Min familie

Når jeg holder foredrag er det vigtigste for mig, at jeg ikke udleverer min familie. Jeg mener ikke, at nogen har håndteret mig eller nogle af de problematikker forkert - jeg tror på, at alle gjorde hvad de kunne, hvad de troede var bedst. Uvidenhed og mangel på ressourcer er grunden til, at ingen kendte til min selvskade eller spiseforstyrrelse.

Jeg har ingen bebrejdelser.

I onsdags holdte jeg foredrag i psykiatrien. Det var en fantastisk oplevelse at dele min rejse, og få muligheden for at fortælle om alle de fantastiske mennesker jeg har mødt - og om dem, der havde højst uheldige kommentarer, og ikke rigtig forstod.
Jeg fik fantastisk feedback, men også mange spørgsmål om min familie. Hvorfor inddrog jeg dem ikke mere i behandlingen? Havde vores forhold idag været anderledes, hvis de havde været med? Har de hørt mit foredrag? Ved de idag, hvordan jeg har haft det?

Det ved de ikke. For et lille år siden spurgte min mormor mig om grunden til, at jeg engang drak meget kaffe var min spiseforstyrrelse. Det ord brugte hun selvfølgelig ikke, fordi det er ikke et ord vi siger i vores familie. Ligesom vi ikke siger kræft, depression, indlæggelse, misbrug, overgreb, psykose, sovepiller eller selvmord. Men ellers er det ikke noget vi har snakket om. Og det kommer vi ikke til.

Vi har været belastede i min familie - af alt muligt sygdom; psykisk som fysisk. Og alt for tit har alle været på randen af slet intet at kunne bære mere, og derfor holder vi det rigtig svære for os selv.

Jeg tror i høj grad, at min mor har haft et så højt ønske om, at jeg kunne være velfungerende, at hun lukkede øjnene for alle de faresignaler jeg udviste. Det bebrejder jeg hende ikke, men foredraget gjorde mig nysgerrig, og derfor havde vi følgende samtale:

- "Jeg var på mit frivillige arbejde i går......... Nogle gange fortæller jeg om mig selv der. I går fortalte jeg om mig selv i psykiatrien"

- "Nå" (helt iskoldt)

- (blev helt tør i munden, og fortrød virkelig at jeg havde sagt noget)

- "Hvem hørte det?" (sagt i en tone, jeg tolker som anklagende)

- "Altså ansatte i psykiatrien. Sygeplejersker og sosu hjælpere. Der var mange fra Bispebjerg."

........ (lang stilhed)

- "Jeg hørte hende der fra vejret havde bulimi, og jeg forstår det ikke. Altså jeg tænker da egentlig det er meget smart. Tænk bare at kunne spise det man har lyst til, også kaste op. Det er bare ærgerligt, at jeg hader at kaste op"

- "..Det må også være svært at forstå.."

- "Tænkte faktisk på at [navn] måske har bulimi. Hun går tit på toilettet, og hun har faktisk tabt sig"

- "Det var da forfærdeligt. Det er så dumt, at det er sådan et tabu. Tænk hvis nogen, der kendte hende godt havde modet til at spørge hende, om hun var okay"

(uden pause)

- "Hvad ønsker du dig i julegave?"

Og så var vi færdige med det emne.
Jeg tror ikke, at det havde gavnet nogen af os, at hun havde været en del af min rejse i psykiatrien. Hun vil helst tro, at jeg altid har det godt. Det er det, hun kan leve med. Alt andet er for svært, og jeg tror, at hun kommer til at bebrejde sig selv for meget. Hun kommer ikke til at høre mit foredrag, deltage i pårørende arrangementer eller nogensinde bringe det på banen. Fordi hun føler, det er hendes fiasko.

Det minder jeg selv om efter sådan en samtale, som vi havde i går. For min umiddelbare følelsesmæssige reaktion er, at hun skammer sig over mig eller er ligeglad med mig. Og det er ikke tilfældet. Vi har bare haft mange svære ting at kæmpe med.