Jeg har en sød kæreste. En rigtig sød en, der kan holde mig ud, selv når jeg er neurotisk og hysterisk og råber, fordi kalenderlyset ikke brændt ned til den rigtige dato.
Og vi har selvfølgelig nogle problemer, hvem har ikke det. Men de skænderier vi har, handler som regel om den samme problemstilling.
Nemlig hans såkaldte "optimisme", som jeg betragter, som naivitet contra min såkaldte "realisme", som han betragter som pessimisme. Og de skænderier har vi aldrig nogen løsning på. Han siger, at hvis han vil have et job, får han det. Jeg siger, at det siger sandsynligheden ikke. Han siger, vi skal være sammen resten af livet. Jeg siger, at det siger sandsynligheden ikke. Og sådan kan vi blive ved, for det er bare to forskellige måder at se verden på, der er ikke rigtig nogen kompromisser at lave.
Han har levet et hårdt liv, synes han. Jeg synes, at han har været heldig. At vokse op i en kernefamilie med kærlige forældre. At have en stabil base, man altid kunne komme hjem til med sine problemer, og så var der plads og overskud til at rumme dem.
Sådan et hjem har jeg ikke haft. Jeg har haft et hjem med vold, død, kaos og alle former for sygdomme. Hvis der opstod en situation, endte det altid ud i worst case scenario. Det han synes er pessimisme, er jo bare for mig, en reel mulighed.
Så en i hans familie er blevet syg. Og det var dødeligt, virkelig dødeligt. Til mit forsvar var det ikke en, han havde et tæt forhold til. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så ønskede en lille, ond del af mig, at han døde. Sådan så min søde kæreste, kan mærke bare en lille brøkdel af hvad et dødsfald gør ved en, for han har aldrig oplevet sådan et.
Og det er ikke fordi jeg kan lide smerte. Eller det er helt andet indlæg, som nok skal komme. Men jeg er bare træt af at høre, at jeg er en negativ person, for det er jeg ikke. Jeg ønsker virkelig, at det bedste sker. - Jeg er bare klar over, at det gør det sjældent. Sjældent for mig.
// Ditte
Ingen kommentarer:
Send en kommentar