Var i skole i dag. På den seriøse måde. Jura-opgave skrives på livet løs i studiegruppen og vi sidder på nogle fællesarealer. Jeg er træt, men bidrager og kan godt holde koncentrationen. Lidt.
Indtil han lige pludselig dukker op. Da jeg ser ham, kan jeg ikke lade være med at smile. Men så rammer det mig. Vi er ikke kærester og jeg har bedt ham om ikke at snakke til mig. Faktisk holde sig langt væk.
Av. På den hårde måde.
Han sætter sig ved bordet ved siden af og snakket smilende med nogle fra min klasse. Jeg kan ikke længere trække vejret, er på nippet til at hyperventilere. Eller kaste op. Kan slet ikke koncentrere mig om §83 i Serviceloven, og jeg har ingen kontrol over mine rystende hænder eller mit hjerte, der kun banker hurtigere.
Jeg rejser mig op, mumler at jeg skal på toilettet. Småløber derud, bange for at besvime. Er så svimmel. Låser døren, slår brættet ned, lægger hovedet i mine hænder på mine knæ og forsøger at trække vejret. Efter 5-10 min. har jeg det lidt bedre. Jeg kan høre, at der er kommet lidt af en kø. Vakler ud. Til sød pige fra min studiegruppe, der står klar til at give en krammer. Hvorfor er det lige, at jeg skal være så nem at aflæse og mine følelser ALTID sidder helt udenpå?
Nå. Hun smilede og sagde de bedste ord i verden. "Han er væk nu". Har haft lyst til selvskade resten af dagen. I stedet for har jeg ædt som en gris. Øv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar