Det er lang tid siden
at jeg på en eller anden stille måde
helt uden måske selv at vide det
opgav den tanke, som jeg på en panisk måde prøver
at finde et hoved, en hale og en krop derimellem i
Og selvom jeg ikke ved om jeg helt ved om jeg tror
så må jeg jo håbe
eller bare være selvdestruktiv nok
til gang efter gang at hoppe ud over kanten
med min helt egen selvmordsbombe med mit helt eget hellige bud
som er lige så kliché som de ægte religiøses
"Elsk mig nu. Det er okay, at du ikke gør det i morgen. Og jeg skal nok forsvinde før du kan nå
at sige jeg skal gå. Gør det umulige, jeg hungrer. Elsk mig"
Men når jeg er hoppet så mange gange, at det der med de ni liv virker i underkanten
hvorfor er det så
at det stadig gør ondt at ramme bunden
og vågne op til en dag
ved siden af en mand
som kun elskede en igår
og mest fordi man var tættest på
Ingen kommentarer:
Send en kommentar