And I can't be holding on to what you've got when all you've got is hurt

Jeg mente det altså. Da jeg sagde, at jeg ikke kunne. 
Jeg kan stadig ikke. 
Jeg ødelægger alt. Og med det mener jeg, at jeg ødelægger mig selv. Jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø, jeg vil ikke dø. Jeg holder fast i tanken med næb og kløer og negle og tænder og en stædighed, som egentlig slet ikke ligner mig. Og den er heller ikke mig, for det lykkedes ikke rigtig at holde helt fast. For nej, jeg vil ikke dø. Men jeg vil ikke leve, jeg vil ikke leve på denne her måde. 
Hvorfor er det forkert at spise og forkert at lade være og forkert at kaste op? Og hvordan kan jeg stoppe med at gøre alt det her, der er forkert og blive helt, helt rigtig? 
Altså ikke rigtig på den måde, hvor andre synes at jeg er det. Men rigtig som i en følelse i maven. Jeg har to jobs, jeg godt kan lide. En uddannelse jeg synes er spændende, i en sød klasse. Jeg har en kæreste, som jeg er forelsket i. Og ifølge mange er jeg helt rigtig, men det er jeg ikke. For jeg fortsætter med at skuffe mig selv dagligt og jeg er træt af at være vred og skuffet over mig selv. 
Jeg kan ikke fortsætte og jeg kan ikke stoppe. 
Og ingen andre end mig selv kan hjælpe mig, og jeg aner ikke hvordan. Så jeg sulter, jeg æder, jeg kaster op. Og hver aften forsøger jeg at holde fast for jeg vil virkelig ikke dø. Jeg vil ikke tage mit eget liv.  Problemet er, at det allerede føles som om, at jeg er død.