I sensommeren 2008 crashede jeg på en måde, som jeg ikke havde prøvet før. Jeg gik til lægen, der sendte mig til ungdomspsykiatrisk ambulatorium, hvor jeg først blev afvist. Fordi jeg ikke ville have samtaler sammen med mine forældre. Insisterede lidt og de tog mig ind og hjalp mig, indtil jeg blev 18. Så var det ud og væk.
Der gik et halvt års tid før jeg fandt kræfterne til at finde noget nyt. Til lægen igen, og denne gang blev jeg sendt på Stolpegården til gruppeterapi. De mente i høj grad, at jeg havde brug for noget - men det eneste de kunne give mig ville gøre, at jeg ikke kunne færdiggøre min uddannelse.
Så gav jeg op. De skrev godt nok en henvisning, men jeg orkede ikke at gøre mere selv. Så jeg lod mig synke. Lod mit sind tale det sprog, som min stilhed har lært det. Jeg coper, som jeg kan gøre det alene.
9 mdr. efter Stolpegården, talte mit sind i koder, som ikke engang jeg kunne kontrollere. Og jeg kunne bare virkelig ikke mere. 2 døgn på psykiatrisk skadestue også ud med en henvisning til psykologhjælp. Jeg kontakter min læge, og prøver at forklare hende, hvad der sker i mig. Men ordene der beskriver, hvad det hele egentlig handler om findes slet ikke i mig mere. Og det hele føles meget svært. Men hun vejer mig, og beslutter at jeg selv skal finde en psykolog på nettet også skulle vi have en opfølgende samtale.
11 dage og adskillige afslag og "du kan komme på ventelisten, men vi har ikke noget nu" efter gik jeg så til lægen i dag. Trådte op på vægten, der viste 3,9 kg mindre, end sidst. Hun bliver noget chokeret. Jeg er jo ikke tynd, der står ikke spiseforstyrrelse skrevet i panden på mig, så ved ikke om hun troede mig da jeg sidst prøvede at forklare, at jeg bare ikke har lyst til at spise. Hun prøvede ihvertfald at fortælle mig idag, at jeg ødelægger mine organer, og det er fint at jeg har tabt mig - men ikke mere nu. Hun vil have mig til at drikke kalorieholdige proteinshakes (det kan hun godt glemme). Også skrev hun henvisning til psykiatrisk afdeling igen, og de skal så ringe mig op, også skal jeg over og snakke med dem. Og til en opfølgende samtale og vejning og svar på blodprøver (noget med stofskiftet, forstod det ikke helt) hos hende i start januar.
Jeg ved ikke, hvad det skulle gavne mig at være indlagt. Jeg ved godt, at jeg skader mig selv hele tiden lige nu. Men jeg kommer også ud hver dag, og ser venner der intet aner om mine problemer; og det gør mig bare så meget godt at holde fast i noget "normalt". Og jeg er heller ikke klar til den stigmatisering som indlagte er ofre for. Og JEG ER IKKE SYG, jeg har bare oplevet fucked up ting, og ikke vidst, hvilke kasser jeg skulle putte det i.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar