For alt tæller, når det er lidt.
Jeg har det godt. For en gangs skyld er jeg ikke et sted i mit liv, hvor jeg svæver, lige på grænsen, høj på livet, fordi jeg kan mærke, at jeg er ved at dø.
Og jeg er ikke der, hvor alt føltes som langt og gråt og kort og sort og mest ligegyldig.
Jeg kysser min kæreste, går i skole, støvsuger, spiser, træner, læser, lytter til pæn musik og alt det jeg godt kan lide.
Behandlingen i min overvejelsesgruppe er overdrevet hård. Og det påvirker mig, mere end jeg havde regnet med. I mandags fortalte jeg om både overgreb og prostitution i forbindelse med min livshistorie.
Alt blev så kaos i de kasser, som jeg bagefter skrev om i mandags, at jeg blev nødt til at gå fra Vangede til Frederiksberg for at få bare lidt styr på det.
Og det er underligt, at jeg spiser mere og mere normalt, men der skal så lidt til at tilte mig. Blot et pust kan vælte mig.
I dag fik jeg ikke spist min morgenmad. Eller min frokost. Og hen på eftermiddagen følte jeg mig mere og mere plaget af en udefinerbar angst. Og som var min krop blevet overtaget af en anden, havde jeg mistet al kontrol over mig selv.
Jeg tog alt mit tøj af, og stillede mig foran spejlet. Hev ud i mine lår, mine hofter og prøvede at forme mig selv. Imens jeg bare græd og græd. Tog et par modige skridt tættere på mig selv. Og hviskede med en vrede i stemmen, der gjorde mig bange, "fuck hvor er du klam din kælling". Igen og igen gentog jeg mit nye mantra indtil gråden overtog helt, og jeg krøllet sammen faldt i søvn på min seng.
Det var nærmest som en stemme, der sagde til mig, at jeg ikke var noget værd. Og det skræmte mig. Og overbeviste mig først om, at jeg skulle tabe mig.
Men bagefter til, at behandling er nødvendig, også spiste jeg lidt. Jeg vil aldrig mere være på en lukket afdeling.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar