Update

Hej verden

Jeg har ikke været til stede. Ihvertfald ikke et sted der var tæt på her, har været langt, langt væk. Ikke kun fordi min computer stadig er i udu, men fordi jeg ikke har haft det godt. En aften, for at berolige mig selv, lagde jeg en plan om, at jeg skulle tabe mig 1 kg om ugen, så jeg kan nå mit mål indenfor en tidsramme, som jeg kan overskue. Det har jeg nået indtil videre, men jeg har været så angst for ikke at nå det, at jeg kun spiser aftensmad.

Tv programmet "Mormors Bordel" og retssagen imod Amagermanden tricker også et eller andet meget ubehageligt i min psyke. Jeg bryder tit bare fuldstændig sammen, og det føles som om, at jeg er gået i stykker.

Jeg har skåret i mig selv. Lysten har bare siddet i mig så længe, og vokset og vokset. Og for et par dage siden skar jeg. 2 gange, også stoppede jeg. Kniven ligger nu i en skuffe på mit værelse, og jeg prøver at vælge ikke at skære, men det føles som om jeg ikke kan.
Det føles som om, at jeg står op hver dag for at kæmpe en kamp, som nogen har bestemt jeg skal tabe. Jeg har overvejet at tage over på psykiatrisk skadestue, men jeg er bange. Bange for, at de vil grine og sige jeg slet ikke er syg nok til at få noget hjælp, og bange for de siger, at jeg er syg nok. Det føles mere som et når, end som hvis at jeg tager derhen en af dagene.

Jeg mødte min gamle psykolog fra Bispebjerg tilfældigt forrig fredag aften, hvor jeg var rimelig langt nede. Hun sagde, at hun ville skrive til mig - men det har hun ikke gjort. Er rimelig skuffet. Jeg ved jo godt, at hun ikke har pligt til noget som helst, men jeg kan ikke det her selv. Og jeg har slet ikke energi til at overbevise nogen om, at de skal hjælpe mig. Jeg vil ikke have det sådan her - men jeg vil ikke spise. Jeg har spist rimelig normalt her i weekenden, og har taget på. Så nu skal jeg nå 1,5 kg indtil på fredag. Det bliver hårdt, men jeg ved, at jeg bliver nødt til det.
Jeg kan ikke tage ansvaret for mig selv lige nu. Og jeg har brug for, at der er nogle der gør det. Meget snart.
Jeg snakkede med min bedste veninde om det her med maden. Hun blev helt stille. Så grinte jeg, og sagde; "Det er noget lort". Hun kiggede mig lige i øjnene, helt uden et smil: "Det er ikke bare noget lort. Det er en spiseforstyrrelse." Fedt, fedt, fedt. Nu skal jeg sikkert også til at overbevise hende om, at jeg spiser. Hvorfor kan jeg ikke bare holde min kæft?

Jeg skrev en mail til et ugeblad, fordi de havde haft et interview med Susanne Bjerrehuus og Karen Thisted. Fortalte min historie. Mit brev vil højst sandsynlig komme med i et andet ugeblad, men jeg vil lige opdatere jer omkring hvad der sker med det. Det er ihvertfald optur - at få noget trykt. At nogle kan læse min historie.

Det med mænd er noget rod. Og en hel roman. Et eller andet ved min ligegyldighed tiltrækker åbenbart utrolig mange, og jeg kan slet slet ikke overskue at blive rørt ved, eller at nogle skal se mine nu friske ar. Kan heller ikke overskue at skulle forklare noget om voldtægt, prostitution, sclerose, psykisk sygdom eller de andre glædelige ting, der påvirker min verden.

Jeg håber, I har det bedre end mig.

Kram Ditte