Der er gået for lang tid. Alt for lang tid. Men livet har været livet og jeg har været tvunget til at leve det. Timer er forsvundet som (advarer imod kliché) sand imellem mine fingre.
Har ikke været glad, har ikke været trist. Har ikke haft lyst til at dø, har ikke haft lyst til at leve. Har ikke sovet, har ikke været vågen. Er en hel masse modsætninger, der på en måde opvejer hinanden en lille smule og gør mig helt.. grå.
I morgen skal jeg se min kæreste, og har aftalt med min læge at jeg bliver nødt til at fortælle ham om overgrebene. For ellers er det for svært, og det vil gå i stykker, fordi han ikke vil forstå noget. Problemet er, at selvom jeg forklarer kan det være han alligevel ikke vil forstå og bare synes jeg bliver en trist byrde. Men som min læge sagde, så er han ikke den rigtige og så elsker han mig ikke for den jeg er, men den jeg lades som om. Synes bare ikke rigtig, at jeg er i en position, hvor jeg kan tillade mig at stille krav til accept og tolerance. Kan jo ikke selv finde ud af det. I alle fald er det vind eller forsvind i morgen. Og hvis det bliver forsvind må jeg have en nødplan, der hedder skadestuen.
Øv. Hader at være den her person.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar