Rod, skrøbelighed og ambivalens

De sidste par dage er jeg vågnet uden lysten til at stå op. Ikke at jeg plejer at vågne sådan sprudlende af glæde og blive klædt på af kvidrende fugle snehvidestyle - overhovedet. Men jeg har bare følt mig dårligt tilpas helt fra det sekund jeg prøver at gnide søvnen ud af mine øjne. Jeg har følt mig fed, grim og på ingen måde i humør til at vise det til hele verden. Fjernede mit profilbillede på facebook, fordi jeg ikke kunne holde ud at stirre på mit eget fjæs. Bruger alt for lang tid på at stå foran spejlet og finde fejl.
Min telefon har været væk, og det har passet mig fint. Har ikke haft lyst til at snakke med nogen, hverken om dem eller om mig. Eller om verden eller vejret.
I dag skulle jeg dog til psykolog, selvom jeg ikke havde lyst. Fortalte mig selv, at det nok var når jeg mindst havde lyst til at snakke, at jeg mest havde brug for det. Men det var svært, og samtalen gik ikke rigtig. Hun er kun en akut midlertidig en, som jeg maks kan have 3 samtaler med og i dag var den 2. Sidste gang fortalte jeg lidt om min historie, men alt er jo snørklet. Og når jeg var i et stille humør, og ikke spor selvreflekterende, kunne hun jo ikke rigtig vide, hvilke knapper hun skulle trykke på. Og når jeg bare sad og var stille og stirrede ud i luften skete der jo ikke pisse meget.
Men vi fik da snakket lidt om angsten for studiestart, sociale arrangementer, rustur etc. Og nødløsninger.  Også blev hun ved med at snakke om, om det var anoreksien der styrede mig og "folk med psykiske lidelser". Jeg har ikke en psykisk lidelse og jeg har i hvertfald ikke anoreksi. Folk med anoreksi har ikke et bmi på 23 eller overspiser eller gør hvad det nu end er jeg gør. Jeg kan godt se, at jeg ikke har raske madvaner, men jeg har ikke anoreksi. Og jeg har ikke en psykisk lidelse, heller. Jeg er bare en person, der har oplevet nogle fucked ting og prøver at få lortet til at hænge sammen. Ikke også?

Var til lægen i går, havde ikke tabt mig. Hun sendte rykker til hospitalet, men virkede oprigtig talt virkelig ligeglad. Og det er jeg virkelig også. Jeg gider ikke mere, ikke lige nu. Har også forstuvet min ene fod efter de 10 km. Gider ikke mere, vil bare tage mine piller, sove og veje mig. Og se min yndlingsfilm. Igen og igen og igen.



Susanna: I'm ambivalent. In fact that's my new favorite word.
Dr. Wick: Do you know what that means, ambivalence?
Susanna: I don't care.
Dr. Wick: If it's your favorite word, I would've thought you would...
Susanna: It *means* I don't care. That's what it means.
Dr. Wick: On the contrary, Susanna. Ambivalence suggests strong feelings... in opposition. The prefix, as in "ambidextrous," means "both." The rest of it, in Latin, means "vigor." The word suggests that you are torn... between two opposing courses of action.
Susanna: Will I stay or will I go?
Dr. Wick: Am I sane... or, am I crazy?
Susanna: Those aren't courses of action.
Dr. Wick: They can be, dear - for some.
Susanna: Well, then - it's the wrong word.
Dr. Wick: No. I think it's perfect.