Om at spise og om at lade være

 

Jeg har brugt flere timer på at skrive et indlæg, som jeg lige har slettet. Magen til ligegyldigt pis skulle man lede længe efter. Jeg hader mig selv, jeg har hadet mig selv i mange år. Det er faktisk noget af det, jeg er allerbedst til. Vil snart skrive det på mit CV; "Livslang erfaring i kæde selvhadning. Andre kan i nød også kædehades".
Jeg har også altid haft problemer med mad - det kommer og går bare lidt som vinden vender. I denne her omgang hang min hang til sult nok sammen med noget retssag og noget forhold (som jeg bare aldrig skulle have befundet mig i). Og det her forhold forhindrede mig i at krybe tilbage til min favorit kædehadningsmetode: cutting. Men det skulle da virkelig ikke forhindre mig i at blive selvdestruktiv.

Hvis man tager et lille kig på Ziggy Møllers bog om spiseforstyrrelser (den hører med, når man melder sig ind i LMS), og tager et endnu nærmere kig under årsager, virker det hele ikke så mystisk. At de her problemer med mad skulle ramme mig.
Eksistensberettigelse: Hmm.. Min berettigelse for at eksistere er at være en hjælp for andre.
Oplevelser i første livsfase: Skilsmisse
Copingberedskab: Selvskade. Krydret med fortrængning. Og i hvert fald fortielse.
Evne til at mærke, adskille og udtrykke behov: Behov? Har jeg ret til sådan nogen?
Jeg-udvikling; indre eller ydre selvværd?: ydre. bygget på præstation og udseende. Det mest fantastiske kompliment jeg har fået af min mor er, at jeg kunne blive model. Hvis jeg tabte mig.

Og det er "kun" de individuelle psykologiske forhold. Der er skam 3 punkter mere, hvor alt bliver ved med at passe lige så godt. Inklusiv 3 andre i min nærmeste familie, der har lidt af spiseforstyrrelser. Har jeg så fundet ud af.

I løbet af det sidste stykke tid har jeg flere gange tænkt på bare at stoppe med at prøve at gøre noget ved mine problemer. Bare fortsætte ned af den her vej, uden kamp. Det virker bare som det mest rigtige. Og jeg orker faktisk ikke at gøre mere for at hjælp. Og orker heller ikke rigtige at arbejde med krænkelserne. Jeg bliver så ked af det, og jeg vil ikke bruge mit liv på at være ked af det.
Og når jeg bare spiser det jeg må og træner det jeg skal, er det jo ikke så slemt. Bare jeg når min målvægt og kan holde den. Så er alt jo ligesom ikke så slemt, vel?


Ej, nu føler jeg mig også skizofren. Det her blev slet ikke, som jeg ville have det. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Hverken for at elske mig selv (eller måske bare tolerere til at starte med), eller for at det jeg gerne vil sige kan komme frem. Men nu har jeg skrevet og slettet og skrevet i tre timer. Jeg håber, at jeg gav nogle svar.

 Det første billede er fra sommeren 2010. Og det er ikke min topvægt. 
Det nederste billede er fra julen 2011. Vejer omkring 71 kg.