Håbet var jo også kun spinkelt

Og livet har ikke ændret sig - med forskel fra, at jeg kastede mig ud i at turde at håbe, velvidende at håbet var midlertidigt - for kun at blive erstattet af - ikke skuffelse - men måske nærmere mod noget håbløshed.

Når jeg nogensinde det, jeg drømmer om? Skal jeg omstille mine drømme? På noget mere opnåeligt? Skal jeg stille mig tilfreds? Med det middelmådige? Evner jeg at kæmpe for, at andre skal se det brilliante i mig, når jeg konstant selv tvivler?

For måske er jeg bare ikke kvalificeret, det er ikke meningen at jeg skal studere på det niveau, jeg skal stille mig tilfreds med at være middelmådig? Er middelmådig et skældsord?

Men det er nok alt sammen for store spørgsmål i dag, hvor jeg også fordøjer ikke at være kommet ind på drømmestudiet. Jeg glædes da også over ikke at have grædt. Til gengæld har jeg spist, dog ikke kastet op - vil jeg gerne understrege. Det er enorme mængder, der er røget i mig, men jeg har ikke kastet op - på trods af at jeg har været alene hjemme hele dagen. C'est pas la peine, lev livet og følg dine drømme.

I'll be back