Hvis du de næste 10 minutter tager briller på. Altså de der sort/hvide briller, der er en smule generaliserende og bare gør alt mere enkelt, end virkeligheden nødvendigvis er.
Min hypotese er, at karakterer ikke er baseret på studerendes intelligens. Lærere i det danske uddannelsessystem kan risikere at have mellem 100-200 elever på en uge, og det er et vidunder, hvis de kan huske alle navne. Har haft lærere i flere år, som aldrig lærte mit navn lige meget, hvor aktiv jeg var. Dette betyder, at bedømmelsen af en elevs evner umuligt kan være baseret på, hvad personen har sagt i løbet af et modul, for hvordan skal læreren kunne huske, hvem der har sagt hvad, hvis denne har haft 4 klasser af 25 på en dag, altså 100 elever?
Det er et problem, men det jeg har funderet over er, hvordan de så bedømmer.
De bedømmer, efter mine erfaringer, efter udstråling. Hvem tror i får den højeste karakter: eleven, der nervøst og stille fremstammer det rigtige svar m. en masse øøøøøhm ind imellem, eller eleven, der formulerer sig præcist, holder øjenkontakt, men svarer forkert, men alligevel bagefter har nerverne enten at argumentere sig fra det forkerte svar, eller med lettere arrogance, sende et nonchalant smil til læreren, som "det vidste jeg da godt"?
- Du gættede rigtigt - Eleven, der svarede forkert får den højere karakter. Ikke, at dem der får høje karakter altid er dummest, men for at understrege min hypotese. Det er ikke din viden, der bliver bedømt. Ikke i en eksamenssituation, ikke i et almindeligt modul. Det er den måde, du iscenesætter dig selv på. Du skal være udadvendt, du skal have selvtillid, og hvis du arrogant kan rette den måde din lærer kommer til at bøje et fransk, uregelmæssigt verbum på, har du scoret et 12-tal. Du skal udstråle, at du ikke uddanner dig for at lære noget, men for at vise, hvad du kan. Og er det ikke elementært forkert for en uddannelse, hvis du tænker dig om?
Men hvordan får du så denne arrogante udstråling, tjah, du skal have selvtillid. Meget af det. Og hvordan får man det? Det får man ved at have en stabil base i hjemmet, med forældre, der har og altid har haft overskud til at støtte dig og dine projekter. Man har haft venner, kærester og normale sociale relationer, der alle har understøttet ens egen tese om, at man er god nok, så man hviler i sig selv, og i sit udseende. Man har ikke oplevet ting, der har rystet hele ens grundlag, og fået én til at miste troen på sig selv og verden. Så dette menneske med selvtillid og, målt efter karakterer, succesfuldt, er altså opvokset i kernefamilie m. sunde relationer, og har levet et normalt liv.
Den stille elev er modsætningen. Det kommer fra en socialt belastet familie, hvor der ikke har været plads til barnet, der derfor ikke har haft mulighed for at få støtte i hverken sociale relationer eller faglighed. Det har ikke oplevet nogle positive reaktioner på dets eksistens. Hvis dette barn, bliver til et ungt menneske med ambitioner, skal det ikke kun kæmpe med manglende faglige kompetencer. Hvis de bliver indhentet, kan det unge menneske alligevel ikke høste høsten, da indsatsen ikke bliver anerkendt, men derimod fremstillingen, som er mangelfuld, da dette unge menneske aldrig har oplevet at være accepteret, og dermed ikke hviler i sig selv, og er nervøst.
Og selvfølgelig er karakteriseringen af disse to typer er selvfølgelig set med de sort/hvide briller, ikke med alle de grå nuancer, undtagelser og forskellige psykiske reaktioner på nederlag, mobning ect.
Og det er her, det bliver en ond cirkel, ikke? For +kernefamilier klarer sig fantastisk, imens belastede familier af alle arter og grader bliver ved med at være belastede, fordi karaktererne afgører hvilke muligheder, der er åbne for den enkelte. Og det lærer unge "forkerte" værdier, som at med arrogance kommer du langt. Og det gør du også - bare ikke socialt.
Kender en, der har angst. Hele livet har hun kæmpet for at få sin familie til at hænge sammen, mens hendes mor kun har kaldt hende dum og talt om hende i 3. person foran resten af familien, mens hun var tilstede, om hendes manglende intelligens. Moren har denne opfattelse, da pigen aldrig har været udadvendt, men haft andre gode værdier og mange gode sociale relationer, og alle kan lide hende. Hun ifører sig klovnerolle i skole sammenhænge, for så skuffer hun ikke nogen. Også selvom hun er yderst intelligent, og har en helt unik tilgang til svære problemstillinger, der gør hende perfekt til kreative løsninger.
Kendte engang en, hvis forældre begge var akademikere, og som hele livet var blevet fortalt, at hendes intelligens var hendes fortrin. Hun blev mobbet ud af alle klasser, hun gik i. Havde ingen længerevarende venskaber. Men var tilgengæld pisse arrogant, og fik 12 i alt. IKKE fordi hun ar klog, men fordi hun anså sig selv som værende intelligent, og derfor havde selvtillid og tog chancer, min veninde med angst aldrig ville kunne tage.
Selvfølgelig er livet ikke retfærdigt. Det kunne jeg aldrig finde på at postulere noget omkring. Men burde vores uddannelsessystem ikke byde på lige muligheder for alle? Skal ens personlighed, indsats, intelligens eller noget helt fjerde bestemme ens karakterer, og dermed, om man kan få sine drømme realiseret?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar