Grænsen til?

Jeg har små huller i maven. Et for min mor, min søster, Michael, Ole. Og et for dig. For det meste er de så tæt på hele, men nogle gange suger det i dem. Og ud af dem. Med sorg, skyld, dårlig samvittighed og skam.

Jeg hørte, at du havde haft højlydt sex på toilettet med døren åben ud til gangen. På kollegiet. Og hullet, der egentlig var så småt, at jeg var ved at tro det var næsten væk, voksede.
Stort og eksponentielt udvidede ingenting sig til alt - og jeg kan næsten ikke trække vejret - hullet suger alt til sig.

Du har måske altid bevæget dig på grænsen, og måske justerede vi hinanden til at gå nogenlunde på det sikre - når vi var i hver sin ende af de svigtede og fik skabt en balance, der kunne holde os centimeter fra kanterne.

Jeg føler mig så fandens utilstrækkelig og egoistisk for at have valgt dig fra. Men det blev jeg nødt til for at vælge din sygdom fra. I er så forbandet tæt forbundne, og man burde aldrig vælge mellem ens egen og andres lykke - men til sidst balancerede vi ikke, vi skubbede. Vi gjorde hinanden ulykkelige. Og derfor kunne jeg ikke hjælpe dig, og derfor kan jeg ikke hjælpe dig.
Jeg ville sådan ønske, at du kunne se det selv. Måske kan du også det, giv det en stemme... Jeg ved, at det der kommer, vil føles som modgang. Men jeg håber så inderligt, at du vil se det som omsorg.