Alt, hvad du sagde var magisk. Og når du rørte mig følte jeg alt, alt i hele verden var hos dig. Og det skulle være os, ikke? Dig, mig, Amager, Aldi, kollegieværelset, Hanne Boel, sex. Og du ved det godt, ikke? Hvor heartbroken, jeg var? Hvordan jeg lå i sengen i flere dage, og kastede op og så dig og hende for mine øjne hver gang jeg prøvede at sove? Og hvordan jeg tænkte på alt, hvad vi havde oplevet sammen, og hvem vi var sammen og hvor meget jeg savnede os sammen?
At det er to år siden nu, og jeg har en kæreste, jeg er forelsket i, men stadig græder nogle aftener, fordi du gjorde mig så forbandet ondt, siger det ikke lidt?
For at leve, skal jeg hade dig. For at være videre, skal jeg lægge dig bag mig. For at kunne være det jeg vil, skal du ikke være en del af mit liv.
Så jeg virker hård, ikk? At jeg bare afviser dig, når du kommer med din sindssyge form for fredspibe, og ønsker mig god jul og alt det lort. Og fint. Så må jeg være den kolde kælling. Jeg vil hellere have, at du hader mig, og ikke kontakter mig, end, at du tror, der er en chance for, at du kan få dig et knald, og jeg skal hade mig selv. Det gør jeg rigeligt i forvejen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar