Kære liv. Jeg vil ændre dig.

Hendes gennemborende øjne var både varme og kolde på en måde, som jeg aldrig før har set.

Jeg behøvede ikke at sige så meget, for på en eller anden måde kendte hun mig allerede.
Og måske fortalte hun mig ikke noget, som jeg ikke vidste i forvejen.

Jeg oplever det allerede. Jeg fryser altid, er altid træt, har altid hovedpine, har fordøjelses problemer, ekstra hårvækst på kroppen, laver underlige stavefejl jeg aldrig har lavet før (staver f.eks. krop som grop i første hug), jeg skal skrive alle aftaler ned, ellers glemmer jeg dem. Er irritabel på grænsende til ond. Oplever dagligt angst og har lyst til at isolere mig. Og hun så lige igennem mig.

"Du har ingen gnist i øjnene. Ingen livslyst." 

"Din stemme lyder som om du er dehydreret." 

"Hvis du var startet på en normal vægt var du død nu." 

"Hvis du fortsætter med at løbe 10 km på en mave, der kun indeholder afføringspiller får du et hjertestop"

Det er ikke så meget andet, end sandhed. Men det, der virkelig bragte tårer frem fra min dehydrerede krop var da hun sagde, at jeg kun straffede mig selv. Jeg måtte ikke være så ond imod mig.
Hvis jeg ødelægger mig selv har mine overgrebsmænd vundet.

I morgen skal jeg til psykolog, og der vil jeg tage imod tilbuddet om en diætist så jeg kan lære hvordan man spiser. Og min vægt kan stoppe med at svinge med 10 kg. hver anden uge, som den har gjort de sidste måneder. Holder simpelthen ikke til det mere. Kære liv. Jeg vil ændre dig.