Jeg har tænkt over det her længe. Jeg har tænkt og talt og fortalt og tænkt. Hvorfor er det svært at være blevet seksuelt krænket? Hvorfor kan man gå et helt liv og være ødelagt over dét, der "bare" er en seksuel handling? Og det her kan jeg godt mærke kommer lidt tæt på. Og jeg kan godt mærke, at jeg har svarene. Men at det lidt føles som om, at jeg ikke kan ramme de rigtige ord.
For det handler om grænser. Og om, at hvad man tillader, tillader man på baggrund af ens person.Og når ens grænser bliver overskredet, bliver man i tvivl. Tvivl om ens grænser er rimelige, om man må synes at noget er skidt. Og så kan grænserne helt forsvinde. Eller de forsvinder jo ikke, det bliver bare ikke verbaliseret, når de bliver overtrådt. Jo mere de bliver overtrådt, jo mere forsvinder troen på, at man har krav på at have nogen.
Da jeg var sammen med min ekskæreste var jeg nået til det punkt. Jeg var blevet voldtaget, havde solgt mig selv og han var dominerende. Ikke seksuelt, men psykisk. Jeg elskede ham rigtig højt, tror jeg, men faktum er, at jeg ikke vidste, hvad jeg var. Derfor sagde jeg ikke nej til noget. Han skubbede mig ned fra sengen, og sagde, at han håbede jeg blev handicappet ligesom min mor. Og jeg gjorde ingenting, for han overskred ikke nogen grænse, fordi jeg vidste, at sådan nogle måtte jeg ikke have. Jeg blev ked af det, men jeg blev ikke sur. Eller når han ville have sex hele dagen, og jeg blev øm og blødte. Han stoppede først, når han blev træt af at høre på mig græde. Ligesom de få gange vi havde analsex.
Og jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige, når jeg bliver spurgt om min første gang. At det var med en 20 år ældre mand, hvor jeg faktisk slet ikke ville, og det var en voldtægt? At han holdte mig nede, imens jeg bare græd og græd. Og at jeg skar i mig selv, da jeg kom hjem den aften? At jeg tog 20 Panodiler og kastede op hele natten? Og at han knaldede min søster, det var dog frivilligt, bagefter?
Og at jeg sultede mig selv, fordi så ville han måske kunne elske mig, og så ville det hele være okay?
At jeg blev ved med at se ham bagefter, fordi hvis han elskede mig, ville det slet ikke være så slemt?
At jeg ikke fortalte det til nogen, og stadig ikke gør, gør ondt. For at fortælle, at man er et offer, giver medlidenhed. Og man er ikke offer for en voldtægt. Man er overlever. Man har ikke brug for at få at vide, hvor synd det er for en. Man har brug for beundring af ens indre styrke. Det er ikke synd for mig, det er pisse stærkt af mig, at jeg står op næsten hver dag, og forsøger at se mig selv i øjnene og prøver at være det, jeg vil og prøver at kæmpe for at opnå de drømme jeg har.
Det er skylden. For man kunne have gjort 100 ting for at forhindre det, der var 500 tegn. Men det kan man jo kun se retrospektivt. For under et groomingsforløb, hvor min krænker byggede et "tillidsforhold" op imellem ham og jeg, hvor jeg fortalte ham ting om min barndom, jeg aldrig fortæller. Og at han forstod mig, og ville lytte til, alt det jeg sagde. Det gjorde han kun for, at jeg skulle kunne lide ham, og ikke anmelde ham. Og jeg kunne lide ham, jeg troede, at jeg var forelsket i ham. Og nogle dage tror jeg stadig, at jeg var det. Og på mine gode dage kan jeg godt se, at det var jeg ikke. Jeg var lettet over, at nogle ville høre på hvordan det var at være mig. Lagde jeg op til det? Var det, det jeg ville have? Og det var det ikke. Men han sagde, at jeg ville. Jeg sagde nej. Han sagde, at jeg selv havde villet have sex med ham, han kunne mærke, at jeg var våd. Og jeg ville jo ikke få noget ud af at sige det til nogen, folk ville bare synes, at jeg var underlig. De ville jo ikke tro på, at han havde krænket mig, mens hans to børn lå ovenpå og sov.
Jeg bad mine seksuelle partnere om at holde mig fast om mine håndled. For det var det han gjorde. Og nogle gange kan jeg stadig mærke hans hænder. Min psykolog spurgte mig, hvordan han lugtede. Jeg kan kun huske hans øjne. De sad alt for tæt.
Min psykologi lærer sagde for et års tid siden, at mennesker der brugte man hele tiden ikke var i stand til at tage ansvar for sine egne handlinger. Og de her problematikker er jo mine, og hver krænkelse er unik, og det er konsekvenserne også. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal tage et ansvar for mine handlinger, og holde fast i, at det ikke var min skyld.
Det er derfor det gør ondt. Og jeg har lyst til at skære i mig selv. Jeg har lyst til at mærke, at det sviger, og at det gør ondt. Og se blodet løbe fra mine lår. Men jeg har ikke fortalt min kæreste, at jeg er en voldtægtsoverlever. For jeg vil ikke være et offer i hans øjne. Og han hader mine ar. Krænkeren så dem, han sagde ikke noget. Jeg niver i mig selv, til det næsten bløder. Tager alt for varme og alt for kolde bade. Jeg kan ikke fortsætte sådan her. Måske ville et snit være nok? Måske opdager han det ikke? Jeg kan skjule mine lår for ham.
