Jeg sidder og spiser. Min mor har lavet en skinke/porretærte og nogle frikadeller. Jeg blev ked af det, da jeg hørte det. Ikke noget "sikker mad", ikke noget som jeg kunne spise meget af. Og jeg ville egentlig gerne spise, har været på svensk julemarked hele dagen, og har kun spist en halv bolle og en clementin, så jeg var sulten. Jeg ville virkelig gerne. Så da jeg sætter mig ned, prøver jeg at sætte mig ned uden regler om hvor meget. Jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg gerne må spise. Tærten smager dejligt, og det mikroskopiske første stykke spiser jeg uden problemer. Det samme med det andet. Kan stadig mærke sulten og tager et stykke rugbrød, hvor jeg placerer frikadelle ovenpå. Jeg spørger min mor, om hun har puttet ost på tærten - hvis ikke hun har, kan jeg jo måske tage et 3. stykke. Ja, hun har puttet parmesan-flager på samt fløde og creme fraiche i tærten.
Og jeg ved ikke, hvad der sker, men jeg bryder fuldstændig sammen. Råber foran hele min familie, hvorfor hun altid skal putte de ting i maden og jeg kan ikke huske, hvad jeg mere sagde. Men jeg græder og græder og græder. Og bliver pisse bange. For det var ligesom om, at jeg ikke selv kunne styre det. Jeg kunne ikke kontrollere, hvad jeg sagde eller gjorde.
Da jeg var kommet lidt til mig selv sagde jeg undskyld, og begrundede episoden med træthed. Hvad fanden skal man sige? Jeg ved ikke, hvad der er galt med mig. Det føles bare som om, at jeg har mistet mig selv lidt, og en eller anden psykisk syg har taget over. Og jeg er så bange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar