Har slukket min cigaret og alt lyset.
Har taget min sovepille, min lykkepille og venter. Venter på effekten af medicinen, som skal fremkalde alt det, som jeg ikke selv kan føle. Husk det ord, det er vigtigt.
Jeg kunne godt bruge lidt lys, bare til at kunne se resten. For lige nu ser jeg brudstykker af puslespilsbrikker, som jeg prøver at få til at hænge sammen til et eller andet større, som burde være vigtigt, men jeg kan ikke se det.
Jeg ser et liv. Der er formet af en adfærd, som jeg kan mærke gør mig ondt. Og den næste brik er jeg ikke helt sikker på, men på den anden side så kan jeg ikke huske, hvornår, hvis nogensinde, jeg sidst var sikker. For når jeg ved, at det ikke er godt - hvorfor stopper jeg så ikke bare?
Adfærden er symptomer, en måde at reagere på, på følelser som jeg ikke ved, hvordan jeg ellers skal reagere på. Så selv, hvis alle mine mønstre bliver brudt og et helt nyt liv former sig ud foran mig, så har jeg stadig følelsen. Og hvordan stopper man med at føle en følelse?
Jeg tænker rationelt.
Det var ikke min skyld, at han voldtog mig. Men følelsen af, at jeg kunne have forhindret det og at det dermed er min skyld - den er der stadig.
Jeg var bare en lille pige - jeg kunne ikke forhindre slagsmål, trusler, utryghed og kaos i en hel familie. Men alligevel føler jeg, at jeg kunne have gidet min søster plads til den toast også havde min stedfar måske ikke prøvet at kvæle hende.
Mine grænser var overskredet, jeg ville ikke rigtig leve og han var en pædofil mand, der manipulerede mig. Men jeg kunne have gået, han tvang mig ikke til noget. Ikke med vold, ligesom Michael.
Jeg er så træt af at føle, at jeg ikke er noget værd og at alt jeg gør og nogensinde har gjort har været forkert. Og selvom jeg rationelt kan tænke, at det ikke er sådan - så er følelsen der stadig.
Lige meget, hvor gammel jeg føler mig, så er jeg stadig bare en lille pige.
Helt magtesløs.
Overfor følelsen af, at jeg ikke er noget værd.
Er glad for jeg ikke har alle de sovepiller lige nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar