Om dørtelefonen

Jeg overvejer at begynde at date. Bare for at få tiden til at gå.

Oprettede faktisk en dating profil for en lille måneds tid siden. Har ikke svaret nogen. Andet end dem, jeg har taget pis på. Jeg er egentlig en ret ynkelig person.
Ikke desto mindre er jeg ved at blive sindssyg. Egentlig ikke af kedsomhed, som jeg før har givet skylden. Ensomheden er nok den, der mere bærer skylden.

Savner M helt vildt, og jeg har stadig svært ved at forstå det. Har mit vindue stående på klem, og hver gang jeg hører, at nogen ringer på i min opgang løber jeg hen til dørtelefonen, fordi jeg tror jeg hører et "hej skat, det er mig". Men det er ikke min dørtelefon, der ringer. Hvor ynkeligt er det lige??

Jeg har heller ikke lyst til at se andre. Det gør jeg alligevel. Fordi jeg måske i et par sekunder kan være tilstede i det her nu, hvor alt burde være okay. Kan jeg ikke bare være okay nu?