Et brev og solen

Solen skinner på en måde som om det er utilgiveligt
at jeg sidder indenfor
Men det bliver jeg altså nødt lige nu
for tårerne løber ned af mine kinder og jeg kan ikke trække vejret

Jeg prøver. Jeg har fået en besked fra en af min søsters veninder. De kender hinanden fra hospitalet, og da jeg også kom der dagligt, da min søster var indlagt, kender hun altså også mig. Hun har altid været et af de mennesker, som jeg har beundret og virkelig inderligt håbet (og vidst), at hun kunne kæmpe sig ud af sine problemer. Hun havde anoreksi - idag har hun en smuk krop, en sød baby, mand og lejlighed.

"Jeg følger jo lidt med på sidelinjen på fb og bliver ærligt lidt bekymret/ ked. Der er ingen tvivl om, at dit vægttab har taget overhånd(ud fra hvordan jeg oplever det).
Jeg kan genkende meget af mig selv (fra da jeg var syg) i dit ansigtsudtryk." - skriver hun. Jeg er bange, er det så tydeligt? Kan alle se den smerte og de dæmoner, der altid raser og fortæller mig, at jeg aldrig er god nok?
Jeg ved ikke. Hun skriver, at hun ikke har spurgt min søster om tilladelse; men tænker lidt, at det er hende der står bag. Og det er for så vidt også okay; jeg ved bare ikke om hendes bekymring er oprigtig. Og jeg ved ikke, om det jeg svarer så bare ryger direkte videre. Og jeg er jo slet ikke som hende, så tynd bliver jeg aldrig. Jeg håber virkelig ikke, at min søster tvinger hendes veninder til at virke som om, at de bekymrer sig. Åhr, hvor er det her noget lort.
Måske vil jeg alligevel prøve.
At cykle en lille tur, og måske nyde solen, fordi den måske imorgen ikke er her.