Sygdommen og mig

Jeg vil være helt alene. Ikke se nogen mennesker, overhovedet. Ingen skal kende min vægt. Jeg vil ikke leve op til andres krav, end mine egne. Jeg vil tabe mig. 20 kg. Og jeg glæder mig. 
Elsker min rus. 
Elsker at tømme kilo efter kilo i toilettet. Elsker at kunne kigge mig selv i øjnene i spejlet, trække vejret lidt lettere og sige: jeg er på vej. 

Jeg hader at leve på denne her måde. Hader at spotte mine røde øjne på vej forbi spejlet efter at jeg endnu engang har kastet op. Jeg hader at ødelægge mig selv, jeg hader at hade mig selv. Jeg tigger og beder en gud, som jeg ikke engang rigtig tror på om at stoppe det her. Måske skulle man bare tage en masse piller og få det her overstået. Men det er ikke mig, jeg vælger aldrig den lette vej. Nu tørrer jeg øjnene, børster mine tænder og cykler ud i verden. 


Jeg er så splittet. Så ambivalent.