Grunden til jeg ikke dater

Godt så. Så sidder man her. Med et gevaldigt forklaringsproblem, mest overfor sig selv.

Hr. kok har været rimelig fast inventar siden singlelivet startede med et brag i mine studenterdage i sommer. Vi så solen stå op over Nyhavn sammen, og jeg kyssede med en af hans venner (som jeg mistænker for at have givet mig kyssesyge). Måneder med sparsom kontakt passerede, men pludselig blev det intensiveret. Af uransagelige årsager. Vi sms'ede dagligt, og havde planer om at ses. Indtil han begyndte på "gid du var her lige nu, for så ville jeg kysse dig" -agtigt-pjat. Så jeg trak lidt i land, og blev meget hurtigt afklaret med, at han ville en ting. Smed selvværdet ud, endnu engang. En til, der ser dig som et hul. Flot - ikke mer' ham. Bibeholdte dog lidt kontakt og lidt planer. Og beundrede ham på afstand. For han er sådan en, som jeg godt kunne blive virkelig, virkelig forelsket i. Om ikke andet, så fordi han ikke vil mig. Han er klog, sjov, løber maraton, har fancy karriere og mål i livet - på trods af sine sølle 21 år. Ikke skidt, vel? Og så er han pæn, på en virkelig sød måde. Og ved at finde sammen med en anden. Og selvom jeg kun har mødt ham en gang, og aldrig rigtig har snakket med manden (han har faktisk ikke en chance for at kende mig, rigtigt), så er min første reaktion at tage kniven frem. Og skære alle de drømme jeg havde helt væk. For jeg er ikke god nok til ham, og egentlig er jeg slet ikke god nok til nogen. Slet ikke når jeg er så idiotisk at skære i mig selv. Og prøver at fortælle mig selv, at han ikke vælger mig fra. Problemet er jo bare, at det gør han. Og det nederlag kan jeg ikke cope med.

Ligesom da hr. eks slog op med mig. Det handlede i bund og grund slet ikke om, at jeg mistede mit livs kærlighed, overhovedet. Var pisse træt af ham og forholdet. Men jeg kunne ikke håndtere, at han ikke elskede mig. Det skulle han. Uanset hvilke følelser jeg havde for ham.

Og det er jo lige så åndssvagt nu. I den tid hr. kok og jeg har snakket sammen har jeg datet flere. Spansk-model-lover (som jeg stadig ser lidt), ham der med det perfekte kys (hvor jeg heller ikke kunne håndtere nederlaget og blev indlagt bagefter), Kreta-dude (som jeg faktisk var lidt forelsket i, og ville have set 1000 gange mere, hvis han ikke havde boet i lorte Randers) og hr. guitarist (som jeg faktisk ser nu, og det går godt -nærmere detaljer følger i andet indlæg).

Og det er kun de fyre, som jeg har set mere end 1 gang. Dvs. der er en masse som jeg har kysset med i byen og snakket med. Og har måske-agtige planer med.

Måske lidt malplaceret billede. Men tog det igår for at forsikre 

mig selv om at jeg ikke døde af overspisningen.

Problemet ved det er bare, at jeg lader alle mine følelser omkring MIG afhænge af fyre, som jeg ikke rigtig ved om jeg er interesseret i og derfor spiller på flere heste, og ikke rigtig giver mig hen til nogen. Fordi jeg er bange. For at det udvikler sig for meget (læs; sex) - for der er jeg slet ikke nået til. Og fordi jeg er bange for ikke at være god nok.

Og jeg burde slet ikke se nogen fyre. Burde finde roen i mig selv så jeg var i stand til at håndtere både at have sex, men også, hvis der bare er noget, der ikke går. Når der er en, som jeg ikke vil betyder det jo ikke, at der er noget galt med ham, men bare, at jeg ikke synes at lige netop han skal blive til vi med mig. Det her er noget rod. Jeg er ked af, hvis du har læst det hele, men det er altså grunden til at jeg ikke burde date, må jeg nok hellere rette det til. For jeg har ikke tænkt mig at stoppe. Er afhængig af mad og mænd. Sundt.