Ikke et offer

Da hun åbner skuffen og mærker knivens træ-håndtag på fladen i hendes hånd
falder hun
lidt tættere på hvem hun måske i virkeligheden er
og længere og længere væk fra den de tror
Hun har bygget sig op
og er faldet sammen
I stykker der slet ikke passer sammen
er hun faret vild ned af veje der kun fører hende de samme steder hen
Og da hun prøver at grine gør det ondt fordi der jo slet ikke er noget der er lige så sjovt
som den smerte der dag og nat forfølger hende og udkonkurrerer, udkører, udtørrer alt det hun
i virkeligheden måske slet ikke er, men stille og stædigt insisterer på at være.
"Jeg er ikke et offer, jeg er ikke et offer, jeg sagde, jeg ikke er et offer"
Og på dage, hvor hun næsten ikke falder tror hun nogle gange næsten selv på det, at hun ikke er et offer, men en overlever. Og så er der de dage, hvor alt er sløret, men hun stadig ikke er et offer, for det var jo hende der ikke sagde nej nok gange, det var jo hende der gik med pengene. Og hvordan skal man kunne høre én der aldrig skriger, men bare sulter sig i et desperat håb om måske en dag bare at forsvinde.
Og hun ved, at det er forkert.
Men det føles så rigtigt som vandmelon på en sommerdag
og clementin i december, når selvhadet igen skærer de gamle ar op
ikke fordi hun er et offer, men fordi
det er hendes egen skyld.