Jeg ved det godt. Jeg gør det hvert år - uden undtagelser. Præcis d. 19. april er jeg i et lorte humør og har travlt med at kædehade alle. Nok lidt for at undgå at komme til at kigge den anden vej.
For i virkeligheden elsker jeg jo ideen om dagen. Og glæder mig. Lige ind til den kommer. For følelsen af at stå med en kæmpe bunke forventninger og ikke rigtig nogen til at indfri dem er lidt for meget.
Og selvom jeg ELSKER at være flyttet, kommer det altså til at være underligt ikke at have sin familie på denne dag. Føler mig alene. Meget alene. I hvert fald lige nu.
Hvorfor er det, der skal findes dage som for nogle er fantastiske og for andre er en hyggelig lille reminder om, at ens mor kun bliver sygere, ens far er ligeglad, ens venner og kæreste har for travlt. Har ikke brug for at blive mindet om, hvor lidt elsket jeg er.
Ps. de der antidepressive virker ikke. Synes kun jeg har fået flere suicidale tanker. Og sovepillerne er et helvede. Når jeg ikke tager dem sover jeg ikke før sent (eller måske kalder man det tidligt på det tidspunkt?), og når jeg tager dem sover jeg over mig, og er træt hele dagen.
Jeg er ruuuuundt på gulvet. Har for travlt. Og min veninde, der er på Bali, har skrevet en mail. For en måned siden. Som jeg ikke har svaret på. Fordi jeg så gerne vil skrive noget positivt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar