Jeg er tom for ord. Mættet i egne tanker. De sidste 48 timer har været så kaotiske. Jeg har i længere tid været på vippen, psykisk. Men har kæmpet røven ud af bukserne for at få mit liv til at hænge sammen.
Søndag var jeg hjemme hos en fyr, som jeg havde mødt i byen. Han var verdens aller-sødeste. Virkelig. Vi sad og snakkede i timer, også rakte han pludselig hånden ud; jeg tog hans hånd også lænede han sig ind - I det øjeblik vores læber mødtes startede U2's "With or without you". Har aldrig oplevet noget så romantisk.
Da han derefter spurgte om jeg ville se ham igen svarede jeg ja. Og det blev altså onsdag. Også selvom jeg havde været på arbejde, ikke havde spist tirsdag eller onsdag - og jeg bare var et rod. Jeg tog mig sammen, lagde alt det crazy jeg har, helt helt væk. Men ikke nok. Aftnen endte katastrofalt, jeg ødelagde det. Ved at være mig. Og jeg kunne bare ikke mere. Ville ikke begå selvmord, men jeg ville virkelig ikke leve mere. Jeg kunne bare ikke se pointen i at fortsætte, når alt skal være sådan en kamp for mig. Specielt når det føles som om, at jeg taber kampen.
Tanken om, at jeg bare ikke var god nok til at nogen nogensinde kunne elske mig, gjorde at jeg tog hen til psykiatrisk skadestue. Jeg fik snakket med sygeplejerske og læge og blev derefter indlagt. Og det har jeg været indtil frokost idag. Jeg har grædt sindssygt meget, fået tænkt en del og haft det virkelig skidt. Trangen til at skære var så slem, at jeg borede neglene ind i mig selv så hårdt, at mærkerne stadig er der. Jeg var glad for at være der. Glad for at de passede på mig. De gav mig en halv indsovningspille den anden nat, så jeg kunne sove - og nu har jeg fået lidt med hjem. Det var virkelig den rette beslutning for mig.
Min familie er meget sød. Min mor sørgede for, at der var lækkert, indisk mad (min favorit) til aftensmad, da hun hørte jeg ikke havde spist under min indlæggelse. Så der fik jeg en kæmpe portion, og her til aften har jeg tvunget mig selv til at spise 4 toffifee (44 kcal pr stk.). Aner ikke hvad jeg vejer lige nu, men det må blive i morgens kamp.
Er blevet henvist til en psykolog til noget ambulant behandling. Og kæft, hvor er jeg lykkelig for det. Det bliver det første faste behandling siden ungdomspsykiatrien sluttede i maj 2010. Da jeg fortalte på afdelingen, at jeg ikke havde fået noget hjælp siden der, rystede de også bare på hovedet.
Men status er nu, at jeg stadig er rystet og i et underligt humør. Men samtidig utrolig lettet over, at nogle ved at jeg har det skidt, og at jeg har brug for hjælp - og ikke mindst får hjælp. Snart.
Måske var jeg ikke så tom for ord alligevel.
Er det på RH du skal i behandling? -Du kan bare svare over mail, hvis det er (:
SvarSletKnus
Nej, jeg tror det er BBH - men ved slet ikke noget lige nu. Jeg venter bare.
SvarSletKram