Jeg har været væk et stykke tid. Mest på grund af det der med at blive student. Også tog jeg et smut på to uger til Grækenland med et par veninder. Også tog jeg til DK og passede hus. Og jeg vil elske at vise jer billeder, fortælle historier fra det varme land og alt det der - for jeg har faktisk haft det godt.
Men aldrig noget godt uden et men. At komme fra Grækenland til Danmark er ligesom.. Ja, at få hældt en spand iskoldt vand i hovedet. Og det kan mærkes. Specielt fordi jeg er alene hjemme og alle mulige negative tanker om alt muligt dukker op. Og det er svært at forholde sig til, når man faktisk næsten var lykkelig.
Min storesøster har fået ny lejlighed, og skal flytte lige om lidt. Problemet er, at der er meget der skal ordnes, og hun har faktisk ikke rigtig nogen til at hjælpe hende. Dels fordi hun er syg, og sygdommen har ødelagt mange af hendes relationer og dels fordi de resterende er på ferie.
Så i søndags tog jeg med vores lillebror ud for at hjælpe lidt, men også hygge og catche up, for det var lang tid siden jeg havde set dem begge. Men lige fra start af opførte hun sig ubehageligt overfor mig. Hun talte ned til mig, når hun skulle forklare mig noget, hundsede med mig, når noget ikke blev gjort i det tempo hun ønskede - og hvis jeg snakkede med vores bror om andet end lejligheden fik vi at vide, at vi skulle tage os sammen og få lavet noget. Tilsidst blev jeg så sur, at jeg havde lyst til at gå derfra. Istedet for bad jeg hende om at tale pænere til mig, og for den sags skyld også vores bror, selvom han ikke sagde noget til det.
Hun lovede at tage sig lidt sammen, hun var bare lidt stresset, sagde hun. Så vi arbejde videre til aftensmadstid, hvor jeg tog hjemad.
Her til aften ringede hun så til mig. Hele dagen har jeg kæmpet med overspisning, depressive tanker og selvskade (jeg har dog ikke gjort noget endnu). Fysisk har jeg haft kvalme, hovedpine og ondt i maven siden jeg vågnede. Jeg havde ingen planer, intet at stå op til - og det gjorde alt værre. Så dagen er gået med at spise, forsøge at kaste op, og ja.. Ingenting.
Men kl. 20 ringede hun og ville have mig til at cykle 10 km for at hente en lampe til hende i det her møgregnvejr. Kort fortalt siger jeg nej, og beder hende spørge vores fætter som bor lige ved siden af der, hvor lampen er. Hun accepterer, men ringer mig kort efter op igen, og forklarer at han ikke er hjemme, og om jeg ikke bare kan gøre det. Jeg stikker den hvide løgn, at jeg har en aftale, og derfor ikke kan. Hun vil have mig til at tage min fiktive veninde med ud på en cykeltur på 20 km i alt i regn for at hente hende lampen. jeg siger igen nej, hvorefter hun forkorter turen til 10-15 km, og at jeg bare skal aflevere nøglen til hende. Da jeg siger nej til dette bryder helvede løs;
"Min familie er der aldrig for mig, der er aldrig nogen der vil hjælpe mig. I er allesammen pisse ligeglade. Jeg havde fandme gjort det, hvis det var dig der havde spurgt. Og i søndags kom du med den mest negative attitude og opførte dig helt latterligt"
Blandet med mit dårlige humør er de ting hun får sagt, ja, ikke særlig hjælpsomme til min eventuelle hjælpsommelighed, og får råbt noget i stil med, at jeg fandme altid har været der for hende, men hverken jeg eller vores familie kan planlægge vores liv rundt om hendes liv, eller hendes projekt - specielt når hun er gået ind til det uden at spørge om nogen af os har lyst til at hjælpe hende.
Og mere får jeg sikkert også sagt, jeg blev så vred, at jeg ikke kan huske det. Jeg smed røret fra mig. Slukkede alt lyset i hele huset, og sidder nu og gemmer mig, hvis hun skulle komme.
Jeg er bare træt af, at det altid handler om hendes behov, som hun aldrig synes at nogen opfylder. Vores mormor har stået på tungen for hende igennem de sidste tre år, hvor hun været indlagt, og hendes tak er, at få lavet en tatovering af en blomst, som hun siger symboliserer vores mormor. Den blev vores mormor ikke ret glad for, hun ville hellere have haft min søster havde brugt pengene til husleje, så kommunen ikke endnu engang skulle redde hende. Og ja, hele det her lejlighedsprojekt.. Jeg ved godt, at hun ikke kan male uden den fucking lampe - men lige nu har jeg ikke energien til at tage tøj på, eller bevæge mig udenfor. Og kan man egentlig forvente det af andre? At de skal stå til rådighed på den måde?
Jeg ved det ikke. Jeg kender ikke grænsen. Men lige idag kunne jeg mærke, hvor min grænse lå. Og den lå altså ikke til at hoppe på tungen for nogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar