Psykologen

Mig: "Siden jeg fandt ud af, at de er sammen har jeg været.. så træt. Der er så mange dage, hvor jeg ikke kan stå ud af min seng og det gør fysisk ondt..... Jeg spiser..... Spiser i kæmpe mængder, og formår aldrig at kaste det hele op. Fordi jeg er sådan en, der giver op......... Jeg er så træt. Men egentlig mest af mig selv. Jeg kan ikke finde ud af noget, og jeg kan ikke mere"

Psykolog: "Hvordan havde du det før han kom ind i dit liv?"

Mig: "Jeg havde det ikke så godt"

Psykolog: "Du havde en svær depression"

Mig: "Ja..."

Psykolog: "Er det en god idé at starte et forhold under en depression?"

Mig: "......"

Psykolog: "Du skal ikke holde dig tilbage. Du skal sige lige, hvad du tænker"

Mig: "Jeg ved godt, at svaret er nej. Men det var ikke noget jeg havde planlagt. Jeg ønskede ikke, at det skulle ske."

Psykolog: "Var du helt passiv?"

Mig: "I starten, ja. Men så legede jeg med, fordi han gjorde mig glad. Og jeg havde så desperat brug for at være glad. Kan du ikke se det? Jeg var ved at drukne, og han hev mig op."

Psykolog: "Og nu er du ved at drukne igen."

Mig: "Ja"

Psykolog: "Var det så en god idé?"

Mig: "Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor vi snakker om det her. Det var en fejl. Jeg synes, at jeg hader mig selv nok i forvejen"

Psykolog: "Hvorfor kigger man tilbage på fortiden?"

Mig: "For at ændre fremtiden"

Psykolog: "Det første, du sagde var utrolig unuanceret - på grænsen til barnligt. Du bliver nødt til bearbejde det. Der er intet i et forhold, der kun er den enes skyld - det er et samspil. Du kan lige nå at hoppe op på vægten, inden vi slutter."



Vi har snakket sammen i snart et halvt år. 1 gang er jeg gået derfra med en rar følelse af at have fået løsnet en knude i maven. Ofte er min knude i maven større. Er det meningen? Jeg er træt af hende. Hurra for at skulle videre i systemet!