Det føltes så trygt at være i en verden uden mad, uden knive og med personer, der kun var der for at passe på mig. Lod alt facade falde i et par sekunder, og hvad der kom frem var skræmmende. Men på en måde også rigtig meget mig; den mig, jeg bruger det meste af mit liv på at få til at gå væk. Jeg græd, røg, drak kaffe, sov og sad og borede mine negle ind i mig selv i timer. Alligevel har jeg aldrig følt mig så... befriet. Og det er sygt, forkert og alt andet, end det jeg stræber efter. Men det er ærligt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar