Mest fordi jeg hader at se min mor blive mere og mere syg. Men det ændrer sig jo ikke fordi jeg flytter. Hun blev opereret i april måned i Tyskland, hvor der var 75% chance for, at hendes symptomer fra sclerosen ville blive lettet. Desværre hjalp det ikke, og bivirkningerne fra operationen og den ekstra medicin fik hende faktisk til at have det værre.
Min storesøster og jeg havde mange skænderier i løbet af efteråret og vinteren. Hun truede bl.a. med at ville banke mig. I januar forsøgte hun selvmord, igen. Hun blev indlagt og hurtigt udskrevet. Jeg blev ikke så hårdt ramt af det, havde ingen kontakt med hende der.
Det blev jeg så tvunget til at have kort efter. For så skete der noget af det mest surrealistiske, der er sket i mit liv. Lige pludselig fik jeg en bror. Altså for at gøre en lang historie kort: en dreng på 18 kontakter Amalie og fortæller, at han er vores bror. Vi kontakter vores far, der bekræfter, at da min mor var 3 måneder henne med mig, var han sammen med en anden kvinde. Han kendte godt til barnet, men ville ikke have noget med ham at gøre.
Jeg har snakket med moren, og vores bror er autistisk og har ingen anden familie, end hende selv. Derfor ønskede hun, at vi kunne få et bånd. Så siden februar har vi alle mødtes, og hygget os. Og jeg er rigtig, rigtig glad for ham – og samtidig skuffet over min far. Men det kan jeg jo ikke gøre så meget ved.
Situationen gjorde, at hun og jeg så hinanden, da jeg ikke ønskede at vores nye bror straks skulle hives ind i et livslangt skænderi og tage stilling til alt muligt.
Det gik fint indtil for nyligt, hvor hun begyndte at stille krav, og jeg begyndte at sætte grænser. Vi havde noget af et skænderi, og hun vil mødes for at snakke. Men jeg har ikke rigtig noget at sige. Hun har bare såret mig så mange gange, og jeg har gjort så mange ting for hende. Og jeg har faktisk ikke lyst til at bruge mere af mit liv på at være trist over hende.
Jeg var til nogle samtaler på Stolpegården, men jeg kunne ikke fortsætte. Behandlingen ville gå for meget ud over min uddannelse til at jeg ville kunne blive student i år. Jeg kunne ikke opgive min kamp for huen for nogle gruppesamtaler.
De mente, at jeg havde posttraumatiskstress syndrom. Jeg var først meget uenig, og følte mig sygeliggjort. Men i nogle situationer kan jeg godt mærke, at jeg har en reaktion jeg ikke har nogen kontrol over, og hvor jeg ligesom kommer til at føle mig som en lille pige på 9-10 år.
Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre af Michael og Ole. Har lagt dem langt, langt væk fordi jeg ikke har haft nogen behandling. Men da de spurgte mig til samtalerne vidste jeg heller ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg har sagt så mange ting om dem, og har været så sikker på, at det var det jeg mente. Men hvordan jeg har det med dem ændrer sig stadig i forhold til, hvordan jeg har det. Og når jeg har det godt, kunne jeg ikke være mere ligeglad. Men så snart jeg får det lidt dårligt bliver de uudholdelige. Vel, nok nærmere mig og mit selvværd der bliver det. I hvert fald er de midlertidigt så langt væk, som jeg kan få dem. Prøver ikke at svælge rundt i det, for jeg nægter altså at være trist.
Jeg har tabt mig 27 kg siden februar måned. Jeg trængte rigtig meget til det. Jeg er begyndt at tælle kalorier og dyrke rigtig meget motion. I starten gik det fint, men efter en måneds tid gik det galt for mig, og jeg begyndte på absolut max 1000 kcal om dagen og mindst 4 x 5 km løb om ugen.
Efter min ferie, hvor min madvaner har rykket sig tilbage til noget mere normalt, er der begyndt at være en balance i min kost og motion igen. Lige nu ligger jeg dog syg med mononukleose, som også har taget et par kilo fra mig. Min plan er at træne, når jeg har energien og indtage 1500-1700 kcal indtil jeg når et bmi på 22. Jeg er på 24 nu, så jeg ved jeg kan. Også uden at sulte.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg kører mig selv så meget nogle gange. Det gør ikke noget godt for mig, eller dem jeg elsker. Nogle gange føler jeg mig bare helt ødelagt, som om jeg aldrig rigtig bliver rigtig. Og jeg ved simpelthen ikke, hvad der skulle hjælpe.
Jeg har ikke skåret i mig selv i halvandet år. Når jeg det føles som om, at jeg bare ikke kan lade være niver jeg mig selv, eller tager is i hånden, som vi snakkede om, eller et eller andet, der ikke giver nogen ar.
Jeg kan stadig ikke bare sige nej til en dreng, men jeg har lært at lyve mig udenom, så det ikke er så ofte, at jeg ender i situationer jeg ikke har lyst til at være i. Det sker stadig, men slet ikke så ofte.
Men denne her sommer har været den bedste i mit liv! At blive student var simpelthen så fantastisk unikt, specielt når prøverne gik fantastisk. 10 i psykologi og historie, 4 i mdt. Fransk, 12 i mit projekt om blogging og 12 i min afsluttende dansk eksamen – det var fantastisk at få den hue på. Jeg blev så nostalgisk og kom til at tænke på alt det jeg har været igennem bare de sidste tre år. Og det er ikke ret tit det sker, faktisk aldrig før der, men jeg blev rigtig, ægte stolt af mig selv. Jeg var så langt ude, at jeg solgte mig selv – og så stod jeg der med huen!
Og det kunne jeg aldrig, aldrig nogensinde have klaret uden din hjælp. Jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor taknemmelig jeg er for, at jeg fik alle de samtaler; og ikke mindst, at det var dig jeg fik dem med. Det lyder virkelig dramatisk, men jeg føler et eller andet sted, at du har reddet mit liv. Jeg ved virkelig ikke, hvor jeg havde været den dag i dag uden dig. Havde sikkert været lige så deprimeret som da jeg gik i 1.g, og tror ikke jeg var stoppet med at sælge mig selv, for jeg kunne ikke se, at jeg ikke var mere værd. Jeg ønskede af hele mit hjerte at blive krænket – for det var det jeg syntes jeg var værd.
Jeg er måske ikke lykkelig, og jeg skal hele tiden arbejde med at være opmærksom på mig selv, og huske at føle efter. Men det går den rigtige vej. Jeg prøver at finde ud af, hvad der gør mig lykkelig, og hvordan jeg kan gøre det. Jeg prøver at skrive fortiden og leve i nutiden. Jeg prøver bare at gøre det, som jeg selv kan.
Jeg er blevet optaget og skal læse til Socialrådgiver til februar med henblik på videreuddannelse. Indtil da har jeg fået midlertidigt job som tilkaldervikar på en folkeskole, men søger stadig noget fast fuldtid.
Jeg er på vej ud i livet og gør mit bedste J
Jeg tror, at det var alt det, jeg havde at fortælle. Jeg håber rigtig meget, at du har det fantastisk og at alt er, som du ønsker det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar