Da jeg gik i 1.g og havde billedkunst fik vi opgaven at skulle male vores største frygt. Resultatet fandt jeg, da jeg flyttede. Og selvom det ikke er feel-good kunst så elsker jeg det, fordi det er sandt og ægte og en virkelighed jeg aldrig vil glemme at have levet i og ikke ved om man kan stoppe med at leve i. Ville ønske jeg var stærk nok til at have det hængende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar