Gid jeg havde haft forældre, der havde fået mig til at tro på, at jeg var noget værd. I stedet for forældre, der dyrkede selvhad. Til mig. Og dem.

Det der med taber og vinder, som jeg engang i januar fablede om er stadig mere aktuelt. Og hold da kæft, hvor jeg hader det. Også selvom det ikke er fair.
Tænk at have det gå-på-mod og en følelse af, at man fandeme er det værd. Man er alt værd. Den følelse har jeg ikke, og har jeg aldrig haft. Jeg slipper selvfølgelig for nogle skuffelser, fordi jeg ikke skal finde ud af, at jeg ikke er den bedste til noget, men tænk bare at kunne have den selvtillid. Også selvom den nedbrydes. Det er jo ikke fordi det er nogen fest; hverken at hade sig selv, eller blive bekræftet i, at det er med rette man gør det.