Mononukleosen, eller på dansk kyssesygen, har påvirket mig meget. Har aldrig i mit liv oplevet at være så syg, fysisk. Når folk siger, de er syge, himler jeg altid lidt øjne. Og kyssesyge lyder ikke så seriøst, og symptomerne lyder ikke af noget særligt. Og det rammer folk forskelligt. Nogle kan ikke mærke de har det, mens andre bogstaveligt talt kan dø af det.
Det foregår i omkring 3 faser. En hvor man er smittet, men ikke er syg (varer 30-50 dage) . En, hvor man er syg (1-2 uger). Og til sidst et, hvor man er træt og skal passe på sin krop. Man må ikke være fysisk eller psykisk stresset. Der er jeg. Jeg er begyndt at arbejde, passe børn, gøre rent, lave mad og alle de ting jeg normalt gør. Undgår dog træning og alkohol. Og sørger for masser af søvn.
Mit problem er, at jeg slet ikke kan finde ud af at passe på mig selv. Hvilket er sagens kerne. Jeg kan slet ikke mærke mig selv. Jeg ved ikke, om det bare er fordi jeg har ignoreret mig selv ret længe, eller bare noget jeg aldrig har lært. Det føles ikke som om, at jeg presser mig selv. Jeg gør jo det, jeg bliver nødt til at gøre. Og lige nu er det for meget for min krop. Får voldsomt ondt i ribbenene som om min milt og lever er ved at presse sig ud hver eftermiddag, når jeg er færdig med arbejde, indkøb og rengøring. Men når jeg ikke laver noget føler jeg mig ikke afslappet, jeg bliver bare rastløs.
Jeg kender ikke grænsen. Jeg ved ikke, hvornår jeg ikke kan mere. Jeg kan ikke høre mig selv. Jeg ved ikke, hvornår min krop siger nej. Ikke før, at det gør så ondt, at jeg ikke kan holde mine tårer tilbage. Har bestilt tid til lægen i håb om, at hun kan fortælle mig, at smerterne ikke betyder noget, og fortælle mig, hvor meget jeg fysisk kan lave. Bryder mig jo heller ikke om at tage helt vildt på. Og savner min træning.
Åh, hvor jeg ævler. Men er der ikke nogen, der gider fortælle mig, hvornår nok er nok?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar