Jeg lever!

Jeg trækker vejret og er vågen! Det er imponerende!
Aldrig har jeg prøvet at være så syg. Det er helt uforklarligt, hvor dårligt jeg har haft det de sidste tre uger.
mine mandler og samtlige lymfeknuder var hævet op, så min hals havde dobbelt størrelse. Jeg har tabt mig 5 kg (og taget 1,5 kg igen :) ) fordi jeg ikke kunne spise noget. Har haft sår i min mund pga. væskemangel. Har haft 39 i feber i to uger. Helt latterligt hvor slået ud jeg har været.

Men videre i teksten. Jeg har det godt igen. Eller det vil sige, at jeg er meget træt og min krop ikke har en muskel tilbage. Men jeg er ved at være klar igen. Igår var jeg ude i flere timer for at drikke kaffe med min bedste veninde. Var vanvittigt træt bagefter, men det var det værd.
Det indlæg i blev fodret med fredag, tror jeg det var, er udkastet til et brev til min gamle psykolog. Havde samtaler med hende i halvandet år. Sidst jeg så hende var i december før retssagen, hvor hun hjalp mig med at forberede mig på at skulle vidne. Jag har rettet nogle ting, men ellers sendt det af sted.

I aften skal jeg på date. Jeg glæder mig, og er super nervøs. Jeg ved ikke om jeg kan holde mig vågen. Det er en jeg mødte i ben for en måneds tid siden, og jeg aner næsten intet om ham. Men jeg kan jo ikke tabe noget på det. Han husker mig som gudesmuk, så jeg har noget at skulle leve op til.
Den sidste "date2 jeg var på, var på min ferie med min søde feriekæreste. Der startede vi med at skulle spise noget frokost, hvor han meget sødt startede med at sige til mig, at jeg skulle gå på toilettet. Også havde jeg en kæmpe bussemand siddende i næsen. Den første halve time var jeg helt rød i hovedet, og ønskede mest at jeg kunne synke i jorden. Men han var jo den sødeste, så han var upåvirket. Og det var en rigtig hyggelig dag. Hvorfor skal Jylland have alle de søde drenge?

I aften er det den spanske model lover. Og hvis det er akavet og pinligt er det jo bare det, og så har jeg haft den oplevelse, ikke?