Det er egentlig sjovt, hvordan nogle bare kaster sig hovedkuls ud i livet - ikke uden frygt, men med visheden om, at det jo nok enten bærer eller brister - også tager vi den fra der.
Og nogle sidder, som jeg, bag skærmen. Og tør ikke rigtig at.. leve. Jovist, jeg har kastet mig - og det hele har været bristet. Men måske er jeg bare ikke helt noget til der, hvor jeg synes, at det hele gjorde mig klogere. Jeg er kun blevet længere tid om at hele.
Velvidende, at jeg vil fremad - jeg vil ikke gå i stilstand lige her, og det er forresten ikke engang en mulighed - sidder jeg og læser jobannoncer. Med hjertet siddende op i halsen. Jeg er slet ikke bange for at få et nej, jeg er bange for at få et ja. For det er kun et spørgsmål om tid, før de gennemskuer mit bluff.
Og helt ærligt - det nederlag er jeg ikke i stand til at modtage. Så stopper jeg måske bare kampen og arbejder i supermarkedet resten af mit liv. Hvilket jeg forresten heller ikke er god til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar