Jeg er allermest bange når jeg søndag aften har løbet næsten 10 km, fordi jeg spiste en skål havregryn. Og jeg stopper op, fordi jeg er bange for, at jeg har skidt i bukserne, fordi jeg eksperimenterer med afføringsmiddel. Og verden lige pludselig ikke vil stoppe med at dreje rundt. Og jeg skal kæmpe mig resten af vejen hjem ved at klamre mig til og stavre fra lygtepæl til lygtepæl. I mens mit hjerte hamrer som om, at det er sidste gang det får chancen for at slå. Og jeg fuldstændig har mistet lysten til at leve. Kun fordi jeg ved, at jeg ikke har tabt mig.
Jeg ved ikke, hvad der sker. Jeg er bange.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar