Har nordens underligste følelse. På den ene side føler jeg mig helt lille, introvert og sårbar på en sådan jeg-vil-helst-gemme-mig-for-verden-for-alt-er-skræmmende-måde. På den anden side vil jeg jeg ud og være ekspressiv. Råbe og skrige til hele verden, helst. Jeg er fuldstændig manisk og styrter derud af hele tiden med 300 km/t, uden benzin. Og det giver det fedeste kick. Er høj på adrenalin. Og aldrig har jeg født mig så lykkelig og så fri. Og aldrig har jeg følt mig så bange, så usikker på hvert et skridt jeg tager og så lidt in charge. For det føles kun nogen gange som om det er mig der har hænderne på rettet. Det meste af tiden slingrer jeg faktisk så meget, at jeg tvivler på, at der overhovedet er nogen der styrer. Men jeg ved, at jeg har foden på speederen.
Jeg bruger al min tid på at tænke på al det mad, jeg ikke har tænkt mig at spise. I går løb jeg 9 km på en time ved 21-tiden efter at have indtaget 200 gr. youghurt (90 kcal) til morgenmad og ellers intet andet end kaffe. Da jeg stoppede var jeg så svimmel, at jeg blev nødt til at støtte mig til hver lygtepæl jeg kæmpede mig hen til. jeg er stolt over at have tabt 35,1 kg på 11 mdr, men er også sindssygt bange. Bange for at jeg aldrig når mit mål, og jeg er bange for at jeg når det. Har helt mistet lysten til enhver behandling. Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg kunne fortsætte sådan her. Men hver gang jeg stiller mig op på vægten og er forsvundet lidt mere, har jeg lidt mere mod på at fortsætte. Fortsætte på min måde. Selvom det mest indebærer at give mig selv kvalme og presse mig selv ud over alle grænser, er det det her jeg vil.
Og jeg ved godt, at det hverken er smukt, flot, sejt eller rart - men det her er mig, det er sandheden, og det er en sygdom som jeg lige nu slet ikke har kræfter til at prøve at bekæmpe.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar