Abort

Jeg fik fortalt til "faren", at testen havde vist hele to streger. Og at jeg havde bestilt tid til lægen for at få en streg væk. Da jeg selv var kommet mig over det største chok var det egentlig okay. Og det er sådan det er nu.

Jeg tror aldrig det kommer til at være hylende at få lavet en abort.

MEN

At være ung, studerende, spiseforstyrret er IKKE optimalt for en baby.
Og at vælge imellem abort eller at få et barn, der ikke kan få det godt pga. mig - det er slet ikke noget valg.

Positiv. På den negative måde.

Ok ok ok. Nu tager vi lige en dyb indåndning her. Og ikke på den fødselsforberedende måde. For det kommer ikke til at ske. Forstår du det? NOT. GONNA. HAPPEN.

Punkt 1: Ny kæreste. Lykkelig. Forelsket. Nordens dejligste mand.

Punkt 2: Spiseforstyrrelse. Absurd angst for at tage på. Og dermed absurd angst for p-piller.

Punkt 3: Udeblivende menstruation

Punkt 4: Netto. Graviditetstest. Og slik.

Punkt 5: Første test - en streg i forkert felt. Testen var ugyldig.

Punkt 6: Anden test - to streger. I forkerte felter. Ihvertfald ifølge mig. Fuck fuck fuck.

Ok. Træææææææææk vejret, dame.

Heldigvis er stregen lidt utydelig. Men til lægen vi skal. Mig og baby. Eller hvad der nu end sker i min krop.

Beslutninger

Hvad vil du med dit liv?

Vil du bruge det på konstant at drømme, konstant at miste, konstant at dø efter en krop, der kun vil tage livet af dig?

Vil du æde dig stor og tyk i al slags mad og negligere alle de følelser du har haft. For hvis de kan forsvinde så let, har de så overhovedet eksisteret?

Kan jeg blive rask?

Vil jeg være rask?

Ikke for noget. Men det jeg sender ud i den virtuelle verden pt er jo direkte pinligt. Har lige skrevet på min facebook, at jeg har grædt til de unge mødre. Hvilket er det mest ærlige jeg har været længe.

Også mit indlæg om ikke at kunne komme op og komme igang. Altså... Hvad er det jeg har gang i.

Har brug for kæmpe spand koldt vand og virkelighed ned ad ryggen så JEG KAN TAGE MIG LIDT SAMMEN OG LEVE LIVET FOR FANDEN.

Så nu vil jeg liiiiiige prøve at lade Natacha Nikitas søns fødselsdag på McDonalds ligge på nutv, og ikke i mit hoved, ogå vil jeg rydde op, børste tænder og cykle afsted hjem til min mor.
Der vil jeg sige undskyld for at være en dårlig datter, også vil jeg købe ind og gøre rent.
Bagefter vil jeg tage på mit andet job, gøre det så godt jeg kan. Så vil jeg drikke en øl med min kæreste når jeg har fri engang i nat og fejre, at han er færdig med eksamen og at han er fantastisk.

Ikke energi til andet end at sove

Jeg kan ikke helt forstå, hvad det er der sker. Er helt drænet for energi. Selvom at jeg spiser. Det føles faktisk som om jeg får mindre energi af mad.
Eller det gør det ikke, men det fortæller jeg mig selv.
Det, det nok i virkeligheden føles som om er den gode gamle vinterdepression. Bare i en værre udgave, end normalt. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med den.
Kommer ingen steder, snakker ikke med nogen. Det eneste jeg gør er at aflyse og skuffe.
Lige pt. er jeg ikke i stand til at passe mine jobs eller mit studie, og det skræmmer mig.
Alligevel kan jeg ikke gøre noget. Jeg har ikke energi til andet end at sove.

Som næsten at høre stemmer

Har taget en hue på. Og mine uldne, hjemmestrikkede sokker. Mest fordi det helst skulle gøre alt lidt nemmere.
For alt tæller, når det er lidt.

Jeg har det godt. For en gangs skyld er jeg ikke et sted i mit liv, hvor jeg svæver, lige på grænsen, høj på livet, fordi jeg kan mærke, at jeg er ved at dø. 
Og jeg er ikke der, hvor alt føltes som langt og gråt og kort og sort og mest ligegyldig. 

Jeg kysser min kæreste, går i skole, støvsuger, spiser, træner, læser, lytter til pæn musik og alt det jeg godt kan lide.

Behandlingen i min overvejelsesgruppe er overdrevet hård. Og det påvirker mig, mere end jeg havde regnet med. I mandags fortalte jeg om både overgreb og prostitution i forbindelse med min livshistorie.
Alt blev så kaos i de kasser, som jeg bagefter skrev om i mandags, at jeg blev nødt til at gå fra Vangede til Frederiksberg for at få bare lidt styr på det.

Og det er underligt, at jeg spiser mere og mere normalt, men der skal så lidt til at tilte mig. Blot et pust kan vælte mig.

I dag fik jeg ikke spist min morgenmad. Eller min frokost. Og hen på eftermiddagen følte jeg mig mere og mere plaget af en udefinerbar angst. Og som var min krop blevet overtaget af en anden, havde jeg mistet al kontrol over mig selv.

Jeg tog alt mit tøj af, og stillede mig foran spejlet. Hev ud i mine lår, mine hofter og prøvede at forme mig selv. Imens jeg bare græd og græd. Tog et par modige skridt tættere på mig selv. Og hviskede med en vrede i stemmen, der gjorde mig bange, "fuck hvor er du klam din kælling". Igen og igen gentog jeg mit nye mantra indtil gråden overtog helt, og jeg krøllet sammen faldt i søvn på min seng. 

Det var nærmest som en stemme, der sagde til mig, at jeg ikke var noget værd. Og det skræmte mig. Og overbeviste mig først om, at jeg skulle tabe mig.

Men bagefter til, at behandling er nødvendig, også spiste jeg lidt. Jeg vil aldrig mere være på en lukket afdeling.