Jeg ville ønske..

at jeg kunne stoppe.
For det her - det slider mig op. Og jeg kan mærke den, den sygdom som jeg nægter at indse, at jeg har. Et af mine problemer med psykologen er, at hun taler om den. Kalder den ved dens navn, kalder den det det er - en psykisk lidelse. Og det er jeg ikke klar til at acceptere - også selvom jeg et eller andet sted godt ved, at det nok er sandheden. For jeg er så splittet. En rask del af mig kan sagtens se, at det jeg gør, og det jeg føler er sygt og forkert. Men en syg del af mig kan ikke forhindre mig i at føle og gøre de ting jeg gør.

Og det er grimt, grotesk og virkelig skræmmende;
at se sig selv spise, spise og spise til en familie begivenhed, fordi et familiemedlem har kommenteret "du bliver tyndere og tyndere". For derefter at få det så dårligt med sig selv, at man ser sig selv, stille og helt samlet, gå ud på toilettet igen og igen. Hænge ens blazer og bælte på dørhåndtaget og samle ens lange og underligt tynde hår på dørhåndtaget og sætte sig ned på knæ og stikke ens fingre langt ned i halsen, men uden at kroppen vil samarbejde om ens eget lille dødelige projekt.
Lydene kommer, men intet vil lykkedes. Samlet, rolig, tage blazer og bælte på igen, slå håret løs - rode op i det. Sætte sig ind i forsamlingshuset med enormt lyst til at skære. Og efter en tid, hvor man har boret neglene så hårdt ned i ens arm, under den blazer i str. 36, som er ved at blive alt for stor, gå på toilettet igen, for at fortsætte med at bore negle ned i lårene og hænge alt igen, og samle håret og lægge sig på toiletgulvet og lave 100 rygøvelser og 100 mavebøjninger. Og da man kommer ud bliver man helt lettet over at høre, at nu skal vi hjem. Men på vej hjem i bilen laver man så for første gang i bukserne, fordi man har taget en alt for stor dosis afføringsmiddel. Føler mig så ynkelig, så patetisk, så syg - og jeg kan ikke stoppe.

Og hvis nogen læser med, er det eneste jeg vil sige til jer: Elsk jer selv. Lige meget hvad nogen har gjort jer, og hvad I har gjort jer selv - elsk jer. Det er opslidende at ville dø, og det er ikke det værd. Jeg har nået kvalmegrænsen for at blive beundret at mine venner og familie for mit vægttab og hvis jeg havde modet ville jeg fortælle dem alle, hvordan jeg kæmper - men det har jeg ikke, ikke lige nu. Man kan vel ikke være spiseforstyrret og have et normalt BMI, er de flestes (inklusiv min egen) tilgang til anoreksi.

Jeg ville ønske, at jeg kunne få noget hjælp. Men lige nu virker det håbløst. Jeg kan ikke stoppe alene, når jeg får det sådan her, når jeg spiser. I løbet af de sidste dage har jeg spist, men 9 nye ar sidder nu også på mit lår. Og mange tårer har trillet ned af mine kinder. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Så jeg bliver nødt til at fortsætte. Det gør for ondt at stoppe. Må kæmpe videre for at nå min målvægt, for når jeg når den vil jeg være undervægtig; også vil nogen måske tro på mig, når jeg siger, at jeg ikke har det godt. Og at jeg dør hver dag. Hjælp mig, jeg vil leve.