Jeg drukner

Overvældet af depression ligger jeg dag efter dag i min seng. Græder ikke rigtig mere, til gengæld er jeg også stoppet med at gå udenfor min dør.

Han dukkede jo bare op ud af det blå og forvandlede mig. I måneder havde depression og spiseforstyrrelse holdt mig nede under vandets overflade; med ham kunne jeg gispe efter vejret, få lidt luft, klar til næste dyk.

D. 1. Maj forlod han mig.
Stod helt alene i fremmed verden uden luft. Blev indlagt på lukket afdeling, fik beroligende, sov med kugledyne, spiste ikke i 6 døgn. Og i løbet af to uger tabte jeg mig 6-7 kg.

Langsomt, minimalt, blev alting lidt bedre. Jeg var stoppet med at falde, men havde ikke samlet mig selv endnu.

Nu har han fundet en ny. En sød pige, der slet ikke er lige så fucked up som jeg er. Som ikke kaster op eller tager overdosis dulcolax hver dag. En, der ikke har solgt sig selv, en der ikke er blevet voldtaget. En, der ikke har en handicappet mor, to psykisk syge søskende. En, der ikke har tre diagnoser. Og er fuldstændig umulig at elske.
Hvor ved jeg det fra?

Jeg går i klasse med hende.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare nogen, at jeg ikke kan gå nogen steder. At jeg er alt for træt. Jeg græder ikke. Er bare ved at drukne lidt. Og jeg bliver liggende her. Bliver bare liggende her.