Om virkelighed og mad

Jeg har gerne villet skrive noget. Altså noget sigende, noget godt. Men ordene er blevet væk, og jeg har været for træt til at lede efter dem. Og det er svært at slå sig til tåls med at skrive noget, som jeg selv synes er kedeligt. Og måske også fordi jeg føler mig meget syg. Og når jeg skriver det bliver det ikke kun i min virkelighed, men i en helt anden virkelighed som også er på skrift og den føles lidt mere virkelig, end det her misk-mask af farver, hvor alt flyder sammen, der er min virkelighed.

Min virkelighed er, at jeg kæmper. Og jeg har fuldstændig glemt for hvad. Jeg ved ikke, om det er for at spise eller lade være. Og jeg ved heller ikke, hvad der er mest selvdestruktivt. I det hele taget føler jeg nok mest, at verden tårner sig op foran mig med masser af spørgsmål, som det er nødvendigt, at jeg tager stilling til. Og alle andre kender svarene, men jeg er helt, helt uvidende; alle de andre tror bare, at jeg spiller dum.

Jeg havde et par gode dage efter jul, hvor jeg nåede op på omkring 1000 kcal - og det er noget jeg kan leve med. Ikke for meget, ikke for lidt. Og vægten sagde imorges 71,4. Men depressiv på min måde fordi det idag er lidt over en uge siden jeg sidst skar, og min veninde ikke svarede mig og alle de her spørgsmål jeg ikke kunne svare på gjorde at jeg har ædt. Ædt indtil jeg fik kvalme, også lidt endnu. Jeg er virkelig en gåde. Nogle dage er det svært for mig at spise en kartoffel, andre dage er det svært for mig ikke at spise 3 kg kartofler. Her til aften før jeg gik i bad sagde vægten 74,6. Det må være næsten en måned siden jeg vejede det. Har  lyst til at spise og kædehade mig selv. Det sidste har jeg gjort i lang tid, og ser ikke ud som om jeg rent faktisk er i stand til at stoppe. I morgen, der vil jeg ikke spise. Og det bliver simpelthen så let. Glæder mig lidt. Det er det eneste, jeg glæder mig til.