At erkende er vel et skridt tættere på at acceptere

Jeg er
Inderst inde
Fanget
i noget, der føles større
Som en grund til at leve
Og det farlige er
at det også er en grund til at dø.
Men jeg kan. Jeg kan hade mig selv. Lige indtil, at jeg er gået helt i stykker. Uden at kunne lappes. Men du vil stadig hver dag trække vejret, du vil stadig ikke kunne ugøre dine ugerninger, du vil ryge dine hjemmerullede cigaretter, se dig selv og dine børn i øjnene og du vil måske i stunder være helt vidende lykkelig, selvom du måske aldrig vil få at vide, at jeg denne aften har lyst til at tage mit eget liv. Fordi jeg ikke rigtig kan sætte ord på de følelser og fordi jeg ikke længere kan kende forskel på vrede og sorg. Fordi jeg ikke ved noget som helst, fordi du stjal min sandhed. Måske har du læst godnathistorie for dine børn før du puttede dem her til aften og kysset dem på deres kinder. Måske pralede du til din kollega om at have været sammen med to søstre. Men fortalte du, at den ene af dem er psykisk syg og den anden ikke ville? Fortalte du, at de var 15 og 19? Måske er jeg lige nu et tal i en statistik, og hvis der er en mere, der fortæller mig, at det er meget normalt at have det på den her måde i min alder tror jeg måske, at det skal være det. Har hørt den sætning siden jeg var ni. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge den til.
Og jeg ved godt, at jeg flygter. Når jeg som en helt anden manisk person sidder vågen til kl. 5 og læser kalorietabeller og vejer alt jeg spiser. Og prøver at putte alt det jeg slet ikke kan placere i små fine kasser pertentligt placeret oven på hinanden. Som om jeg faktisk havde styr på det. Og selvom du siger, at det dræber mig, dræber det mig mindst lige så meget hele tiden at vide, at jeg ikke kan elskes.
Så.
Jeg er
Fanget
I begræsninger
der befrier
Men aller vigtigst er jeg 
på vejen
til enden af den fucking regnbue