Tæt på kanten, vaklede hun, som en kræftsyg - helt uden kræfter til at leve. I mange år blev hun forladt og forladt, og jo mere hun opgav - gav alle andre op.
Tappet for tapperhed og optimisme og for alle de muligheder og hele den verden, der lå for hendes fødder. Men som hun ikke evnede at træde ud i. Hun var det sorteste mørke; kun oplyst i sekunder og kun af noget, der kunne ødelægge hende.
Mange gange var hun i sekunder ikke kun næsten død, men havde helt forladt drømmen om livet og selve livet.
Sten på sten byggede hun sig op. Et helt mirakuløst liv, der kun består fordi hun vil.
Og alligevel gør hun ikke helt. For hun betaler den gæld, hun har skabt. Hun står i aske til knæene fra alle de broer hun brændte. Grædende. For hun kan ikke komme videre. Det, der startede det hele - tvivlen om dem, der skabte hende fortryder. Er stadig det, der plager hende.
Alle de grænser hun prøvede af, endte med at de satte én definitiv grænse - vi vil ikke hjælpe.
Jeg kan ikke undskylde, jeg kan kun forstå. Og jeg er ved at dø af forståelse for, at de ikke kunne mere. Og forståelse for, at længes efter accepten, anerkendelsen og al den kærlighed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar