I don't care if it hurts; I want to have control - I want a perfect body, I want a perfect soul

Jeg er tom for ord. Mættet i egne tanker. De sidste 48 timer har været så kaotiske. Jeg har i længere tid været på vippen, psykisk. Men har kæmpet røven ud af bukserne for at få mit liv til at hænge sammen.

Søndag var jeg hjemme hos en fyr, som jeg havde mødt i byen. Han var verdens aller-sødeste. Virkelig. Vi sad og snakkede i timer, også rakte han pludselig hånden ud; jeg tog hans hånd også lænede han sig ind - I det øjeblik vores læber mødtes startede U2's "With or without you". Har aldrig oplevet noget så romantisk.
Da han derefter spurgte om jeg ville se ham igen svarede jeg ja. Og det blev altså onsdag. Også selvom jeg havde været på arbejde, ikke havde spist tirsdag eller onsdag - og jeg bare var et rod. Jeg tog mig sammen, lagde alt det crazy jeg har, helt helt væk. Men ikke nok. Aftnen endte katastrofalt, jeg ødelagde det. Ved at være mig. Og jeg kunne bare ikke mere. Ville ikke begå selvmord, men jeg ville virkelig ikke leve mere. Jeg kunne bare ikke se pointen i at fortsætte, når alt skal være sådan en kamp for mig. Specielt når det føles som om, at jeg taber kampen.

Tanken om, at jeg bare ikke var god nok til at nogen nogensinde kunne elske mig, gjorde at jeg tog hen til psykiatrisk skadestue. Jeg fik snakket med sygeplejerske og læge og blev derefter indlagt. Og det har jeg været indtil frokost idag. Jeg har grædt sindssygt meget, fået tænkt en del og haft det virkelig skidt. Trangen til at skære var så slem, at jeg borede neglene ind i mig selv så hårdt, at mærkerne stadig er der. Jeg var glad for at være der. Glad for at de passede på mig. De gav mig en halv indsovningspille den anden nat, så jeg kunne sove - og nu har jeg fået lidt med hjem. Det var virkelig den rette beslutning for mig.

Min familie er meget sød. Min mor sørgede for, at der var lækkert, indisk mad (min favorit) til aftensmad, da hun hørte jeg ikke havde spist under min indlæggelse. Så der fik jeg en kæmpe portion, og her til aften har jeg tvunget mig selv til at spise 4 toffifee (44 kcal pr stk.). Aner ikke hvad jeg vejer lige nu, men det må blive i morgens kamp.

Er blevet henvist til en psykolog til noget ambulant behandling. Og kæft, hvor er jeg lykkelig for det. Det bliver det første faste behandling siden ungdomspsykiatrien sluttede i maj 2010. Da jeg fortalte på afdelingen, at jeg ikke havde fået noget hjælp siden der, rystede de også bare på hovedet.

Men status er nu, at jeg stadig er rystet og i et underligt humør. Men samtidig utrolig lettet over, at nogle ved at jeg har det skidt, og at jeg har brug for hjælp - og ikke mindst får hjælp. Snart.

Måske var jeg ikke så tom for ord alligevel.

Et minde

Da jeg var omkring 10 år var vi lige flyttet. Det var en af de der meget kaos-agtige perioder. Vi havde boet det samme sted i halvandet år, men så var min mor blevet gravid igen og vi blev nødt til at flytte til et større sted. Da lejligheden var solgt, var huset ikke klar til overtagelse og vi flyttede ca. 30 km væk fra min skole, og boede i min mormors kolonihavehus i 3-4 måneder.
Da vi endelig flyttede ind i huset blev problemerne med min søster bare større og større. Huset lå omkring 3 km fra min skole, og jeg gik ofte frem og tilbage, hvor jeg tænkte. Jeg forestillede mig alt muligt. Jeg forestillede mig, at der fandtes en parallel-familie til min. Med præcis de samme problemer. De boede bare forskudt af os, men vi krydsede hinandens veje hver eneste dag. Så selvom jeg var meget indadvendt skulle jeg kigge alle dem jeg gik forbi på vejen frem og tilbage fra skole i øjnene, og hvis de kiggede tilbage skulle jeg prøve at sige hej til dem. Og hvis det var en fra min parallel-familie ville jeg vide det med det samme; også måtte jeg gerne fortælle dem om alt det der skete og alt det jeg følte - for de vidste det jo faktisk godt i for vejen, og gik selv igennem det samme. Jeg savnede dem meget, min parallel-familie. De dukkede aldrig op.

Spørgsmål

Hvad er det jeg gør?

Hvor helvede er det jeg vil hen?

Hvem prøver jeg at ødelægge?

Hvem bliver ødelagt?

Hvorfor bliver jeg ved og ved og ved?

Hvem er jeg hvis jeg stopper?

Hvem er jeg, hvis jeg bliver ved?

 

 

Update

Hej verden

Jeg har ikke været til stede. Ihvertfald ikke et sted der var tæt på her, har været langt, langt væk. Ikke kun fordi min computer stadig er i udu, men fordi jeg ikke har haft det godt. En aften, for at berolige mig selv, lagde jeg en plan om, at jeg skulle tabe mig 1 kg om ugen, så jeg kan nå mit mål indenfor en tidsramme, som jeg kan overskue. Det har jeg nået indtil videre, men jeg har været så angst for ikke at nå det, at jeg kun spiser aftensmad.

Tv programmet "Mormors Bordel" og retssagen imod Amagermanden tricker også et eller andet meget ubehageligt i min psyke. Jeg bryder tit bare fuldstændig sammen, og det føles som om, at jeg er gået i stykker.

Jeg har skåret i mig selv. Lysten har bare siddet i mig så længe, og vokset og vokset. Og for et par dage siden skar jeg. 2 gange, også stoppede jeg. Kniven ligger nu i en skuffe på mit værelse, og jeg prøver at vælge ikke at skære, men det føles som om jeg ikke kan.
Det føles som om, at jeg står op hver dag for at kæmpe en kamp, som nogen har bestemt jeg skal tabe. Jeg har overvejet at tage over på psykiatrisk skadestue, men jeg er bange. Bange for, at de vil grine og sige jeg slet ikke er syg nok til at få noget hjælp, og bange for de siger, at jeg er syg nok. Det føles mere som et når, end som hvis at jeg tager derhen en af dagene.

Jeg mødte min gamle psykolog fra Bispebjerg tilfældigt forrig fredag aften, hvor jeg var rimelig langt nede. Hun sagde, at hun ville skrive til mig - men det har hun ikke gjort. Er rimelig skuffet. Jeg ved jo godt, at hun ikke har pligt til noget som helst, men jeg kan ikke det her selv. Og jeg har slet ikke energi til at overbevise nogen om, at de skal hjælpe mig. Jeg vil ikke have det sådan her - men jeg vil ikke spise. Jeg har spist rimelig normalt her i weekenden, og har taget på. Så nu skal jeg nå 1,5 kg indtil på fredag. Det bliver hårdt, men jeg ved, at jeg bliver nødt til det.
Jeg kan ikke tage ansvaret for mig selv lige nu. Og jeg har brug for, at der er nogle der gør det. Meget snart.
Jeg snakkede med min bedste veninde om det her med maden. Hun blev helt stille. Så grinte jeg, og sagde; "Det er noget lort". Hun kiggede mig lige i øjnene, helt uden et smil: "Det er ikke bare noget lort. Det er en spiseforstyrrelse." Fedt, fedt, fedt. Nu skal jeg sikkert også til at overbevise hende om, at jeg spiser. Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft?

Jeg skrev en mail til et ugeblad, fordi de havde haft et interview med Susanne Bjerrehuus og Karen Thisted. Fortalte min historie. Mit brev vil højst sandsynlig komme med i et andet ugeblad, men jeg vil lige opdatere jer omkring hvad der sker med det. Det er ihvertfald optur - at få noget trykt. At nogle kan læse min historie.

Det med mænd er noget rod. Og en hel roman. Et eller andet ved min ligegyldighed tiltrækker åbenbart utrolig mange, og jeg kan slet slet ikke overskue at blive rørt ved, eller at nogle skal se mine nu friske ar. Kan heller ikke overskue at skulle forklare noget om voldtægt, prostitution, sclerose, psykisk sygdom eller de andre glædelige ting, der påvirker min verden.

Jeg håber, I har det bedre end mig.

Kram Ditte