Da jeg var omkring 10 år var vi lige flyttet. Det var en af de der meget kaos-agtige perioder. Vi havde boet det samme sted i halvandet år, men så var min mor blevet gravid igen og vi blev nødt til at flytte til et større sted. Da lejligheden var solgt, var huset ikke klar til overtagelse og vi flyttede ca. 30 km væk fra min skole, og boede i min mormors kolonihavehus i 3-4 måneder.
Da vi endelig flyttede ind i huset blev problemerne med min søster bare større og større. Huset lå omkring 3 km fra min skole, og jeg gik ofte frem og tilbage, hvor jeg tænkte. Jeg forestillede mig alt muligt. Jeg forestillede mig, at der fandtes en parallel-familie til min. Med præcis de samme problemer. De boede bare forskudt af os, men vi krydsede hinandens veje hver eneste dag. Så selvom jeg var meget indadvendt skulle jeg kigge alle dem jeg gik forbi på vejen frem og tilbage fra skole i øjnene, og hvis de kiggede tilbage skulle jeg prøve at sige hej til dem. Og hvis det var en fra min parallel-familie ville jeg vide det med det samme; også måtte jeg gerne fortælle dem om alt det der skete og alt det jeg følte - for de vidste det jo faktisk godt i for vejen, og gik selv igennem det samme. Jeg savnede dem meget, min parallel-familie. De dukkede aldrig op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar