Rygestop går elendigt. Er i minus på overskudskontoen til alt det der familie-noget. Orker simpelthen ikke at skulle smile en gang til. Eller at prøve at få flere folk til at grine. Min krop har besluttet sig for at søvn, det bør man egentlig ikke spilde tid på. Har grædt i dag, på den opgivende måde. Fordi den her tid på året er en forbandet milepæl. Og man spørger sig selv, hvad har du nået på det sidste år, og er nogle af de planer, du havde sidste år på denne her tid, blevet realiseret?
Jeg ville til Paris. Jeg ville flytte. Jeg ville sgu egentlig gerne være sådan lidt lykkelig. Eller bare lykkeligere. Have styr på økonomi, følelser og være blevet klog. Ikke sådan en wannabe intellektuel, hvor jeg får bøger om, hvilke bøger jeg egentlig bør læse. Men sådan en, der læser Virginia Woolf, imens jeg lytter til Chopin og drikker the fra perchs. Og måske tager en pause for at gå en tur og kigge på noget grønt og tænke over noget eksistentialistisk.
Men lille Ditte er stadig opslugt af sit eget bræk. Og stadig egentlig bare lille, dog nu et år ældre. Og kæmper med de samme fucking problemer igen og igen. Og kommer ingen vegne, for fanden da også. "Du er i proces, lad tiden hele din sorg" - NÆHÆ. Hvorfor skal jeg bruge mit liv på at vente på, at jeg får det bedre? Når der fandeme ikke sker noget som helst, ikke en dyt. Står bare i køen i Netto, med en ny kassedame, som nægter at åbne en til kasse, eller tilkalde nogen, fordi hun ikke kan finde ud af at taste nummeret til mine peberfrugter ind.
Øv-følelse og minus på alle konti. Gider sgu ikke holde jul, eller nytår, eller noget. Når det kun minder mig om, alle de forventninger jeg har. Og at der ikke rigtig er nogen, der står i køen til at opfylde dem.
Jävla Netto.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar