Hvis jeg var et dyr, så ville jeg helt klart være en søko.
Ikke bare fordi den er stor og grim (men jo, disse faktorer spiller også ind), men fordi det
er det absolut mest kiksede dyr, jeg overhovedet kan komme i tanke om.
Og jeg er simpelthen så gennemført kikset.
Efter læsningen af min e-journal begyndte jeg at spørge rundt til et af begreberne, der blev benyttet. Uden overhovedet at skænke det en tanke, at jeg ikke selv havde fundet frem til noget på google, og at jeg havde nævnt det på bloggen.
Lige pludselig begyndte bekendte, tætte veninder og (skræk og gru) familie at finde frem til denne side. Heldigvis fandt jeg selv sammenhængen rimelig hurtigt, og det er grunden til mit fravær og grunden til, at jeg har valgt denne løsning med, at andre blogforfattere godt kan læse med.
Løsningen er blevet sådan, da jeg stadig gerne vil have nye læsere. Og dele min historie, mine tanker, mine ideer, mine ambitioner, mine håb og forhåbentlig kunne give noget videre. Så alle mine ar ikke længere kun er ar, men kan blive en inspirerende erfaring, måske afskrækning, som et modspil til alle de lyserøde blogs, som maler et billede af livet som ung som noget med Agnes cupcakes, fantastisk mode og mærkevarer, søde kærester, der altid kun gør romantiske ting og bolig i baby-farver.
Den virkelighed findes kun i en fremstilling.
Jeg holder nok lidt lav profil. Holder lidt igen med alt det helt vilde for en tid (ihvertfald med at fremstille det på internettet). Men jeg er stadig den samme (desværre).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar